Kategorier

Bloggere

Vals på gydebanker i Græse Å i Frederikssund Kommune

Lise Klysner, eventkoordinator i foreningen Os om Havet og jeg tager en snak om projektet i Græse Å inden udførelsen, der skete i et bredt samarbejde mellem Havelse Å Vandplejegruppe, Os om Havet, lodsejerne, Frederikssund Kommune og naturligvis Den sjællandske Grusbande. Foto, Jesper vang Skjærbæk Jensen.

Det er efterhånden en kendt sag blandt alle de frivillige i Den sjællandske Grusbande, Fishing Zealand, at jeg stiller store krav til udformningen af en gydebanke…..! Den skal naturligvis være perfekt. Den skal have det rette fald, en klart markeret nakke og der må ikke ligge skjulesten på selve banken. Desuden skal den være plan, -som et dansegulv for ørrederne, der skal gyde på den.

Det tog Helene fra ”Os om havet” meget bogstaveligt. Inden jeg fik set mig om, var hun og jeg i færd med at danse vals på en af de gydebanker, vi netop havde etableret i Græse Å i forrige weekend. Helene førte an og for at være helt ærlig, er jeg bestemt bedre til at lave fornuftige gydebanker, end at danse vals på dem bagefter……!!!! Det var godt, der kun var en håndfuld frivillige, der så det!

Bestandsanalyse på projektdagen inden det lidt tungere arbejde med sten og gydesubstrat. Foto, Jesper Vang Skjærbæk Jensen.

Resten af de i alt 27 deltagere til projektet i Græse Å var travlt beskæftiget på de fire øvrige gydebanker, der blev etableret i Græse Å. Det vender vi tilbage til.

Selve projektet var kommet i stand i et mega fint samarbejde mellem Christian Lund Petersen fra Havelse Å Vandplejegruppe og jeg, idet vi allerede i vinter talte sammen om at lave et projekt på en knapt 300 meter lang strækning af Græse Å ved Hørup Bro.

Så bliver ørrederne fra en 50 meter lang strækning talt sammen og registreret med længde og antal. Det er Jan Hornum, der sørger for, at lodsejerens børnebørn ”kan sidde på første række” og nysgerrigt kigge med. Foto, Jesper Vang Skjærbæk Jensen

Der var enkelte gydebanker på strækningen, men den var alt for bred og der lå en masse sand både opstrøms og på selve projektstrækningen.

Derfor gik vi i gang med at beskrive et projekt, der både indeholdt sandfang, gydesubstrat, skjulesten, samt ”dødt ved” og sikring af en brink, der årligt (desværre) bidrager med en masse sand i åen.

I ugerne inden selve projektdagen blev der holdt møde med lodsejer, hvor aftaler mellem lodsejer, kommune og de frivillige og de sidste små detaljer blev planlagt.

Ikke mindst etablering af et sandfang, som jeg havde skrevet ind i projektet.

Udgravningen af dette stod Frederikssund Kommune for, og havde derudover også hjulpet med sagsbehandlingen, da det skulle etableres langs en §3-beskyttet eng.

Tenna fra Frederikssund Kommunes vandløbsafdeling var i den forbindelse fantastisk, og i det hele taget har samarbejdet med Frederikssund Kommune været forbilledligt.

Det har samarbejdet med lodsejer også været, og derfor kunne vi i ugerne inden køre både skjulesten og gydesubstrat til åen, uden problemer, idet vi kunne køre med lastbil på lodsejerens stubmark langs vandløbet.

Så smukke er ørrederne i Græse Å med de mest fantastiske røde pletter. Denne præsmolt er forudbestemt til at vandre ud i havet for at vokse sig stor og stærk, -eller blive i åen som rødplettet bækørred-skønhed. Foto, Jesper Vang Skjærbæk Jensen.

Skjulestenene blev ovenikøbet doneret af lodsejerne på begge sider af åen, så vi var fri for at købe dyre sten.

Alt var derfor klappet og klart til projektdagen, søndag i forrige weekend.

