Lystfiskeri på skoleskemaet
- 30. juni 2018
“Lystfiskeri” på skoleskemaet kunne måske lyde som tilgangen til en afslappende og uforpligtende dag i naturen, uden fagligt indhold, men intet kunne faktisk være mere forkert! Fishing Zealand har nemlig lagt sig i selen for at samarbejde med skoler, hvor lystfiskeri og målstyret undervisning kan gå hånd i hånd.
I Holbæk Kommune har Fishing Zealand netop afsluttet samarbejdet med en lille landsbyskole i Undløse omkring lystfiskeri. I første omgang var det eleverne i 2.U, der en formiddag fik besøg i faget “natur og teknologi”, hvor klassen i forvejen var startet op på et overordnet emne med “fisk”. Undervisningen blev derfor tilrettelagt med dissektionsøvelser af et par friskfangede hornfisk, som eleverne i små grupper skulle undersøge med skalpel og saks. Mellem de praktiske undersøgelser, blev der undervist i hornfiskens biologi, tilpasning, fødekæder, fødenet og funktionerne af de organer, som eleverne sirligt fik skilt fra hinanden og identificeret. Adskillige af de såkaldte færdigheds- og vidensmål, der knytter sig til faget natur og teknologi blev således indfriet. Inden oprydning og afvaskning af forsøgsudstyret, blev der endvidere talt om lystfiskeri, mens der blev vist forskelligt fiskeudstyr frem. Denne samtale blev samtidig også afsæt for det næste møde med klassen, hvor eleverne selv skulle afsted med fiskestangen
I denne uge forlod 2. U nemlig klasselokalet i to hold og gik turen over til en nærliggende sø, hvor der var opbakning til fisketuren fra en venlig lodsejer og Holbæk og Omegns Lystfiskerforening, som forvalter fiskeretten i søen. Efter en lille gåtur ved søens breder, havde eleverne dannet sig et indtryk af området og kendte nu samtidig også til søens tilblivelse og historie. Herefter var det tid til at kigge nærmere på et par af de fiskearter, som findes i søen. I et lille akvarie blev der således studeret bl.a. skaller og gedder, mens der blev talt om camouflage, fødesøgning og årets “gang” i søen. Eleverne var nysgerrige, stillede spørgsmål og var efterhånden også blevet tændte på at komme i gang med deres eget fiskeri. Med lidt instruktion og medhjælp kastede elverne sig over medefiskeriet, mens der tålmodigt blev ventet på at skallerne viste interesse for de majskorn, der blev brugt som agn.
De fleste elever fik deres allerførste oplevelse med lystfiskeri og flere var endda så dygtige at overliste et par små skaller i den klarvandede sø. Håndtering og genudsætning af skallerne foregik med største forsigtighed – eleverne vidste jo allerede fra undervisningen, at minimal kontakt med fiskene ville sikre, at deres slimlag ikke blev beskadiget!
Turen blev afsluttet med snak om nedbryderkæder, mens der blev fremvist et par fine krebs fra søen – en dyreart, som de fleste elever iøvrigt ikke havde set nogensinde. Kort efter var det en flok smilende elever, der begav sig på vej tilbage mod skolen. Elever, der ikke blot havde haft en god dag, men samtidig lært en masse, samtidig med at de havde en fiskestang i hånden. Også lærerne udtrykte sig positivt om forløbet, hvor flere vigtige mål fra læseplanen nu var blevet krydset af.
I det nye Fishing Zealand Magazine #2 kan du læse mere om “Lystfiskeri på skoleskemaet“. Kender du samtidig en klasse i en Fishing Zealand kommune, der kunne have glæde af en dag med læring og fiskeri, så kontakt gerne Henrik Larsen, der planlægger og varetager undervisningen.