Møde med frivillige gydetællere i Vordingborg Kommune
- 19. december 2018
Årets andet gydetællermøde fandt sted i Vordingborg Kommune den 13.12.2018, hvor kommunen havde inviteret såvel erfarne som nye gydebanketællere. Kommunens biologer, Jimmi Olsen og Birgitte Jacobsen, fortalte indledningsvist om kommunens mange projekter med bl.a. geddefabrikker og ynglesøer for brakvandets aborrer. Kommunen har lavet imponerende mange projekter og flere er på vej. Nu er flere projekter færdige, så brudesengen er klar for forårets gydende gedder og aborrer.
I egenskab af Fishing Zealands fiskebiolog fortalte jeg efterfølgende om de foreløbige resultater af gennemgangen af de mange gydedata og hvad de bliver brugt til. Der findes data for de sidste 10 år i Vordingborg, så der er virkeligt mulighed for at sige noget om status og udvikling for havørredbestandene i området. Der havde været en god fremgang som et gennemsnit, men der er stadig et stykke vej, før vandløbene (og dermed kysterne) har de bestande, vi anser for at være mulige.
Jeg vurderer, at de fleste vandløb i dag producerer rigtigt mange smolt, mens meget tyder på, at en væsentlig begrænsende faktor for bestandene er en meget stor dødelighed i havet. Mødet sluttede med, at der blev uddelt kort og skemaer til de frivillige, som er friske på at tage endnu en vigtig tørn langs de sydsjællandske vandløb.
Jeg har desuden talt med de fleste andre grupper af frivillige i alle regionerne på Sjælland og Lolland-Falster og alle er klar på at tælle en sæson til. Det betyder, at der også i 2018/19 vil blive gennemgået hundredvis af kilometer gydevandløb af i alt 50 – 100 frivillige. Et utroligt vigtigt arbejde, der ikke kunne udføres, hvis der ikke var gode lokale folk, som påtog sig opgaven. Respekt herfra til alle I gæve folk, som vil yde lidt for sagen!
Se min artikel om gydende havørreder, som blev bragt i det seneste nr. af Sportsfiskeren. Det kan ses her.