Eneste -aber dabei- var, at Christian Lund manglede. Han var i London for at følge Liverpool, der gudskelov vandt over Crystal Palace i Premiere League.

”You’ll never walk alone”, kunne såmænd også være det slogan, vi står tilbage med fra projektet i Græse Å. For hold op en støtte og en fantastisk dag, det blev! Jeg var helt høj, da jeg kørte hjem og i dagene efter.

Udover en masse kendinge fra Grusbanden og Havelse Å Vandplejegruppe, mødte også Tenna op på ”kæreste-tur”, idet hun havde taget sin kæreste med og i øvrigt bedyrede, at hun var privat i dagens anledning. Samtidig havde vi et fint samarbejde inden projektet med de frivillige fra ”Os om Havet”, og på selve projektdagen deltog en flok fra foreningen med en fantastisk smittende energi.

Lise Klysner, -eventkoordinator og Helene-Julie Zofia Paamand, -fotograf (og danser) var et herligt bekendtskab og deltog med en iver og glæde, der bestemt giver lyst til at samarbejde med ”Os om Havet” en anden gang.

Der blev bygget bro mellem den indsats vi udøver i vandløbene og den indsats, ”Os om Havet” udfører ved kysterne. Begge steder er vi engagerede i bevarelse og forbedring af biotoperne, for biodiversiteten, og det var som om, der blev bundet de fineste sløjfer om vores fælles indsats og forståelse. Ikke mindst Lise og Helene, gav udtryk for, hvor pragtfuldt det havde været at arbejde ”på land” i det miljø, der også er et livsvilkår for en lang række fisk, -ål, ørred, hundestejle, blandt andet, der alle lever begge steder.

Hvis ”Os om Havet” vil være med en anden gang, skal jeg nok finde et projekt, vi kan være fælles om……!

I er hermed inviteret i 2025!

Med på dagen var også Victor Boy Lindholm, der fik talt med en masse forskellige deltagere om projektet og arbejdet i Grusbanden og dem, vi samarbejder med. Victor arbejder blandt andet som freelance journalist og er ivrig lystfisker. Det bliver spændende, hvad der kommer ud af hans deltagelse, for udover at kunne kaste snøren ud, kan han i hvert fald også kaste med sten.

Dagen begyndte i det mest strålende vejr og de korte ærmer blev fundet frem trods det, at vi nu var godt inde i oktober måned.

Efter en kort præsentation af projektet og deltagerne, blev elektroderne ”tændt” og vi lavede en bestandsanalyse, som jeg vil bruge som reference til de kommende års undersøgelser efter udførelsen af projektet.

Efter bestandsanalysen gik de frivillige i krig med gydebankerne, der skulle rettes til. Her er det folk fra Os om Havet, samt Henrik M. Jensen fra Jyllinge, -mangeårig meget aktivt medlem af Grusbanden, der har kastet sig ud i ”tilrettelæggelsen” af ørredernes kommende brudeseng. Foto, Jesper Vang Skjærbæk Jensen.

Der var ikke vanvittige tætheder, blot 19 ørreder på en 50 meter lang strækning, -hvilket svarer til 21 stk/100 m² vandløbsbund eller 38 stk pr. 100 meter vandløb. Bestemt ikke prangende, men dog til stor interesse fra lodsejer-side, som både havde taget sin kone og børnebørn med ned for at kigge på elektrofiskeriet. Derefter gik vi i krig med de fem udlagte gydebanker. De skulle rettes til således, at de er klar til den kommende gydesæson, der er nært forestående.

Jeg tænker, der allerede er havørreder fra Roskilde Fjord, der står og banker på for at komme ind i åen. Og det ville jo være fantastisk, om netop de gydebanker, der blev etableret efter alle kunstens regler, netop bliver gennemgravet i år, hvor der både er lagt nyt gydesubstrat ud og gravet sandfang, der sikrer, at gydebankerne ikke sander til.

Efter dette forehavende, begyndte vi at trille skjulestenene i vandet og lagde dem til rette således, at de kan bidrage både med skjul og samtidig kan sætte gang i vandets turbulens og dermed skylle strækningen fri for sand og slam.

