Kategorier

Bloggere

Påsken gik igen i fisk – for en masse børn

orsted-1-2017Præcis samme opskrift som de sidste år: Glade børn + søer fyldt med fisk + lækkert fiskegrej + fiskeguider + ”smukt” vejr = 4 skønne fiskedage

 I år var fjerde år, hvor put & take søer og Fishing Zealand arrangerede gratis put & take-fiskeri for børn i påsken, det er en skøn påske-tradition. I Fishing Zealand mener vi at det er vigtig at give børn mulighed for at stifte bekendtskab med lystfiskeri og natur. Derfor er vi glade og stolte af, at vi har haft godt og vel 90 børn på gratis fisketur i påsken.

I år var der fire søer at vælge i mellem, hvilket vi var glade for, da det gav mulighed for at få en masse børn ud at fiske i påsken. De fire søer var Kaldredgård Put & Take, Iglekær Put & Take, Ladegårdssøen og Ørsted Fisk & Golf.

Det var igen i år nogle super gode dage ved søerne, forældrenes tilbagemeldinger og billederne af de mange smilende og glade børn viser på bedste vis at folk hyggede sig og fangede godt med fisk.

Der var godt booket til alle fire arrangementer. Til hvert arrangement stod der FZ-guide, instruktører og fiskegrej klar til at tage imod og give børnene og deres familier en god dag, herunder kan I læse om hvordan det gik ved de enkelte søer:

kaldredga%cc%8ard-3-2017Påskefisketur i Kaldredgård Put & Take, 13. april 2017 – Claus Eklundh Christensen

Om formiddagen, torsdag den 13. april, mødte der knapt 30 forventningsfulde og spændte børn op sammen med forældre og bedsteforældre ved Kaldredgård Put & Take. Der var både små og store børn og de fik alle prøvet kræfter med søens stærke regnbueørreder. Største fisk blev fanget af Anna, den vejede imponerende 6,3 kg. 

Efter velkomst og introduktion til dagens program fordelte folk sig omkring søen, de erfarende fiskere startede ud på egen hånd, de mindre erfarende blev hjulpet godt i gang af guider og instruktører. Deltagerene spredte sig derefter lidt ud på forskellige pladser ved søen og instruktørerne susede derefter rundt for at hjælpe med at lande fisk og give tips og tricks til såvel nye som garvede fiskere.

Der blev til arrangementet fanget rigtig mange flotte fisk. Dagen var præget af travlhed med fangstnettene, hygge og god stemning i Kaldredgårds meget fine rammer og at vejret så også var super gjorde på ingen måde dagen dårligere ;-)

Der blev dagen igennem hygget og fisket og jeg er sikker på, at der også blev klækket et par nye lystfiskere.

Der skal lyde en stor tak til Kaldredgård Put & Take og til instruktørerne Rachid Hassani, Frank Kruse og Dan Bach Nielsen for at være med til at give børnene mulighed for at prøve kræfter med fiskeri.

 

dagens-gladeste-fisker-tager-en-slapper-efter-en-ha%cc%8ard-fight-iglekaer-2017Påskefisketur i Iglekær Put & Take, 15. april 2017 – Tue Blaxekjær

På vej sydover mod Iglekær væltede regnen ned, og vinden ruskede godt i bilen. Vejrmæssigt kunne det næsten ikke blive værre, så tankerne gik på hvordan dagens børnearrangement vejret taget i betragtning bedst muligt kunne afvikles. Styrtregn og hård vind er ikke optimalt, når man har et hold børn, hvoraf nogle med garanti aldrig har haft en fiskestang i hånden før. Jeg kunne kun håbe på at vejret ville blive bedre, og børn samt forældre var klædt på til en kølig og blæsende dag i regnvejr.  

Mens grejet blev paket ud og klargjort, stilnede regnen stille og roligt af for til sidst helt at stoppe. Det var lige hvad jeg havde håbet på ville ske. Mine medguider for dagen var Simon Nielsen som samtidig er indehaver af søen samt Stefan Møller Jensen.  

Efter en kort introduktion blev børn og forældre sluppet løs rundt om søen og fiskeriet var i gang. Dagens første fisk blev fanget af familien Zhuo. Da hverken mor, far eller børn havde fisket tidligere, brugte Stefan lidt tid på, at lære dem, at kaste med en fiskestang. Det sker ikke ofte, at man fanger sin første fisk efter kun at have haft en fiskestang i hånden i 20 minutter.

Sebastian fiskede med Power Bait fisket i overfladen efter en bombarda. Hans fisk leverede en forrygende fight, og der skulle ikke meget til for, at presse et stort smil ud af Sebastian da der skulle tages billeder af ham og fisken.

Dagens største på knap 2,5 kilo blev fanget af Seest som på fornemste vis fightede og udtrættede fisken således farmand ingen problemer havde da den skulle nettes.

