Kategorier

Bloggere

Træer ved Tokkerup Å et skridt foran projekt.

Projekt, -træplantning langs Tokkerup Å i Lejre Kommune, blev udført af gode gamle kendinge i Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord og Grusbanden Fishing Zealand. 130 træer skulle plantes dels i vandkanten og dels oppe på banketten. Læg i øvrigt mærke til, hvor nænsomt og miljøvenligt (miljørigtigt) vedligeholdelsesfolkene i Lejre Kommune har behandlet Tokkerup Å med grødebræmmer i siderne, hvor ørreder og invertebrater kan finde skjul og føde i et bugtet forløb nede i det brede profil. Det er den slags vedligeholdelse, der virkelig gør en forskel!!!!

Årets sidste projekt er altid lidt vemodigt at udføre. Vemodigt på den måde, at de fællesskaber, det samarbejde og de ting, vi i årets løb har udrettet, gives tilbage til naturen og slippes fri….! Præcis som når jeg vinker farvel til mine elever i 9. klasse, når de efter sidste skoledag, skal ud at stå på egne ben. Sådan har det været i alle de år, Grusbanden Fishing Zealand har lavet projekter på Sjælland, Lolland, Falster og Møn.

Når vinteren banker på døren, sætter vi punktum, -og flueben for årets grusbandeprojekter. Efter en lang sæson og flere hundrede tons sten og gydegrus, er det tid at give ørrederne i vandløbene fred og ro til at gyde. Derfor lader vi vandløbene være i vintermånederne. Men i år skulle det være anderledes.

Vi havde et enkelt projekt at udføre i midten af december. Det var i Tokkerup Å ved Osted i Langvad Å-systemet. Ørrederne havde for længst taget gydebankerne i brug og der var enkelte gydegravninger på projektstrækningen. Derfor skulle vi heller ikke ned i vandløbet og kravle rundt.

Nogle af de små rød-el, der er blevet plantet helt ned i vandkanten i klynger af 10 stk. Det bliver fantastisk at følge træernes vækst i fremtiden.

Vi blev på kanten og skulle plante 130 træer langs en 600 meter lang strækning af Tokkerup Å. En strækning, hvor vi i samarbejde med Osted Skole tidligere har udlagt 10 gydebanker, som (næsten) alle var i brug sidste år. Men vandløbet har ikke givet det forventede udbytte og ørredtæthederne har ikke helt levet op til forventningerne.

Der mangler varige skjul, sandtransporten har været for kraftig og strækningen har været badet i sol sommeren igennem. Projektet indbefatter derfor både udlægning af store skjulesten, etablering af sandfang og træplantning langs brinken.

Udlægning af skjulestenene og etablering af sandfang sker i 2026, men træplantningen kunne med stor fordel ske inden årsskiftet. Træerne vil derfor kunne nå at slå rødder hen over vinteren og det tidlige forår, inden en eventuel tør og nedbørsfattig forsommer som tilfældet var i marts-april måned i år, ville kræve vanding af de nyplantede træer. Således vil træerne langs brinken af Tokkerup Å være et skridt foran resten af projektet, som jeg i øvrigt glæder mig meget til, da udlægningen af mange tons sten sker i samarbejde med den lokale skole i Osted, -min skole.

Træerne var indkøbt og betalt af Lejre Kommune, da den slags ikke er en del af den finansiering, vi kan søge penge til gennem fiskeplejen. Fair nok, da træer langs vandløbene ikke har direkte effekt på den økologiske tilstand nede under vandet. Og dog.

Da vi var færdige med at plante træer, gik vi i fælles flok ned på den bagerste del af projektstrækningen for at se, om der var gang i gydningen. Tre flotte gydegravninger kunne vi se på de gydebanker, vi lagde ud i 2019 i samarbejde med Osted Skole.

Træer langs vandløbet har en lang række gode effekter alligevel. Lavere temperaturer om sommeren grundet beskygning, skjul omkring rødderne langs brinkerne, levesteder for insekter, der klækker og giver føde for ørreder nede i vandet, foruden al det ved, der falder i vandløbet og enten giver skjul eller føde for hele vandløbets økosystem. Det giver dermed rigtig god mening at plante træer, og Lejre Kommunes vandløbsafdeling, som vi har haft et tæt samarbejde med under planlægningen af projektet, har da også været yderst positive.

Hele projektet står Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord og Grusbanden Fishing Zealand for, og på selve projektdagen, midt i december, dukkede en håndfuld ”træ-mænd” m/k op til fælles-plantning langs åen.

130 træer, fordelt på 100 elletræer, der skulle plantes nede i vandkanten i klynger af 10 styk og 30 træer, der skulle plantes fritstående på banketten og skabe sammenhæng og æstetik. De fritstående træer var alle træer, der skal give større biodiversitet og bestod af 10 egetræer, 10 vildæbler og 10 fuglekirsebær. Alle tre træ-arter, der giver frugt og for de to sidstnævnte, også blomster til de hårdt trængte bier.

Vi inddelte os i hold således, at nogle plantede rød-el i vandkanten, mens andre tog sig af de fritstående træer. Det gik let og smertefrit og i løbet af få timer, var vi færdige med at plante træer. Det så hamrende godt ud og jeg glæder mig desto mere til, at træerne om føje år har nået en størrelse, hvor de også syner af noget på afstand. Det bliver det flotteste grønne bånd i nordgående retning med de mange træer langs brinken af Tokkerup Å.

Da vi var færdige, gik vi i fælles flok ned på den ”bagerste del” af projektstrækningen. Her var der allerede gydt på gydebankerne og vi kunne med en vis stolthed se, at nogle af de gydebanker vi lagde i 2019, allerede var blevet brugt, -også i år.

Tre sikre gravninger…..!

Således opløftet, sluttede årets sidste projekt i Grusbanden Fishing Zealand langs brinken af Tokkerup Å og som et ikonisk citat fra en ligeså ikonisk film, er der blot tilbage at sige..……-I’ll be back!!!!!

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,