Hold op, hvor blev der knoklet og hele tiden i et vældigt festligt humør, der var til at blive helt glad i låget over.

Helene fra ”Os om Havet” sendte ved flere lejligheder sin drone i luften, hvilket der kom nogle fantastiske filmklip ud af.

Dagens engagement gik som lyn og torden, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi allerede efter nogle få timers indsats, kunne tage hånd om en ekstra bunke sten, der lå ”i nærheden” og blot skulle køres i trillebøre ned til åen!!!!! Se, det er hårdt arbejde.

Så bliver der slappet af med frokost inden næste del af projektet i Græse Å.Stig Andersen, tv, har deltaget i mange projekter og knokler altid på med en fantastisk iver. Jeg skylder Stig en stor tak.

Men da alle smøgede ærmerne op og hjalp hinanden på forunderlig vis, fik vi transporteret adskillige tons sten ned til åen for at sikre netop den brink, der i årevis nu har ”leveret” sand til de nedstrøms strækninger til stor ærgrelse for ikke blot folkene fra Havelse Å Vandplejegruppe, men naturligvis også for lodsejeren, der blot kunne se til, at åen gnavede i engen.

Kors, hvor blev det godt og vi fik bestemt sikret brinken mod yderligere ”gnaveri” fra Græse Å, når vandstanden og kraften tager til hen over vinteren.

Der var store skjulesten iblandt de 25 tons og her er tre mand nødt til at tage hånd om den i bogstaveligste forstand. Ned i vandløbet kom dog alle sten, og skal nu skabe variation og skjul for blandt andet Græse Å’s bækørreder i fremtiden. Foto, Jesper Vang Skjærbæk Jensen.

Da vi var færdige allerede før tid (klokken 15.15), var det svært at komme afsted og der blev i den grad og længere end normalt, sparket dæk inden afgang. Jeg tror ovenikøbet, vi fik aftalt en havørredsafari, når de gydevandrende havørreder står klar på ”vores ” gydebanker! Det skal du nok høre nærmere om, når den tid kommer!

Afslutningsvis gik Jan Hornum og jeg en tur langs projektstrækningen, der nu var klaret op og virkelig gav indtryk af, hvad vi i fællesskab havde udrettet.

De omkring 25 tons sten og ditto gydesubstrat, lå nu jomfrueligt i Græse Å og jeg er mega spændt på at høre de lokale folk om nogle måneder, hvordan det ser ud, når det hele har sat sig lidt.

Projektet indeholdt i virkeligheden yderligere udlægning af sten (25 tons), og jeg tænker bestemt, vi skal opfylde hele projektet inden vi sætter flueben også ved dette projekt. Men det må vente til næste år!

Jeg skylder alle samarbejdspartnere omkring projektet en kæmpe tak for en fantastisk indsats, vi alle kan være glade for og stolte af.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,

Helene fra Os om Havet fører an med sækkevognen, som hun også førte an med vals på gydebanken tidligere på dagen. Stenen skal bruges til brinksikring således, at der ikke kontinuerligt bliver tilført sediment til Græse Å og dermed sand i gydebankerne og i ”bundkoten”.
Den færdige gydebanke og brinksikring, der for begges vedkommende er et kæmpe aktiv for både ørreder og for Frederikssund Kommune, idet der forhåbentlig kommer målopfyldelse på projektstrækningen og sedimenttransporten netop her er stoppet. Win-Win for alle parter.
Fællesbillede sidst på dagen, hvor en del havde ”sparket dæk” og var kørt. Tilbage er den hårde kerne af frivillige fra en fantastisk dag i Græse Å. Sikke en glæde og sikke et engagement. Foto, Helene-Julie Zofia Paamand.
Det nygravede sandfang, som Frederikssund Kommune etablerede i forbindelse med projektet. Det bliver fantastisk at få stoppet sandet inden det havner i gydebankerne nedstrøms. Jeg er mega glad for, vi kunne samarbejde om etableringen af sandfanget, hvor også lodsejeren var med på idéen, da det opgravede materiale blev lagt i en lunke på marken således, at det kan pløjes ned og hæve lavningen.