Kategorier

Bloggere

Hyggelig premiereaften på ”Pike & Fly” på Herthadalen

20151119_165628191_iOS

Torsdag den 19. november var jeg til en udsolgt premiereaften på Niels Vestergaards nye film ”Pike & Fly” med Gordon P. Henriksen. Jeg var sammen med Jesper Van Vliet og Mike Fløjborg, som begge deler min interesse for kystfluefiskeriet men er forholdsvis nystartede. Jeg har hjulpet Jesper i gang med fluefiskeriet og har hjulpet Mike videre, men vi har også en geddefisker i maven alle tre, så vi så frem til en spændende aften. Selve arrangementet havde jeg booket problemfrit gennem www.fishtrip.dk, og det bestod af mad, øl, fremvisning af film samt et eksemplar af filmen.

20151119_172712861_iOS
Aftenens lækre menu bestod af skinstegt kulmule med rodfrugter, kartofler og smørsovs. Og det lokale bryghus Herslev havde sponseret en øl til alle deltagerne.

Jeg mødtes med de andre på Restaurant Herthadalen ved Ledreborg Slot, og det må siges at være de perfekte rammer for 80 outdoor mennesker med en forkærlighed for fluefiskeri. Der er super hyggeligt, og stemningen var god og afslappet fra start. Gordon og Niels indledte med at fortælle om aftenens indhold krydret med lidt røverhistorier. Den lækre menu, som bestod af skinstegt kulmule med rodfrugter, kartofler og smørsovs blev præsenteret, og dertil kunne der vælges én af de lækre øl fra Herslev Bryghus. Jeg valgte en julebryg, som virkelig var god, og maden var virkelig lækker…

Efter at have indtaget den dejlige mad kom Gordon og Niels med en introduktion til filmen, hvor de bl.a. fortalte, at den havde taget 5 år at lave. Mest fordi de begge havde været optaget af andre projekter, men også fordi det var et ”hyggeprojekt”. Da de samtidig har et krav om flotte fisk og hug i deres film, tager det bare lang tid at lave, og mange optagelser kommer slet ikke med. Som da de havde været 5 dage på Rügen for at filme noget med synkeliner, og ikke et sekund kom med i den færdige film.

Både Niels og Gordon glædede sig til at vise filmen og lagde op til en afslappet stemning, hvor der godt måtte snakkes. Det blev der dog ikke, da alle var meget optaget af filmen.

20151119_172649804_iOS
God mad og drikke efterfulgt af fiskefilm viste sig at være opskriften på en fantastisk aften på Restaurant Herthadalen.

Selve filmen er rigtig god med flotte optagelser og nogle helt nye spektakulære kameravinkler, hvor man ser gedden hugge på en popper både under og over vandet – meget imponerende. Helt karakteristisk for Niels Vestergaard er der mange undervandsoptagelser af både gedder og fluernes gang i vandet. Filmen kommer også med rigtige mange gode fif, tips og tricks til geddefluefiskeriet i brak- og ferskvand fra båd/flydering men også vadefiskeri.

Lars Chr. Bentsen fortæller desuden, hvilket grej og kasteteknik du skal bruge, når du kaster de store geddefluer. Der er samtidig fokus på forfang og knuder samt liner. Filmen har et meget internationalt potentiale, da Gordon snakker ”engelsk” og man føler sig nogle gange hensat til Florida Keys, selvom det hele er optaget i lille Danmark. Gordon er en god formidler, og Niels og Gordon har virkelig formået at viderebringe glæden og stemningen ved fluefiskeri efter gedde.

Jesper, Mike og jeg hyggede os gevaldigt, og dejligt at det kan lade sig gøre at kombinere god mad og øl i selskab med 80 ligesindede, og samtidige inddrage kræfter fra lokalsamfundet.

Tight lines, Keld