Kategorier

Bloggere

Minister, prinsesse og en aktiv Grusbande til Forskningens Døgn

Torsdag var jeg i Odense for at hente en snes Tuse Å-smolt, som Linda Bollerup Høeg havde passet for mig siden udsætningen af deres søskende for fjorten dage siden. Udover lidt smolt, var der også yngel med hjem, -også som trækplaster for prinsessen og andre deltagere af Forskningens Døgn.

I vinterens løb blev jeg kontaktet af folkene bag Forskningens Døgn, der spurgte, om jeg havde lyst til at deltage i en workshop på Roskilde Havn til Forskningens Døgn den 22. april?

Emnet for dette års event var Roskilde Fjord, og jeg mente da nok, det kunne være fint at sætte fokus på Grusbandens arbejde, når det nu handlede om Roskilde Fjord. Med særlig vægt på bæredygtighed og den rekreative foreningsmæssige inddragelse af borgere i arbejdet for at passe på Fjorden. Det spiller jo fint ind i vores arbejde, da vores indsats i vandløbene jo netop sikrer det produktionsapparat, der giver flere ørreder i Fjorden og dermed også et forbedret rekreativt fiskeri i Fjorden.

Jeg sagde derfor ja til at deltage og på mit spørgsmål om rammerne for arrangementet, var det blot et par timer fra 15.00-17.00. Derfor mente jeg jo nok, det var en simpel og overkommelig opgave.

Jeg har tit deltaget i workshops i andre sammenhænge og det plejer at være både hyggeligt og ikke mindst inspirerende at møde andre meninger og opfattelser af verden omkring os.

Panel-debatten med meget kompetente folk i arbejdet omkring Roskilde Fjord og den bæredygtige udvikling. Blandt andet moderator Line Friis Frederiksen (th), derefter Peter Stæhr fra Århus Universitet, Annika Agger fra RUC, Gorm Worsøe Clausen fra Roskilde Gymnasium, jeg selv og ikke mindst, minister i Forsknings- og Uddannelsesministeriet, Jesper Petersen (tv).

Sidst på vinteren havde vi derefter et opfølgende møde i Roskilde, hvor vi skulle høre mere om dette event, der dels viste sig at indeholde selve arrangementet, og dels besøg af VIP’ere som Direktøren i Uddannelses- og forskningsstyrelsen, Hans Müller Pedersen, Ministeren selv, -Jesper Petersen og ikke mindst, Kronprinsesse Mary. Det lød spændende, og som altid, kunne jeg ikke holde mund. Jeg havde en masse idéer til, hvordan Grusbanden kunne være med til at sætte sit præg på Forskningens Døgn.

Akvarier, gydegrus, sten, plancher og levende ørreder i forskellige stadier ud fra temaet, -havørredens livscyklus på en stand med Grusbanden.

Pludselig greb det om sig og inden jeg vidste af det, var jeg blevet ringet op igen, og igen af folkene bag Forskningens Døgn.

Nu var der både bud efter Grusbanden fra Ministeren og Kronprinsessen, der havde et særligt ønske om at komme til vores stand for at se vores arbejde. Det lød jo spændende og de fik også lige listet et spørgsmål ind, om jeg kunne tænke mig at deltage i en panel-debat om Roskilde Fjord. Jo, det kunne jeg da også godt!!!!

Der blev taget pænt afsked med de små ørreder, der havde ageret trækplaster hele dagen i akvarier, da de blev sat ud i Roars Kilde med blandt andet deltagelse af Line Friis Frederiksen.

Jo tættere vi kom på datoen, jo flere gange blev jeg ringet op, og jeg forstod hurtigt, at de to timers indsats fredag eftermiddag, var en lettere underdrivelse. Jeg hentede derfor ørreder i Odense efter aftale med Linda Bollerup Høeg fra FGU Fyn, der havde gemt en snes smolt af Tuse-afstamning til mig til dette event, og jeg fik ligeledes lidt yngel med, når jeg nu var der i forvejen.

Så var det klaret.

Plakater lavede jeg selv på min skole, efter arbejdstid, og i størrelse 120×60 cm. Men først og fremmest fik jeg fire garvede Grusbandefolk til at hjælpe mig. Lars Høpfner fra TØS, Kim Jørgensen og Torben Trampe fra ”Foreningen med det lange navn”, og Christian Lund Petersen fra Havelse Å Vandplejegruppe. Sikke kompetente folk omkring mig, og jeg var meget fortrøstningsfuld.

