Kategorier

Bloggere

Pinsefisketur ved Ejby Havn efter hornfisk i Lejre kommune d. 20. maj

Drømmer du om at komme ud på en vaskeægte fisketur efter den spændende hornfisk? Så har du nu muligheden for at komme på fisketur med to erfarne guider i waders i Lejre Kommune.

2.Pinsedag, mandag den 20. maj 2024 fra kl. 11:00 til kl. 14:00 kan du og familien få en spændende dag på jagt efter den kærkomne sæson gæst – Hornfisken.

Arrangementet henvender sig til alle uanset erfaringsniveau, dog får man mest ud af dagen, hvis man har prøvet at styre en fiskestang før, da vi fisker i waders på kysten, hvor der kan forekomme bølger. Der stilles alt tænkeligt fiskeudstyr og waders til rådighed, og I hjælpes godt i gang med lystfiskeriet. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskegrej. To guider fra Fishing Zealand, er klar til at hjælpe med at rigge fiskegrejet til og give tricks til at overliste hornfisken samt måder at tilberede den på hjemme i køkkenet.

Der er derfor lagt op til en hyggelig fisketur, når vi mødes på parkeringspladsen ved Ejby Havn, Havnevej i 4070 Kirke Hyllinge kl. 11:00, hvor vi fisker og nyder foråret ved vandet frem til kl. 14:00.

Hornfiskene er på vandring fra Atlanterhavet mod Østersøen, hvor de senere skal gyde. Hornfiskene færdes tæt på land, og er et relativt let bytte for lystfiskerne. Hornfiskene er sjove at fange, da de fighter godt. Samtidigt er de gode spisefisk.

Dagens fisketur sker i samarbejde med Lejre Kommune og Fishing Zealand. Arrangementet er ganske gratis at deltage i. Er du mellem 18 år og pensionsalder, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne.

Der er plads til 20, der fisker i waders. Tilmelding sker til tange@fishingzealand.dk via først-til-mølle princippet og deadline for tilmelding er søndag den 19. maj 2024. Såfremt arrangementet er fuldt booket, vil Fishing Zealand afholde lignende arrangementer i de øvrige medlemskommuner. Se mere på Fishing Zealands blog eller på facebook.