Noah stod for flest fisk, idet det lykkedes ham at fange to regnbueørreder. Dagens gladeste fisker må uden tvivl være Malte. Hvad ørreden han fangede manglede i størrelse leverede den til gengæld i fightervilje, så det var med ømme arme, at Malte fik den på land.

Der skal lyde en stor tak til Iglekær Put & Take og til instruktørerne Simon Nielsen og Stefan Møller Jensen for at være med til at give børnene en super god dag.

Som afslutning på arrangementet havde Simon købt tre påskeæg som tilfaldt fangerne af de tre største fisk. Det var således tre stolte drenge som stillede op til en mindre fotosession, mon ikke vi ser dem igen i påsken 2018.

ladega%cc%8ardsso-1-2017Påskefisketur i Ladegårdssøen, 16. april 2017 – Jonas Kærlin  

Søndag den 16. april afholdt vi årets tredje gratis arrangement for børn ved Ladegårdssøen i Frederiksværk.

Ladegårdssøen er en utrolig smuk sø, en lille naturperle hvor man kan være heldig, at se både isfugl og bævere. Søen forpagtes af Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening.

Foreningen havde denne dag stillet med flere dygtige instruktører, til at hjælpe børnene med at fange fisk.

Der skulle heller ikke gå mange minutter, før de første børn havde fisk på krogen. Al tanke om idyl havde lagt sig, og der bredte sig jubel, og glædesråb langs søbredden. Der blev fanget mange fisk af børnene, og talt om fisketaktik til de drilske ørred.

Vi havde en utrolig dejlig dag ved søen, og jeg er sikker på der blev født nogle nye lystfiskere denne dag.

En kæmpe tak til Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening og de frivillige hjælpere, samt børn og voksne der var mødt op. I var med til at gøre dagen rigtig god, hvor både fisk og vejr var med os.

 

orsted-2-2017Påskefisketur i Ørsted Fisk og Golf, 17. april 2017 – Keld Juul Michaelsen

Anden påskedag var næsten 30 børn og deres forældre på trods af det manglende forårsvejr mødt op i Ørsted Fisk og Golf for at prøve kræfter med fiskeriet.

 Efter en kort instruktion fordelte vi os rundt om søen, og mine medinstruktører Jesper Roholm og Jesper Van Vliet Tews fik sat alle godt i gang.

Jeg startede med at give Bertram, som aldrig havde fisket før, lidt eneinstruktion, og inden længe var han rimelig selvkørende. Det lykkedes Bertram at kroge 2 fisk, men desværre kom de ikke på land denne gang, men det var helt sikkert ikke sidste Bertram fiskede.

Andre børn var også godt med fiskemæssigt, og der blev jævnligt landet fisk rundt omkring, og nogen landede flere fisk og begejstringen var åbenlys.

Det lykkedes heldigvis for de fleste børn at være i kontakt med fisk, nogle slap fri men de fleste blev landet, og det er skønt at være med til at udbrede kendskabet til og glæden ved lystfiskeri.

Da vi samledes til et afsluttende foto, var alle glade for arrangementet, og afslutningsvis vil jeg sige mange tak til Ørsted Fisk og Golf for en rigtig god dag.

Dagens citat: ”Mor jeg tror det er bedst, hvis du giver en af de voksne stangen. De kaster noget længere end dig”

Vi vil gerne sige stort tak til vores samarbejdspartnere, der har været med til at gøre vores påskearrangementer muligt.

Kaldredgård Put & Take, Iglekær Put & Take, Ladegårdsøen og Ørsted Fisk & Golf har stillet op til dette års FZ-påskearrangementer og tilbudt deres hjælp og hevet en dag ud af kalenderen, de har stillet deres vand, instruktører og fisk gratis til rådighed for, at give godt og vel 90 børn en fed oplevelse i deres påskeferie.

Abu Garcia har sponsoreret lækre stænger og hjul. OGP har sponsoreret en kassefuld af Snurrebasser. Grejet blev brugt flittigt i påsken, og vil blive det til lignede arrangementer igen i fremtiden.

Fishtrip.dk har stået for at styre tilmelding til de fire arrangementer.

Den glæde og begejstring børnene har vist på fisketurene i de fire påskedage, har været helt fantastisk. At vi i Fishing Zealand, sammen med vores samarbejdspartnere, kan tilbyde så mange børn at komme på deres (måske) første fisketur, gør os faktisk en lille smule stolte og rigtig glade for samarbejdet. Frisk luft, sammenhold og en god positiv oplevelse sammen med andre børn og voksne, er guld værd.

Den koncentration og glæde vi ser hos børnene når de fisker, finder man ikke ved mange andre aktiviteter.

 

Tak for nogle skønne fiskedag!

 

Tue, Jonas, Keld & Claus

Fishing Zealand Guider