Kategorier

Bloggere

Tredive ton hyggesten til Tokkerup

Jonn, Torben og Kim fra Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord deltog som altid, når der bliver samarbejdet om gode projekter i deres pastorat. Tre gæve gutter, der i mange mange år har gjort en kæmpe indsats for vand- og fiskeplejen i Lejre og Roskilde Kommune.

Normalt er det mig, der laver alle projekterne med idéfase, projektbeskrivelse, VVM-screening, finansiering og alle de andre nødvendige og mere eller mindre bureaukratiske overvejelser og papirer, der siden sagsbehandles og godkendes i kommunerne inden selve udførelse af projekterne, som jeg såmænd også har hånd i hanke med. I Tokkerup Å var det helt anderledes omvendt.

Det var nemlig et kommunalt vandplansprojekt, som Lejre Kommune i samarbejde med HedeDanmark havde planlagt skulle udføres i denne weekend, og først i den absolut sidste fase, blev vi koblet på for at hjælpe med udførelsen. Det er jo fantastisk nemt at have med at gøre. Derfor bekræftede jeg også over for Lejre Kommunes vandløbsmedarbejder, at vi bestemt gerne ville hjælpe med udlægning af 30 tons skjulesten på en 600 meter lang strækning, da hun og jeg talte om netop dette projekt for længe siden.

Oda på 7 år synes det var mægtig sjovt at være med far, Anders Krogdal Nielsen på Grusbandearbejde. Det synes vi også.

Derefter fik jeg materialet i hånden og tillod mig ovenikøbet at foreslå, at størrelsen på de udvalgte skjulesten, blev skruet lidt i vejret, så dimensionerne af de udlagte sten ville passe lidt bedre til Tokkerup Å, der sine steder er mere end 2 meter bred. Det blev rettet lidt til, om end jeg godt kunne have tænkt mig endnu større sten. Men sådan er det og i øvrigt lidt svært -generelt- at ændre på, når først beskrivelsen ligger klar til godkendelse.

30 tons skjulesten i størrelser fra 10-25 cm er trods alt også noget og vil helt sikkert gøre en forskel i det ellers noget fladbundede og ikke specielt varierede vandløb.

Grøden vokser livligt og dækker store dele af Tokkerup Å om sommeren og først på efteråret, men om vinteren og det tidlige forår, når fiskene har mest brug for varige skjul, er Tokkerup Å uden variation, uden skjul. Det vil projektet bestemt lave om på.

Anders krogdal Nielsen og Jan Hornum i færd med at ”tømme” en stenbunke, der giver bedre mening nede i åen end de fleste andre steder.

Jeg havde dog gjort vært uden regning (eller, hvad det nu hedder, når man takker ja til noget på vegne af andre). Derfor fik jeg heldigvis talt med folkene fra ”Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord”, som jeg altid og mange gange har haft et fremragende samarbejde med, når projekterne ligger i deres pastorat.

Kim Jørgensen, Torben Trampe og Jonn Poulsen, der utrætteligt og af egen fri vilje har lavet så mange gode ting for Langvad Å-systemet, var gudskelov med på idéen (som altid), og vi kunne begynde at samle folk til projektet, da datoen var lagt.

Det gik over al forventning, og jeg kunne derfor i lørdags byde velkommen til endnu et projekt i Grusbanden i samarbejde med folkene fra Langvad Å. 18 deltagere til 30 tons skjulesten, som HedeDanmark havde lagt i fine og regelmæssige bunker langs vandløbet. Det ville blive en god og overkommelig dag.

Blandt deltagerne var flere debutanter, heriblandt Anders Krogdal Nielsen, der havde taget sin syvårige datter Oda med sig. Ligeså et par lokale lystfiskere, samt naturligvis en stor del garvede bandemedlemmer, der har været med mange gange.

Desuden dukkede Sif op sammen med sin mor, Lisbeth. De to gæve ”tøser”, der efterhånden har deltaget i mange projekter, havde taget Sif’ veninde og klassekammerat, Frederikke med, som ligeså havde sin mor, Maria med.

Frederikke og Sif fra min 9. klasse. De to veninder havde taget deres mødre med, og det foregik i højt humør. Blandt andet skulle ”tøse-kvartetten” til Store Hestedag efter Grusbandeprojektet.

Det er kæmpe hyggeligt, når mine elever fra Osted Skole deltager.

Agnete Vistar fra Roskilde Dagblad var også dukket op, og har efterhånden dækket en håndfuld af de mange projekter, vi har lavet i Lejre og Roskilde-området, hvilket vi er meget glade for.

Det sætter vores indsats i et godt lys, at medierne også støtter op om de gode projekter og ikke mindst de frivilliges kæmpe indsats og engagement.

Henrik M. Jensen fra Jyllinge var, som så mange gange før, naturligvis også kommet for at hjælpe. Henrik havde en ægte kastanje med til mig, -et træ, vi talte om på det seneste projekt i Kohave Møllerende i Næstved Kommune.

Jeg skylder også at fortælle, at Jesper Vang Skærbæk Jensen endnu engang deltog. Udover at kaste med sten, er Jesper også fantastisk med et kamera, og har leveret alle billederne til illustration af den gode indsats i Tokkerup Å.

Efter en kort præsentation af projektet, gik vi i gang med at kaste stenene i vandet efter tilfældighedernes princip. Det blev super godt og allerede efter få minutter, var de første stenbunker langs bredden ”tømt” og vi kunne gå videre til de næste.

Jan Hornum og Jens Vonger-Lauesen kunne efter projektet nyde den fælles indsats, og Jan var helt skuffet over, der ikke var flere sten at kaste i vandløbet.

På én af bunkerne, havde HedeDanmark, med projektleder, Thyge Bjerregaard Pedersen sat en pose med lidt drikkevarer og en hilsen til os. ”God fornøjelse”, havde han skrevet og jeg skal da lige love for, det var en fornøjelse.

Nu skal man jo tage alting med et gran salt, men det så ud til -over hele linjen- at bandemedlemmerne hyggede sig og snakken gik livligt. Ikke mindst Oda synes, det var fint at bære stenene helt ned i vandløbet, og blandt de fire ”Osted-tøser”, Sif, Frederikke fra 9.a og deres mødre, Lisbeth og Maria, var der ligefrem løssluppen stemning, -måske fordi ”Store Hestedag” på Dyrskuepladsen ventede efter Grusbandeprojektet senere denne lørdag.

Flot så det nu ud, da de 30 tons skjulesten var lagt i åen, og de mange sten vil med garanti gøre en forskel. Ellers må vi jo kaste lidt flere skjulesten i åen om nogle år.

Hold op, hvor gik det fremad, og hurtigt. Efter et par timers indsats, havde vi lagt de 30 tons skjulesten i vandløbet og strømmen var allerede i gang med at lave de fineste små finurlige veje mellem stenene. Vi kunne derfor allerede omkring middag afslutte dagen med både drikkepause og hyggesnak.

Jan Hornum, der både deltog i dag, og mange andre tidligere gange, spurgte lettere skuffet, om vi ikke kunne lave lidt mere, finde nogle flere sten til at gøre det endnu bedre med. Desværre, Jan. Du må melde dig igen til næste projekt, -og dem kommer der gudskelov mange flere af.

Da vandet var klaret op, lå den smukkeste mosaik af sten i Tokkerup Å og vi ved, det kommer til at gøre en forskel.

Senere kan vi under alle omstændigheder, optimere strækningen med yderligere sten, i størrelse large, hvis der ikke er opnået God Økologisk Tilstand i 2027.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com