Kategorier

Bloggere

Film om tilblivelsen af Danmarks første geddefabrik

EU-projektet CATCH er ved at lakke mod enden, og derfor begynder man nu at kunne se projektets forskellige resultater. Projektet afsluttes endvidere med en konference i Polen i starten af april.

De to hovedpunkter i projektet for Fishing Zealands vedkommende, har været tilblivelsen af to film, som Fishing Zealand har haft mulighed for at lave. Filmene sætter stor fokus på vores arbejde i brakvandet. Dette er modsat de andre deltagende lande ikke film lavet med turisme for øje, men derimod film, der viser, hvordan man bl.a. arbejder med bæredygtigt lystfiskeri i FZ og dermed i Danmark.

Fishing Zealand har igennem længere tid arbejdet på at etablere en geddefabrik. Dette er nu endelig lykkedes, og Danmarks første geddefabrik har set dagens lys i Vordingborg Kommune. Det store arbejde der ligger bag at etablere en geddefabrik, har vi netop lavet en film om, der gerne skal virke til glæde og inspiration for andre. I filmens tilblivelse har vi især inddraget Fishing Zealands brakvandsgruppe, der består af biologer fra DTU Aqua, de involverede kommuner, FZ, DSF samt repræsentanter for erhvervs-, fritids- og lystfiskerne.

Udtalelse fra Brakvandsgruppen:

”I regi af Fishing Zealand har vi arbejdet på at få lavet geddefabrikker. Vordingborg Kommune har nu etableret Danmarks første geddefabrik tæt på Præstø Fjord. Brakvandsgruppens arbejde har i denne sammenhæng været helt afgørende for processen, hvilket endnu en gang understreger vigtigheden af Fishing Zealand. Den endelige indvielse af geddefabrikken finder sted i foråret 2019 – og indtil da, så se Niels Vestergaards film, der på fremragende pædagogisk vis viser, hvordan en geddefabrik virker, samt ikke mindst viser, hvor mange faktorer man skal tage højde for i den slags projekter. Til sidst skal nævnes, at der er andre store projekter på vej fra Brakvandsgruppen og de lokale FZ-kommuner, der alle vil skabe gydemuligheder for brakvandsaborrer og gedder fremover i de sydsjællandske kommuner”.

Jimmi Spur Olsen, Biolog, Vordingborg Kommune og del af FZ’s Brakvandsgruppe.

 

Film om Geddefabrikken

 

Den anden film, som vi har lavet, omhandler catch&release samt korrekt håndtering af gedder. En film som FZ af formidlingsmæssige grunde har set frem til at få lavet. Filmen går ned i detaljen omkring genudsætning af fisk herunder især hvilke værktøjer m.m., som man bør medbringe på en fisketur efter gedder, så fisken kan genudsættes så nænsomt som muligt.

Film om catch&release

 

Filmene har også vakt glæde hos vores projektpartnere, der sagtens kan se vigtigheden i at formidle sin viden og sit arbejde i både skrift, billeder og film.

 

Fotokonkurrence og digitalt kort

Til sidst skal nævnes, at CATCH projektets tyske partner er vært for en fotokonkurrence, hvor alle kan deltage. Du kan læse mere om fotokonkurrencen på projektets hjemmeside her.

Hjemmesiden er lavet med henblik på at skabe fokus omkring bæredygtig lystfiskerturisme i de andre deltagende lande. I FZ har vi allerede vores egen hjemmeside – men det vi ofte har manglet, er et elektronisk kort. Derfor er vi særligt glade for det elektroniske kort på hjemmesiden, der er baseret på de foldere, der igennem årerne er lavet i FZ-regi. Du kan finde kortet her. Yderligere viser kortet alle de ting, som lystfiskere har brug for, når man er på fisketur. Her vises lokale overnatningssteder, grejbutikker, turbåde, bådudlejere m.m.