Kategorier

Bloggere

Røg over Herslev Strand

dsci0120
De fleste fisk – inklusive hornfisk – egner sig fortrinligt til røgning.

Der snakkes så meget om rygestop for tiden, Lejre Kommune og Fishing Zealand vil gerne hjælpe folk i gang med at røge – altså, med at røge deres egne fisk. Derudover kommer DTU Aqua og fortæller om fjordens dyreliv samt viser, hvordan fisk ser ud indeni.

I samarbejde med Fishing Zealand byder Lejre Kommune alle interesserede velkommen til et lynlursus i røgning af fisk.

Lørdag d.2.september fra ca. kl. 13.00 vil der være introduktion til forskellige røgningsteknikker, og vi røger de fisk og skalddyr, som er blevet fanget tidligere på dagen. Der vil være fisk og tilbehør til de første heldige “rygere”, men medbring gerne egne fiske og skalddyr. Til sidst smager vi naturligvis på de friskrøgede varer. Medbring egen røgeovn eller kuglegrill og grillstarter.

img_0647
Røgklare fileter af havørred – til Røg over Herslev kan du lære, hvordan du gør.

Lejre Kommune vil sammen med DTU Aqua komme og fortælle om det rige dyreliv der er i fjorden, den forskning der foregår, samt vise hvordan fisk ser ud indeni. Så der vil være god mulighed for at stille alle de spørgsmål du kan finde på om fisk. Til børn og barnlige sjæle er “Klap en fisk”-baljen et sikkert hit.

Fishing Zealand og Lejre Kommune er arrangører af dagen, som hører under det Blå Flag ved Herslev Strand og Herslev Havn. Alle er velkomne og tilmelding er ikke påkrævet, men du må meget gerne tilkendegive din deltagelse på Facebook, så vi har en ide om, hvor mange der kommer (link til Facebook kommer, når vi nærmer os datoen).

Lør. d. 2. september 2017, kl. 13-16. (Gratis)
Herslev Strand, Herslev Strandvej 10, Herslev, Roskilde


Fisketur ved Herslev Havn og omegn for de morgenfriske.

img_7312Fishing Zealand og Lejre Kommune inviterer tidligere på dagen også på fisketur.

Vi starter ved Herslev Havn, hvor der er kaffe, te og basser til de morgenfriske. Keld Michaelsen fra Fishing Zealand fortæller lidt om forskellige fisketeknikker, hvor nogle af fjordens bedste fiskepladser er, og hvilke fiskearter man kan fange i Roskilde Fjord på dette tidspunkt. De fisk, som er mulige at fange, er bl.a. hornfisk, sild, makrel og havørred.

Når Keld er færdig med at fortælle om fiskene, skal vi ud at fange dem, helst med eget udstyr – så husk waders, fiskegrej og fisketegn. Der er dog mulighed for at låne fiskestang. Det er også muligt at fiske fra egen kajak eller båd.

img_1748Dem, der har lyst og har eget transportmiddel, er velkomne til at tage med Keld ud til andre steder i fjorden og fiske. Vi kommer til at besøge nogle af de lokaliteter, som Keld fortalte om. Der er også mulighed for at fiske iført waders ved Herslev strand

Vi sørger for at være tilbage på Herslev Strand kl. 13, hvor der vil være mulighed for at lære at ryge dagens fangst og smage på den fra kl. 13-16

Hvis du skulle være så uheldig, at du ikke får fanget noget i løbet af formiddagen, så vil der være ekstra fisk og tilbehør til rådighed, så du alligevel kan få en smagsprøve på røgvarerne.

Det er gratis at deltage, men ønsker du at låne fiskestang, skal du kontakte Keld om dette, da der er begrænset med udstyr, som lånes ud efter først til mølle-princippet.

Tilmelding via Facebook-begivenhed.
Tidspunkt kl. 8-12

Guide: Keld Michaelsen fra Fishing Zealand, mail: flyordie@fabulousflyfishing.dk. Se også Kelds hjemmeside www.fabulousflyfishing.dk

Arrangør: Fishing Zealand og Lejre Kommune.

Lør. d. 2. september 2017, kl. 08-12. (Gratis)
Der hele foregår ved Herslev Lystbådehavn, Bognæsvej 29, Roskilde