Succesfulde fisketure på Roskilde Fjord med afgang fra Frederikssund.
- 27. juli 2020
Sommeren 2020 er ikke en sommer som alle andre. Bevares, det danske sommervejr har vist sig fra sin sædvanlige og lunefulde side, men mange mennesker har opdaget eller genopdaget den danske natur. Og her lander lystfiskeriet i et smørhul. Vi lystfiskere ved det allerede, men flere undersøgelser har vist, at mange nye lystfiskere er udklækket i løbet af denne sommer samt i foråret.
Med udgangspunkt i de omstændigheder vi nu engang har i disse tider, er der tænkt mange gode og kreative tanker. Ikke mindst inden for oplevelseserhvervet, hvor fx Frederikssund Erhverv med Visit Frederikssund har været kreative. En af udfordringerne har været: Hvad kan vi gøre for områdets beboere og familier, og hvordan kan vi tiltrække yderligere folk til området? Det var nemt at tage udgangspunkt i naturen og Roskilde fjord … men hvordan får vi udnyttet de elementer, så kommunens borgere og tilrejsende får nogle gode sommeroplevelser?
For at tilbyde unikke og autentiske oplevelser på fjorden, har en af løsningerne været at arrangere lystfiskeri for familier, samt mulighed for at afholde events for lokale virksomheder. Fra havnen i Frederikssund er der ikke langt til fladfiskene i fjorden, men området har ikke en fast turbåd liggende, så det blev arrangeret med skipper Kim Høst på den gode turbåd M/S Hanne Berit. Med mange ikke-lystfiskere ville det også være en god idé at supplere besætningen med en fiskeguide, som dels er dygtig til fiskeri efter fladfisk og samtidig har god erfaring med at arbejde med familier, børn og unge. Det var forventet, at ingen deltagere selv havde fiskegrej, så det var meget naturligt at benytte grejet som Fishing Zealand har til netop arrangementer af denne slags.
I løbet af uge 28 og 29 blev der ud over en række svipture til Kronprinsse Mary’s Bro, arrangeret familiefisketure midt på dagen og virksomhedsevents med lystfiskeri på aftenaftenturene. Det benyttede fx den lokale Vinforretning Falkensten Vin sig af flere aftener. Alle turene var stort set fuldt bookede.
De første dage blæste det 10-12 m/s. Ikke at der bliver genereret de store bølger på fjorden af den grund, men det var med til at besværliggøre fiskeriet med det uklare vand. Ikke alle deltagere prøvede at fange fisk, men med både rødspætter, skrubber, kutlinger, drabelige krabber, flotte søstjerner og ikke mindst strejfende makreller på dækket, fik alle set potentialet og mulighederne, så håbet lever stadig.
Ud over oplevelserne med fangsterne, var der også nogle som var heldige at se både marsvin og havørne på turene. Uanset om det er med familie, venner eller kolleger som man allerede kender, eller om det er sammen med nye mennesker som man lærer at kende, er det helt vildt fantastisk at komme ud og opleve den fede, vilde og vidunderlige danske natur. Det er noget af det, som lystfiskeriet kan. Med nærvær og samvær.