Gymnasieeleverne gav den gas på Øresund
- 13. januar 2014
I lørdags var vi en tur på Øresund, og havde jeg blot set tilbage på vejret og fiskeriet, var det måske en fisketur, der var gået relativt hurtigt i glemmebogen – men sådan hang det bestemt ikke sammen på denne tur.
Turen var blevet til på Fishing Zealands initiativ med støtte fra Ungepuljen i Roskilde Kommune og Fishing Zealand og med frivillig hjælp fra Jan og Bo’s Lystfiskershop og Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK). 16 unge tog af sted fra Roskilde til Helsingør med bus til en femtimers kuttertur med skibet Jaws. Der var udstyr til låns, instruktører til rådighed, og en med en symbolsk pris på 100,- kunne alle være med.
Lad os sige det, som det var. Havde det været en flok erfarne lystfiskere, der havde været af sted, havde vi sikkert brokket os over regnen, kulden, og at der ikke var flere bidevillige torsk. Men sådan foregik det ikke her. De unge på mellem 14 og 19 år gav den i den grad gas og trodsede de vanskelige forhold med stor gåpåmod. Hver en fangst blev værdsat, uanset om det bare var en mindre torsk, sej eller sild. Fladfisk, lange og hvilling blev det også til.
De glade unge ansigter lyste op på en ellers våd, kold og mørk januardag. Resultatet blev også, at samtlige fik fisk, og humøret var høj selvom temperaturen ikke var det!
På vej hjem igen i bussen sad jeg stolt og lyttede til snakken fra de tændte unge. De diskuterede deres fangster og drømte om fremtidige ture og fangster – flere udflugter på Øresund – en geddeekspedition i den lokale mose, og Put & Take søerne i omegnen af Roskilde skulle også udforskes. Der er vist igen tvivl om, at vi fik inspireret et par nye fiskere. Men vi fik bestemt også inspireret et par af os instruktører og arrangører til at stable endnu mere af denne slags på benene, når det kan ha denne effekt. Tænk bare hvordan det vil gå på en tur, hvor vejret og fiskeriet bare spiller!
ROLK og Fishing Zealand er allerede i gang med at planlægge et hornfiske event til Lystfiskeriets Dag i maj, et natfiskearrangement til sommer i en P&T sø og meget andet godt, men det skal I nok høre mere om senere.
Nicolai Ulrik Hansen fra Fiske Avisen var også med på turen. Nicolai har en hel del erfaring fra Øresund, og han var i den grad også imponeret over de unges attitude til fiskeriet. Så glæd dig til februarudgaven af Fiske Avisen, hvor du vil kunne læse Nicolais oplevelse af turen og mere om Roskilde Kommune og Fishing Zealands ambitioner i forhold til børn og unge.
Personligt er jeg afsindig glad for Roskildes Kommunes deltagelse i Fishing Zealand og deres ambitioner om at styrke kommunens børn og unges forhold til naturen. Så en stor tak herfra til de involverede og en opfordring til alle om mere af denne slags!
– Gordon