Kategorier

Bloggere

Livet er smukt, -også i Himmelev Bæk!!!

Genvordighederne under forberedelsen af projektet i Himmelev Bæk ville nærmest ingen ende tage, hvor blandt andet lastbilen fra Frede Andersen med chaufføren Michael, sad fast ikke mindre end to gange og måtte trækkes op af dyndet….!!!!

Som i alle eventyr, skulle projektet i Himmelev Bæk gå så grueligt meget igennem inden det foldede sig ud som den smukke svane i Den grimme ælling. Eller som Klods Hans, der var oppe imod det halve kongerige inden han omsider kunne tage hånd om prinsessen (lettere omskrevet). Således udviklede forberedelserne til projektet i Himmelev Bæk sig i ugerne op til udførelsen, da vi stødte på en række nærmest uløselige problemer og svære udfordringer.

Når sten i str. Xlarge skal lægges til rette tilfældigt i bækken, skal der teamwork til, -og en god solid drænspade.

Trusselsniveauet over det ganske land fra russiske droner, cyberspace-angreb og storpolitiske terrorhensyn gjorde, at planlægningen af projektet blev en kende mere vanskelig end ellers. Hofor leverer jo vand til 1/6 af Danmarks befolkning og på den baggrund, var Trusselsniveau – orange, ikke lige til at komme udenom, når netop Hofor er bredejer på hele den østlige brink af projektstrækningen i Himmelev Bæk. Samtidig kørte lastbilen med sten og gydesubstrat fast to gange på Naturstyrelsens arealer på den vestlige side af Himmelev Bæk, da vi modtog stenene netop på deres jorde, -når vi nu skulle holde os væk fra Hofors arealer på grund af truslerne fra øst!!!!!

Byrådsmedlemmerne, Chili Preisler-Andersen og Jonas Paludan (th) på en af de nyetablerede gydebanker i Himmelev Bæk sammen med vandløbsmedarbejder, Søren Koch-Lauesen fra Roskilde Kommune. Pragtfuldt alle tre dukkede op på projektdagen og jeg er sikker på, alle mand m/k havde en hyggelig dag.

Men, men, men, -ved fælles hjælp og en utrolig velvilje fra både Hofor og Naturstyrelsen, samt ikke mindst Kathrine Juul Hammer fra Roskilde Kommunes vandløbsafdeling, der sikrede en smertefri sagsbehandling, fik vi løst alle udfordringer og kunne byde ikke mindre end 33 deltagere velkommen den 18. oktober, -sidste lørdag i efterårsferien.

Projektet blev udført i et fantastisk samarbejde mellem ROLK, foreningen ”Os om Havet”, Naturstyrelsen, Hofor, Roskilde Kommune og Grusbanden Fishing Zealand. Et dusin gode folk fra ROLK, en håndfuld deltagere fra OS om Havet, Grusbandemedlemmer og en god portion FASOD-deltagere (Fantastisk At Se Også Dig-deltagere) deltog i projektet.

Vejret var pragtfuldt, vindstille, skyfri himmel og med de fineste iskrystaller i græsset, da natten havde budt på lettere frost nord for Roskilde ved Himmelev Bæk. Lise Klysner, projektleder i foreningen Os om Havet havde sørget for drikkevarer, og der var basser og birkes, samt kaffe fra ROLK med formand, Ken Midtgaard, og bestyrelsesmedlemmerne Torsten Lindum Poulsen og Ken Lybecker i spidsen.

Jeg havde været et smut opstrøms projektstrækningen for at fange lidt ørreder vha. elektrofiskeri tidligere på morgenen. Ørrederne blev naturligvis præsenteret under briefingen af dagens program i et akvarie, som Os om Havet også havde taget med. Ikke mindst for de mindste, var det sjovt at se de små (og store) ørreder svømme rundt i akvariet inden projektet og gjorde dagens indsats en smule mere vedrørende end ellers. Vi skulle nemlig sørge for gode forhold nede i bækken til glæde for de ørreder, der allerede lever i vandløbet og vi skulle sikre, at der kom endnu flere!!!! Også for de to byrådsmedlemmer, Chili Preisler-Andersen fra Socialdemokratiet (og i øvrigt også Roskilde Kommunes repræsentant i Fishing Zealands bestyrelse), samt Jonas Paludan fra Enhedslisten (og formand for Roskilde Kommunes Klima- og Miljøudvalg), var det en spændende dag, idet Os om Havet og ROLK gjorde sit til, at det blev en ualmindelig hyggelig dag, med mange fine aktiviteter for børn og barnlige sjæle, samt en meget aktiv naturforbedrende dag med hårdt arbejde og store smil, når sten og gydesubstrat skulle lægges til rette og det ”døde ved” skulle placeres med størst muligt rod til følge og samtidig sikre vandafledningen.

Jeg bliver sgu så imponeret, når alting spiller max. Det gjorde det takket være indsatsen fra ROLK, Os om Havet og Grusbanden Fishing Zealand.

