Kategorier

Bloggere

”Slid men vid, ting tager tid og fluer evigheder”-  Bindesession  – version 2018

Torsdag d. 22. februar var der endnu en gang kaldt til hyggelig fluebindingssession i Restaurant Herthadalen nær Lejre. Herthadalen ligger fantastisk smukt nær Ledreborg Slot og har tidligere beværtet store flokke af sultne og tørstige fluebindere på fornemste manér.

Maden på restaurant Herthadalen er et helt kapitel for sig!

Denne gang var der mødt ca. 20 videbegærlige fluebindere op, erfarne som mindre erfarne og efter en solid omgang Skipperlabskovs og herlig lokal øl fra Herslev Bryghus blev bordene ryddet og fluebindingsgrejet fundet frem.

Ahrex Hooks og TheFlyCompany havde sponsoreret lidt ekstra materialer, som de fremmødte kunne gå ombord i. Herefter blev ordet givet til sessionens gæstefluebinder.

Denne gang var det Morten Jensen der var inviteret som gæstefluebinder. Morten skulle binde sit eget mønster ”Agnerejen”. Selv siger han om rejefluen, der har givet ham adskillige store havørreder med tiden:

Agnefluen er med sine livagtige Craft Fur fibre en rigtig killer til vintertræge ørreder.

”Jeg mødte første gang Agne Fiskarsonen Sjöberg på en fiskeevent, som El-Ge Sportfiske afholdt i Gøteborg. Vi faldt hurtigt i snak om kystfiskeri og ditto fluer. Personligt går jeg ikke så meget op i de tekniske detaljer og fluebindingens mange skrevne og uskrevne regler.

Mit fokus er udelukkende funktionalitet, og det vigtigste for mig er, at jeg tror på fluens effektivitet og ikke bare sidder og binder noget, der ser godt ud i fluestikket. Så da Agne viste mig materialet Craft Fur i en, på det tidspunkt, helt ny Barred Grizzly udgave, kunne jeg med det samme se anvendelsesmu­ligheder for det i mine fluer. Craft Fur holdt jeg nemlig alle­rede meget af, for det er både enkelt at anvende og giver sær­deles livagtige fluer.

Da jeg kom hjem, begyndte jeg straks at eksperimentere med Craft Furen. Efter lidt tid fandt jeg me­lodien – og en ret så giftig rejemodel, som tilmed var enkel at binde. Fluen døbte jeg ganske enkelt Agnerejen som en hyl­dest til min nye, svenske fiskeven.”

Morten gik meget pædagogisk til værks og forklarede undervejs nogle af hans tanker om de enkelte ingredienser og hvordan de opfører sig i vandet og havde tid til at gå rundt ved bordene og hjælpe til.

Alle kan være med til Bindesession – uanset køn, alder og bindefærdigheder.

Katrine Kirk, som for mindre end 1 år siden kastede sig ud i fluefiskeriet, havde taget turen fra København for at få et indblik i fluebinderiets forjættede verden. Katrine havde ikke bundet fluer før, men kastede sig med stor ildhu over rejen. Katrine udtaler:

”Min debut som ”rejekælling” fandt sted i en mørk vinterskov langt ude på Sjælland. Jeg har smilet undvigende når venlige fluetosser har spurgt hvornår jeg skulle i gang med at binde fluer. ”Aldrig”, har jeg tænkt. Men nu er det blevet aldrig. Jeg blev hjulpet så fint, men hvor blev min første reje dog grim! Nr. 2 blev meget mere appetitlig. Slid men vid, ting tager tid og fluer evigheder.”

Efter nogle timers hyggeligt samvær begyndte folk så småt at sive mod bilerne for at rulle tilbage igennem Ledreborg Park. Mætte, glade og lidt klogere på hvordan den der ”Agnereje” skal grejes.