Lystfisker på udebane: God stil ved fiskevandene
- 27. september 2013
Som medefisker med hang til mindre karpefisk som suder, brasen og karusse kommer du unægtelig til at bruge noget tid i mindre søer og moser. Disse typer fiskevande ligger ofte i mindre byer og bliver især brugt af beboerne i lokalområdet til at lufte hunden, gå eller løbe en tur eller bare få et frisk åndedrag af naturen. Når der så pludselig sidder en lystfisker i ”deres” sø, kan det indtryk du gør, have rigtig stor betydning for, hvordan brugerne af søen og naturen omkring den opfatter lystfiskere generelt: Som en del af dem selv eller som en forstyrrende indtrænger.
Lidt inspireret af Allan Lindsays blog om streetfishing vil jeg her komme ind på, hvad jeg gør og tænker med hensyn til at give de mennesker, der færdes ved søen det bedst mulige indtryk af mig og lystfiskere generelt.
Vær opmærksom på modtageren
Tænk over dem du henvender dig til. Når jeg eksempelvis sidder og fisker i en lille sø i en lille by, er jeg meget opmærksom på, at de mennesker, jeg møder, er folk fra lokalområdet, som måske har boet i byen hele deres liv, og som derfor har et særligt forhold til den sø, jeg pludselig sidder ved.
Det er ikke ualmindeligt, at jeg kører urimeligt mange kilometer for at fiske et specielt vand, imens det nok er noget mere uset, at folk kører flere timer for at lufte deres hund eller løbe en tur ved en nøje udvalgt sø. Derfor erkender jeg, at det er mig, der er på udebane, og at det derfor er mig, der skal vise respekt og tage hensyn.
Dette kommer til udtryk på mange måder. For det første sørger jeg for ikke at fylde mere end nødvendigt. Ligger der en stor rodebunke af grej og foder ved din fiskeplads, vil det uden tvivl genere nogle. Og det forstår jeg udmærket godt, da det kan se voldsomt ud og forstyrre den harmoni og naturfølelse som andre netop også bruger området til at opnå. For det andet er jeg opmærksom på, at ikke alle ”lystfisker-handlinger” høster lige stor forståelse fra de uindviede. Af disse gælder især rydning af vegetation for at skabe pladser, sejlads i gummibåd, fodring og fiskeri med mange stænger. Alle disse aktiviteter virker som et indgreb i naturen, og jeg kan godt forstå, at nogle mennesker kan få et lidt negativt indtryk af lystfiskere på grund af dette. Derfor sørger jeg for at begrænse disse ting så meget som muligt. Finder jeg det for eksempel nødvendigt at rive en plads eller fodre godt op, tænker jeg også over ikke at gøre det lige foran forbipasserende, men måske lige vente til der ikke er nogle, der kan tage anstød af det.
Det jeg gør, er jo ikke ulovligt, men derfor synes jeg godt, at jeg kan tage hensyn til, at nogle folk potentielt kan blive stødt af det. Kommer der alligevel en person og sætter spørgsmålstegn ved nogle af de ting, jeg gør, vil jeg selvfølgelig forklare, hvorfor jeg gør det.
Vær åben og imødekommende
Ved de mindre søer går der ofte en sti rundt langs bredden, og sidder jeg og fisker tæt ved denne sti, vil jeg utvivlsomt møde en del mennesker i løbet af turen. Her gør jeg meget ud af at hilse på folk, og det er helt utroligt, hvor venlige folk er, hvis du giver dem et smil og et ”god morgen” frem for blot at ignorere dem. Tit spørger folk lidt ind til, hvad jeg fisker efter, og om jeg fanger noget – og her sørger jeg også for at svare åbent, så de hurtigt finder ud af, at ”ham lystfiskeren” egentlig er en fin fyr, der nok ikke skader at have siddende ved deres lille naturperle.
At være åben og imødekommende kan også sagtens gavne mit fiskeri. Især ved nye vande kan jeg hurtigt få nogle oplysninger, som er guld værd fra de mennesker, der færdes ved søen flere gange om ugen. Folk er faktisk ret opmærksomme på fiskelivet og fortæller gladelig om fisk, de har set, om der er andre lystfiskere ved søen, eller om der for nylig har været fiskedød. Så længe du altid har dine skeptiske lystfisker-ører på og tager udtalelserne om hundeædende kæmpegedder, og det dybe hul på 12 meter i den lille lavvandede sø med et gran salt, er der faktisk rigtig mange guldkorn at hente. Erfaringsudvekslingen går dog begge veje, og tit kan jeg fortælle de forbipasserende ting om deres lille sø, som de ikke var klar over.
Benyttelse og beskyttelse af naturen
Når jeg snakker med folk ved søen, gør jeg også meget ud af at fortælle om min måde at være lystfisker på. Jeg er naturelsker, og jeg værner om den natur, jeg færdes i. Jeg rydder op efter mig selv (og andre), og jeg behandler de fisk, jeg fisker efter, så nænsomt som muligt. Jeg forklarer, at jeg ikke fisker for at få mad på bordet, men fordi jeg er fascineret af fiskene – og at jeg typisk bare lige vejer fiskene og tager et par hurtige billeder, før jeg sætter dem tilbage igen. Det forstår de fleste folk ganske godt.
Vær en formidler af din passion
Lystfiskeri er for mange ikke bare en hobby. Det er en passion, og vi bruger utallige timer på at dygtiggøre os. Dette giver os en enorm viden, som vi kan formidle videre til folk, der intet aner om lystfiskeri eller fisk for den sags skyld. Der er intet bedre end at lytte til én, der er passioneret, så sørg for at dele ud af din passion, hvis folk virker interesserede.
Dette var mine bud på nogle retningslinjer, du kan følge for at få og give nogle gode oplevelser, når du er ude ved de små vande. Jeg synes selv, at en fisketur bliver langt bedre af, at man er åben og positiv – og samtidig synes jeg, at den stemning, der er ved et vand, har en stor andel i, hvor attraktivt vandet er. Således kender jeg til fiskere, der ikke længere orker at fiske deres favoritvand, fordi der er en dårlig stemning mellem fiskere og beboere.
Ved de vande, jeg efterhånden har fisket i mange år, kan jeg mærke, at de andre brugere af søen efterhånden opfatter mig som en del af atmosfæren. De ved, at jeg sidder der i bestemte perioder hvert år, og at jeg rydder op efter mig selv og opfører mig pænt. Som tiden er gået, kan jeg efterhånden navnene på en del af hundene, og samtalerne er gået fra at handle om, hvad jeg fisker efter, og om jeg fanger noget, til ”sikke en skøn morgen, hva?” og ”nårh, gav det noget i sidste uge”. Jeg er så småt blevet en fast del af lokalsamfundet og er ikke helt på udebane længere…
– God tur – Lasse