Der blev lagt dødt ved i vandløbet efter alle kunstens regler, og hvis man ikke stod i vandløbet, kunne man jo bidrage med gode råd og vejledning til at skabe rod i vandløbet. Her det blandt andet Lise Klysner og Cecilie Demant, der lægger grene og stammer i bækken.

Vi fik etableret tre store flotte gydebanker, blandt andet med faglig vejledning fra de bandemedlemmer, der har etableret flere hundrede gydebanker efterhånden. I alt blev der lagt 13 tons gydesubstrat i Himmelev Bæk.  Desuden blev der lagt mere end 30 tons skjulesten af den fornuftige størrelse i bækken, og allerede ved de første sten, blev sand og slam sat i bevægelse og driftede ned ad vandløbet. Her vil det aflejres i de to sandfang, som Dalgas har etableret for Roskilde Kommune og som var planlagt i forbindelse med projektet.

Skjulestenene blev (som sædvanlig) lagt efter tilfældighedernes princip, præcis dér, hvor de vil give den største effekt. Ligeledes blev ”det døde ved” lagt i bækken på den ene delstrækning, hvor der også blev lagt sten, hvilket vil give denne strækning et kæmpe løft og i fremtiden kunne mønstre en stor bestand af både standfaste bækørreder, samt give præsmolten en uvurdérlig hjælpende hånd for vinteroverlevelsen i et vandløb, der tidligere på projektstrækningen, blot var en sand-ørken med riflet bund i et overbredt profil. Enestående.

Lise og de øvrige deltagere fra Os om Havet havde taget vandkikkerter med, og da Lise til daglig er lærer på Roskilde Gymnasium, blev alle taget med på ”vandløbets mysterier” under overfladen. Det kom der blandt andet en lille film ud af, som kan nydes via følgende link, og med al tydelighed beskriver, hvor hyggeligt det er at samarbejde og gøre livet rart for alle, -også ørrederne i Himmelev Bæk.

Link: https://www.facebook.com/reel/819989063944280?locale=da_DK

Jonas Paludan, der er Klima- og Miljøudvalgsformand i Roskilde Kommune knoklede på, -hele dagen, blandt andet sammen med datteren, der bestemt også havde en hyggelig dag med børne-waders og vand til livet. (Billed taget af Cecilie Demant fra Os om Havet).

Det skete faktisk, at imens vi var i gang med et par gydebanker, piblede et par ørreder rundt imellem benene på os, og ligeså, da vi lagde ”dødt ved” i vandløbet, var en enkelt ørred hurtig til at søge skjul under et par grene, der blev lagt i bækken. Det er vidunderligt at opleve.

I virkeligheden blev dagen præcis så fyldt med glæde og sprudlende engagement fra de frivillige, at jeg var totalt høj, da jeg ud på eftermiddagen pakkede sammen og lige en sidste gang skulle ned til projektstrækningen for at optage mit lille bidrag til det endelige resultat.

Link: https://www.youtube.com/shorts/gqX5V_bc2qk

I øvrigt sammen med en håndfuld deltagere, -blandt dem Lise og Cecilie Demant fra Os om Havet, der heller ikke helt kunne slippe dagen, indsatsen og den klukkende bæk.

Livet er smukt, -også i Himmelev Bæk, når vi arbejder sammen……knokler sammen, griner sammen, er nysgerrige sammen, hjælper hinanden, og til sidst står med 600 meter restaureret vandløb, hvor vi ved, at ørrederne, invertebraterne, vandplanter og hele livet omkring bækken, fremadrettet vil få glæde af det engagement, de frivillige bidrager med. Biodiversitet på øverste hylde.

Glemt var den trælse forberedelse, Putin og Trusselniveau’et, og lastbilen, der to gange måtte trækkes fri, for ellers havde chaufføren, Michael holdt derude endnu!

Inden vi skiltes, havde Lise og jeg aftalt, at det ikke var sidste gang, vi samarbejdede om et projekt eller formidlingen af det. Samtidig er jeg sikker på, Ken, Jens og Torsten fra ROLK, også gerne vil være med til at forbedre vandløbene et andet sted i Roskilde Kommune, præcis som vi nu har gjort det på tre lange strækninger af Himmelev Bæk, hvor vi nu har restaureret en 1700 meter lang strækning sammen og i fællesskab.

Der skal lyde en kæmpe tak til ROLK, Os om Havet, lodsejere, Roskilde Kommune for et fantastisk projekt i Himmelev Bæk.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,

Hygge-pause med sodavand, basser og godt humør. I alt var der 33 deltagere i løbet af dagen, og en vigtig aktivitet er naturligvis også det ”at hygge sig sammen”. Projekterne i Grusbanden har naturligvis også et vigtigt socialt element.
Det ”færdige” resultat viser med al tydelighed, hvordan vi kan forandre et vandløb fra en livløs kanal til rislende vandløb med en masse variation og biodiversitet. Livet er smukt, -også i Himmelev Bæk.