Kategorier

Bloggere

High five for Ellerenden

billed-1-fin-stromrende-efter-grusbanden-og-tos-har-vaeret-der-oktober-2016-1

Da Grusbanden og Tuse Å’s Ørredsammenslutning i samarbejde med Johan Scheel fra Ryegaard i efteråret tog hånd om Ellerenden ved Munkholmbroen, var det for at sikre passage igennem dels en sivbevoksning ved udløbet i Tempelkrogen og dels et mose-sump-siv-og-sive-område et par hundrede meter opstrøms fra udløbet.

Der blev knoklet i 4 timer af et dusin medlemmer af Grusbanden og TØS, inden passagen var sikret. Det så vanvittigt godt ud, men var der nu også ”hul igennem”, så havørrederne fra Isefjorden kunne vandre op i vandløbet for at gyde i november og december måned?

Om vi nu også havde gjort det godt nok, var jeg rigtig spændt på. Og det skulle vise sig, da jeg i starten af februar tog til Ellerenden for at registrere gydegravninger i hele det lille private vandløb.

Inden jeg nåede så langt, fik jeg de nødvendige tilladelser til færdsel langs vandløbet, idet man ikke må færdes på en ”fremmed mands ejendom” uden en særlig bemyndigelse.

billed-2-udlob-ellerendenDa formalia var i orden, gik turen til Munkholmbroen, hvor jeg ville begynde min vandring opstrøms fra udløbet og op igennem slugten, dernæst engene, for at slutte min vandring i selve Torkildstrup Indelukke, hvor Ellerenden får det meste af sit vand fra.

Allerede efter få meter talte jeg de første gydegravninger, og inden jeg var nået til det lille skovløberhus ved parkeringspladsen, havde jeg talt 19 gydegravninger. Ergo virkede passagen fra Tempelkrogen til parkeringspladsen, -altså den første spærring var nu passabel.

Videre igennem mose-sump-siv-og-sive-området, hvor det i efteråret så ud til at være meget svært for ørreder at passere.

Strømrenden, som vi havde gravet i efteråret, var ualmindelig fin og vandet rislede igennem området, uden problemer for ørreder at vandre igennem.

Det var oven i købet længe siden, det havde regnet, og der var derfor ikke den store vandføring. Trods det, så det fint ud, -altså var den anden spærring også passabel. Op igennem slugten var der nemlig gydegravninger i en lind strøm.

gyderegistrering-ellerenden-jan-2017Da jeg passerede Elverdamsvej (Frederiksundsvejen), begyndte det dog at tynde kraftigt ud i antallet af gydegravninger.

Det skyldtes med garanti den lave vandføring under vintermånederne, da det har været en meget nedbørsfattig vinter i år. Ikke desto mindre, var der en håndfuld gravninger i Ellerenden opstrøms hovedvejen.

Jeg talte 47 gravninger opstrøms mose-sump-siv-og-sive-området, og kunne derfor med stor glæde konstatere, at Grusbanden og TØS’ arbejde i efteråret, havde sikret en rigtig god passage, og deraf følgende rigtig god opgang af gydevandrende havørreder.

Det samlede antal gydegravninger i det lille private ørredvandløb, blev derfor opgjort til 66 gravninger. Et helt igennem fantastisk resultat, og selvom der naturligvis er en vis usikkerhed forbundet med registreringen, er der tale om en meget tilfredsstillende gydning.

Sagen er jo den, at hver eneste gydegravning potentielt betyder flere ørreder i vandløbet og siden på kysten, når de små ørreder vandrer i havet for at vokse sig store og kønsmodne.

Bandeleder, Rune Hylby.