Kategorier

Bloggere

Gribskov Kommune satser på lystfiskeri

DSC_2946-1
Gribskov Kommune kan i særdeleshed hævde sig med noget utroligt godt kystfiskeri efter havørred.

Gribskov Kommune følger nu trop, og bliver den sidste i rækken af kommuner, som bliver nye medlemmer af Fishing Zealand i 2015. Gribskov Kommune træder ind i Fishing Zealand-samarbejdet med store forventninger til projektet, hvor den bærende ide er, at forbedre naturen, vandmiljø og fiskemulighederne så sportsfiskeriets potentiale udvikles til gavn for lokale, turister og erhvervsliv.

Med medlemskabet af Fishing Zealand tilføjes der endnu en dimension til det langsigtede arbejde med, at styrke Gribskovs lokale erhvervsliv og gøre turisterhvervet endnu mere robust. Ud over arbejdet med at forbedre vandløb, sikre bedre adgang til fiskestederne samt et betydeligt arbejde for at gøre unge interesseret i lystfiskeriet vil der blive fokuseret på blandt andet samarbejde med VisitNordsjælland og opbygningen af en lokal erhvervsklynge. Denne klynge skal være med til, at udvikle de lokale virksomheder, der beskæftiger sig med service og salg til lystfiskere.

Formand for Erhverv- og Turismeudvalget Michael Bruun (V) ser mange udviklingsmuligheder i projektet.

”Jeg anser dette projekt for, at være endnu en grundsten i vores arbejde for konstant at udvikle de bedst mulige tilbud og rammer til vores lokale virksomheder. En af styrkerne i dette projekt er samarbejde mellem Fishing Zealand-organisationen, de lokale lystfiskere samt VisitNordsjælland som tilsammen skal sætter rammerne for dette udviklingsarbejde. Jeg håber meget, at de andre kommuner på nordkysten også vil deltage i projektet så vi kan få det maksimale ud af vores ressourcer”

Rune Westphal - seatrout 7,2 kilos - Magic Shrimp
Rune Westphal med en fuldvoksen havørred på 7,2 kilo fra Nordkysten. Havørredfiskeriet her er godt, men med en målrettet indsats kan det blive endnu bedre – til stor gavn og glæde for lokale og tilrejsende lystfiskere.

Hos Helsinge & Omegns Sportsfiskerforening er der også stor tilfredshed med at Gribskov Kommune har valgt at slutte sig til Fishing Zealand projektet. Formand for foreningen Ejvind Hartmunds udtrykker det således:

” I Helsinge & Omegns Sportsfiskerforening modtager vi nyheden om Gribskov kommunes tilslutning til projektet Fishing Zealand med stor tilfredshed. Det vil understøtte det betydelige vandløbsarbejde, som vi har udført i efterhånden mange år, og som netop har haft til formål at forbedre fiskeriet efter havørred på nordkysten. Gribskov kommunes placering midt i den storladne nordsjællandske natur med vand på alle sider, gemmer på betydelige uudnyttede turismemuligheder, som vi glæder os til at udvikle i samarbejde med områdets erhvervsliv og turistorganisationer”.

Brian Lyck Jørgensen (O), der har foreslået, at Gribskov skulle blive en del af Fishing Zealand, er både lettet og stolt over det indgåede samarbejde.

”Vi er den første kommune, som er med i hovedstadsregionen, det kan vi være stolte af. Det viser bare, at vi i Gribskov Kommune tør gå nye veje, når det gælder turisme. Vi tør satse på turismen også uden for de traditionelle måneder midt på året. Hertil kommer også de plejeplaner i vores åer og vandløb, som kan forbedres. Jeg er glad for, der var opbakning hele vejen rundt i byrådssalen til dette projekt”, udtaler han.

Personligt glæder det mig også rigtig meget, at Gribskov Kommune kommer med i Fishing Zealand. Det er et område med stort potentiale! Jeg er kommet der, siden jeg var barn, og jeg fisker der stadig ofte. Nu kan jeg så se frem til en masse spændende projekter i regionen i samarbejde med lokale kræfter, hvor vi sammen kan udvikle og udbrede bæredygtigt lystfiskeri til glæde for alle.

– Gordon