Kategorier

Bloggere

Vil du hjælpe Himmelev Bæk i Champions League?

Projektet som det så ud umiddelbart efter udførelsen i midten af september. Bemærk, hvordan vandet risler lystigt ned over gydebankerne, der i fremtiden skal sikre bestanden af ørreder i denne del af Roskilde Fjord.

For lidt over en måned siden, var Roskilde Og Omegns Lystfiskerklub (ROLK), Den sjællandske Grusbande, og flere andre, heriblandt Roskilde Tekniske Skole, (RTS Vilvorde) og Ørredpatruljen i Himmelev Bæk for at lægge 21 tons gydegrus fordelt på 6 gydebanker og 40 tons skjulesten og sten til sikring af brinken i vandløbet over et par dage i midten af september.

Den meget fornemme frivillige indsats blev hyldet af både lodsejere og Roskilde Kommune, og blev tillige profileret i flere lokale medier, der begejstret bragte den miljømæssig gode historie, projektet havde. -Og det blev fantastisk, både i forhold til selve projektet, og ikke mindst, fordi vi hyggede os koseligt under udførelsen.

Da jeg skulle ”aflevere projektet” til Roskilde Kommune, som også fremadrettet har vedligeholdelses- og tilsynspligten med vandløbet, fortalte Søren Kock Laursen fra ”vand og klima” i Roskilde Kommune, -at der sådan set godt kunne være lidt flere sten ifølge regulativet og restaureringsafgørelsen på projektstrækningen.

Der var plads nok til flere sten i profilet og vi måtte gerne lægge flere sten i bækken således, at der i fremtiden kunne skabes endnu større variation.

Det er netop pointen med mange af de sten, vi lægger ud på vandløbsstrækninger, idet der er analogi mellem antallet af sten og antallet af ørreder. Jo flere sten, -des flere ørreder!

Vi vil jo frygtelig gerne lægge flere sten i vandløbet, og manglede egentlig blot økonomi til at skaffe stenene.

Men efter en venskabelig snak med Peter Geertz Hansen fra DTU Aqua, der administrerer den såkaldte Gruspulje, der er en pose penge til foreningerne over hele landet, betalt af alle danske lystfiskere gennem Fisketegnet med det formål at forbedre vilkårene for primært ørreder i vandløbene, fik jeg lov til at bruge lidt penge til ekstra sten i Himmelev Bæk, primært af to årsager, -den ene fordi bestandsanalysen inden projektet havde vist, at der var ørreder forinden (men slet ikke i de mængder, man kunne forvente) og dels, fordi vi havde holdt os langt under det budgetterede beløb, der var afsat oprindeligt.

Det er ikke mindst de store sten i et vandløb, der sikrer den vigtige variation således, at den yngel, der skal vokse sig store nok til smoltstørrelse i vandløbet, har skjul og føde til en lang vinter uden nævneværdig grødevækst. Derfor er stenene sådan set de eneste standfaste og sikre skjul i vandløbet om vinteren.

Grunden til, vi kunne holde os under budgettet var, at hovedparten af de skjulesten, vi skulle bruge til projektet, blev skaffet til veje som en foræring fra lodsejeren og derfor var gratis for os. Derfor har vi nu råd til at lægge 12-15 kubikmeter ekstra skjulesten i Himmelev Bæk, idet vi faktisk også har fået disse sten forærende. Det er sten fra landmænd omkring Tempelkrogen Syd i Lejre Kommune, der har foræret os disse sten. Derfor skal vi kun betale for leveringen!

Tilbage er blot, at disse 12-15 kubikmeter sten, -altså i omegnen af 30-35 tons, skal lægges til rette nede i vandløbet og gerne så snart som muligt, idet havørrederne fra Roskilde Fjord om føje tid, vil vandre op i det lille tilløb til Maglemose Å for at gyde i det iltrige vand, der nu risler henover de gydebanker, vi lagde ud i midten af september.

Det har vi brug for hjælp til.

Du kan derfor melde dig til dette arrangement, hvor du både kan se det, vi har lavet og dernæst kan være med til at sikre, at Himmelev Bæk bringes op på Champions League-niveau!!!

Projektet udføres søndag den 1. november og vi har brug for flere friske hænder.

Vores håb er, at både lokale folk og folk fra lidt fjernere egne har lyst til at deltage.

Mødestedet er Slæggerupvej 101, 4000 Roskilde ved Hofor søndag den 1. november klokken 10.10.

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.

Du skal medbringe støvler, skridtstøvler og i øvrigt fornuftigt tøj, -samt handsker og meget gerne en trillebør.

Det er vigtigt, du melder dig til, idet ROLK og Grusbanden vil sørge for drikkevarer i dagens anledning.

 

Bandeleder, Rune Hylby.