Restaurering af Kalvemose Å i stedet for udsætning.
- 2. september 2025

Efterhånden som tilmeldingerne til dette projekt i Kalvemose Å strømmede ind og vejrmeldingen lovede fint vejr, kunne det ikke blive andet end en god dag syd for Holbæk, ved ét af de vigtigste gyde- og opvækstvandløb med udløb i Isefjorden via Tuse Å. Projektet tog form allerede for 6 år siden, da jeg havde det første møde med Ålauget i Holbæk. Siden var der ejerskifte på projektstrækningen og først i vinteren 2023-24, kunne de endelige detaljer på den 800 meter lange strækning, falde på plads.
Projektet, der langt om længe, blev udført i weekenden i et samarbejde mellem Tuse Å’s Ørredsammenslutning og Grusbanden Fishing Zealand, gik i al sin enkelhed ud på at lave syv gydebanker og lægge en hulens masse sten ned i vandløbet til variation, større biodiversitet og dermed, -god økologisk tilstand.
Jeg skrev projektbeskrivelse, VVM-screening mm. alt imens Lars Juul Hansen fra TØS sørgede for lodsejerkontakten.
Det gav god mening, da Lars selv er bredejer på projektstrækningen og derfor har samme interesser som de øvrige lodsejere.
Siden sagsbehandlede Holbæk Kommune projektet og i weekenden var vi klar til at udføre det storstilede projekt med udlægning af 35 tons gydesubstrat og ikke mindre end 70 tons skjulesten. I alt 105 tons.
Forinden havde Peter Henriksen fra Limno Consult været ude med elektroderne og kunne konstatere, at specielt på den øverste del af projektstrækningen, var der fine yngeltætheder, mens resten af strækningen ikke kunne leve op til miljømålet.

De fine yngeltætheder er et produkt af et par gydebanker, der blev udlagt for 40 år siden, i TØS’ spæde start, og har været produktive lige siden.
Dét er imponerende, -og sætter en tyk streg under det formålstjenstlige i at restaurere vandløb således, at man i en meget lang årrække, kan få glæde af indsatsen.
Tænk engang, hvor mange ørreder, der er klækket på disse gydebanker og har bidraget til både bestanden af ørreder i åen, samt fiskeri og fangster i Fjorden.
Holbæk Kommune havde ligeledes bidraget inden projektet, for udover sagsbehandlingen, havde vandløbsafdelingen sørget for, at der var blevet grødeskåret inden projektet, hvilket i den grad er en fordel, når gydesubstrat og sten skal lægges i åen.
Tusind tak for det.
Jeg sørgede for indkøb og levering af sten og gydesubstrat i sidste uge, hvor gydesubstrat blev lagt i vandløbet og skulle blot rettes til.
Ligeså med de fleste af de sten, der også skulle lægges i.
Kun en ”lille sjat” på 20 tons, lå på brinken, resten var lagt i åen og skulle blot ”fordeles”.
Således var vi klar til projektet søndag morgen klokken 10.10 i det flotteste solskinsvejr, 21 graders varme og 23 frivillige fra både Tuse Å’s Ørredsammenslutning, Grusbanden, vandløbsafdelingen i Holbæk Kommune, samt lokale folk fra Holbæk-egnen.

Flere af deltagerne kom langvejs fra, -København, Nivå, Roskilde og viser blot, at de frivillige melder sig til. Med entusiasme og engagement. Andre var meget lokale, bl.a. Heidie, der ligesom Lars Juul er lodsejer langs Kalvemose Å. Heidie deltog i gummistøvler, som flere andre, og var derfor ”bundet” til at tage hånd om gydebankerne med rive og skovl for at fordele gydesubstrat ”a la dansegulv”. Andre havde waders på og kunne i højere grad kaste sig over de fornuftige sten, som tilfældigt skulle lægges pænt til rette i vandløbet med respekt for regulativet.
Der blev knoklet og vi arbejdede os igennem strækningen i mindre hold, der kunne tage en strækning ad gangen.
Det blev fantastisk, og på godt 4 timer var vi færdige med projektet og håndteringen af 105 tons sten og gydesubstrat. Vanvittigt!
Nu kunne vandet i Kalvemose Å stille og roligt klare op efter en masse tramperi i åløbet.
Efter den sidste deltager havde forladt ”åstedet”, kørte jeg op på de øverste strækninger, til den øverste gydebanke, hvor det klareste vand nu rislede lystigt ”ned ad bakke”.
Pludselig var der et par halvårsfisk på banken og havde dermed allerede taget godt imod vores indsats. Sådan er det jo med naturen……!
Du kan se det endelige resultat her:
Projektet blev finansieret af Fisketegnsmidlerne, idet vi har konverteret en del af udsætningen af ørredsmolt i Isefjorden til restaureringsprojekter. Sagen er jo den, at vi får betydeligt mere ud af projektet end udsætning for det samme beløb.
Strækningen kan forventeligt i fremtiden producere omkring et par hundrede ørredsmolt, hvilket svarer til en udsætning på ca. 4000 ørreder. Men i modsætning til en udsætning, vil strækningen producere fisk i en meget lang årrække og dermed give samme ”afkast” år efter år efter år efter……. Dermed behøver man ikke være overvismand for at finde ud af, hvilken investering, der på langt sigt, bedst kan betale sig.

Nu er der kun tilbage at læne sig tilbage og glæde sig over, at endnu en lille kilometer vandløb er restaureret.
Denne gang i Holbæk Kommune, i samarbejde med både den lokale forening, -Tuse Å’s Ørredsammenslutning, kommune, lodsejere og Grusbanden Fishing Zealand.
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280,