Vi skulle nok kunne sætte fokus på Grusbanden til Forskningens Døgn på Roskilde Havn den 22. april.

Standen blev sat op til kl. 13.00, hvorefter vi fik besøg af en række elever fra et par skoler i Roskilde. Derefter blev der åbnet for publikum, der i en lind strøm besøgte vores stand med levende ørreder, gydegrus mm.

Live-tv på TVLorry afsluttede en lang, men god dag på havnen i Roskilde, hvor Forskningens Døgn, der i øvrigt varer 7 dage, blev skudt i gang med manér!

Direktøren for Uddannelses- og forskningsstyrelsen, Hans Müller Petersen besøgte vores stand og virkede meget imponeret over vores arbejde, og da vi nærmede os klokken 15.00, dukkede både Kronprinsesse Mary og Minister, Jesper Petersen op, hvorefter åbningen af Forskningens Døgn kunne tage sin begyndelse.

Præsentation, og tale ved Minister Jesper Petersen, hvorefter jeg skulle deltage i paneldebatten med Annika Agger fra RUC, Peter Stæhr fra Århus Universitet, Gorm Worsøe Clausen, lektor ved Roskilde Gymnasium, samt Minister, Jesper Petersen. Moderator ved paneldebatten var Line Friis Frederiksen, der er biolog og videnskabsjournalist.

Her blev der talt bæredygtighed, forenings- og borgerinddragelse, og min umiddelbare opfattelse af paneldebatten var, at der kom mange fine pointer frem og jeg kunne da se, at Kronprinsessen nikkede samstemmende til flere fine nedslag i Fjorden.

Efter paneldebatten spillede Zididada et par af deres kendte numre, og meget apropos var der særligt klapsalver til ”Walking on Water”, hvorefter alle standene omkring pladsen foran Vikingeskibsmuseet officielt åbnede med besøg af flere hundrede gæster.

Det blev et særdeles hyggeligt og interessant event, hvor vi i Grusbande-standen kunne tage pænt imod alle de nysgerrige deltagere og ikke mindst børn, der med deres forældre kunne se de fine smolt meget tæt på og endda også fange nogle af dem i akvariet.

Jeg fik hilst på Kate Skjærbæk Bjerrum, som dels er med i Fælles Forum for Roskilde Kommune i Fishing Zealand og dels aktiv i Danmarks Naturfredningsforening.

Massiv pressedækning af dagen. Her er det en del af dobbeltsiden i Dagbladet Roskilde, hvor Grusbanden også fik en særlig status.

Jeg fik også lejlighed til at tale med Maren Ottar Hessner, der sidder i Roskilde Byråd og fik en god snak med hende om Grusbandens arbejde.

Moderator for paneldebatten, Line Friis Frederiksen var længe nede hos os, hvor hun og jeg blandt andet udvekslede oplevelser fra Amazonas, hvor hun også har været under sit studie.

Line var såmænd også med til at sætte de kære fisk ud i Roars Kilde som en sidste gestus til de små ørreder, der havde ageret trækplaster i løbet af dagen.

Min kone og yngste datter var også med til at sætte fisk ud, samt Sif fra min 8. klasse i Osted, der for tredje gang deltog i en udsætning sammen med sin mor, Lisbeth Klarskov.

Derefter var der oprydning og vi fem bande-medlemmer, der aktivt havde deltaget i dette event, kunne klappe hinanden på skuldrene efter veloverstået indsats.

Sidste ”job” i fredags for mit vedkommende, var et live-indslag i TVLorry’s Nyhedsudsendelse klokken 19.30, hvor redaktionen var flyttet fra vante rammer på Frederiksberg til udendørs-tv på havnen i Roskilde, hvor Annika Agger fra RUC og jeg skulle interviewes til et indslag om det samarbejde, der er nødvendigt mellem forskere, kommuner, og de frivillige for, at alle sten kan vendes for en bæredygtig Roskilde Fjord.

Du kan se indslaget her: https://www.tv2lorry.dk/nyheder/22-04-2022/1930/1930-22-apr-2022?clip=1085fca2-7010-4363-8a61-a537516cd46b.

Da jeg kørte hjem efter næsten ni timer på havnen til en fantastisk smuk solnedgang inde over Midtsjælland, var jeg træt, men også godt tilfreds med Grusbandens indsats.

Vi fik sat fokus på vores arbejde, og jeg er meget stolt af de fire andre bandemedlemmer, der gjorde det muligt.

 

Bandeleder, Rune Hylby,

 

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com