Rende i sivskov med Grusbanden
- 12. oktober 2016
I Vordingborg Kommune ligger der adskillige fine små ørredvandløb, der munder ud i området omkring Storstrømmen. Mest kendt er naturligvis Mern Å, der gemmer på én af de sidste rester af en vild sjællandsk ørredstamme. Men mit besøg i det sydsjællandske område førte mig på ”afveje”, til Møn.
Her ligger flere små ørredvandløb, der rummer en fin lille bestand af ørreder, -eller som kan komme til det!!! Dammevandløbet/Byvsbæk, Rydsbækken og målet for mit besøg, -nemlig Hårbølle Bæk, der er et lille fint ørredvandløb, som munder ud på den sydvestlige del af Møn.
Jimmi Spur Olsen fra Vordingborg Kommune, der er meget aktiv i Fishing Zealand og Christian Skotte, der er Miljøkoordinator for Danmarks Sportsfiskerforbund i det Sydsjællandske, tog mig med på en guidet tur til dette lille private vandløb.
Vandløbet har ad flere omgange været restaureret med gydegrus, der er plantet rødel og midt i det hele, lå et velfungerende sandfang, som er blevet etableret for år tilbage.
Det så fint ud det hele, og netop i sandfanget fandt vi en død havørred omkring 40-45 cm, som øjensynligt var strandet efter sidste vinters gydning og derefter har forsøgt, forgæves desværre, at klare sig i sommerhalvåret i sandfanget.
Jeg så det bestemt ikke som en trist historie, -at finde en død havørred i sensommer-varmen. Tværtimod ville det have været utænkeligt, hvis den havde overlevet. Næh, pointen med ørreden var jo, at der i dette lille vandløb, var en aktiv gydebestand af havørreder, der vandrer ind fra Storstrømmen for at gyde.
Men, men, men, -vandløbet var meget tilgroet, og særligt den sidste del af vandløbet, umiddelbart inden udløbet, var fyldt med tagrør og andet grøde, som kan være spærrende for ørredernes vandring opstrøms. Ligeså var der en stor mængde dueurt længere opstrøms i vandløbet, som ikke er skygget væk, trods bl.a. Christian Skotte og Kim Keldborgs indsats med beplantning af rødel.
Derved er flere gode gydebanker nærmest filtret sammen af rødder fra denne plante. Det bliver der nu taget hånd om. Med din hjælp forhåbentlig, -for den har vi brug for!
Lørdag den 5. november kl. 10.10, går Grusbanden nemlig i gang med at skære siv, og er vi mange nok, kan vi forhåbentlig også nå at tage nogle dueurt, således at Hårbølle Bæk er klar til vinterens gydning.
Det giver nemlig fisk til dig og dine venner, når I næste gang besøger Møn og Falsters gode ørredlokaliteter.
Du kan melde dig til Christian Skotte på mobil, 2371 0222 eller ved at sende ham en mail: cskotte@acsi.info.
Du kan også tilmelde dig via Grusbandens Facebookside ved at skrive i ”kommentar-feltet”, at du har lyst til at deltage. Så tager vi kontakt til dig.
Medbring støvler, waders, rive, knofedt, og skulle du have en le eller buskrydder, må du endelig ikke holde dig tilbage. Jo flere vi er, desto mere ørredvandløb, så simpelt er det!!!
Grusbanden vil sørge for lidt at drikke og ikke mindst en masse godt humør i en god sags tjeneste.
”Rygter” vil i øvrigt vide, at Niels Vestergaard dukker op med filmkamera for at audivisualisere den gode indsats.
Vel mødt, -vi ses derude.
Bandeleder, Rune Hylby.