Græsset skal blive grønnere
- 31. august 2015
Danmark har de sidste mange år været god til at profilere sig på at være en cyklende grøn nation med vindmølleparker. Konsortiet State of Green, som er et offentligt-privat partnerskab med regeringen i spidsen, tager Danmarks grønne profil og miljøproblematikker meget alvorlige. Men, hvor er de grønne turismeperspektiver i Danmark? I visse tilfælde fristes man til at mene at græsset måske ikke altid er så grønt i Danmark.
En nyere rapport fra EU´s miljøagentur (EEA) dokumenterer at Danmark har en kedelig topplacering når det gælder forurenede naturområder. Denne forurening skyldes primært et alt for højt indhold af kvælstof i naturen. Men denne forurening påvirker ikke kun dyr og planteliv men også oplevelsesøkonomiske, turisme og friluftslivs potentialer i Danmark idet en af de mest essentielle ressourcer i turismeoplevelser er naturen.
Ifølge FN´s turismeorganisation UNWTO er naturturisme en af de mest voksende former for turisme. Flere undersøgelser peger på, at der er potentiale for at udvikle naturturisme i Danmark. Mere end seks ud af ti udenlandske turistovernatninger findes under kyst- eller naturturismen, hvor omsætningen samlet set udgør 40 pct. af den danske turismeomsætning.
Men vores kulturlandskab skal ikke kommercialiseres for enhver pris. Det er vigtigt, at den turisme, der promoveres, ikke kun benytter naturressourcerne, men også bidrager til at beskytte dem. Såfremt naturen ikke beskyttes og bevares, mister mange turisme- og oplevelsesøkonomiske virksomheder deres levegrundlag.
Der nævnes ofte, at dårlig service og høje priser er skyld i de internationale turisters fravær i Danmark. Men måske bliver de også væk, fordi vi ikke er gode nok til at fremhæve vores unikke landskab og friluftsaktiviteter? Danmark har jo meget mere at byde på end Den Lille Havfrue og Tivoli. Her kan jeg fremhæve det kulturhistoriske landskab i Nationalpark Skjoldungernes Land.
Her kan man tage på opdagelse i det sagnomspundne landskab ved Skjoldungernes Land, gå i vikingernes fodspor på Skjoldungestierne, drage til søs med Vikingeskibs-museet, opleve verdensarv i Roskilde Domkirke og smage på lokale fødevarer i Herthadalen. Roskilde og resten af Nationalpark Skjoldungernes Land har med andre ord noget helt særligt at byde på. Vi skal måske bare være bedre til at fortælle om vores enestående kulturlandskab der rummer verdenskendt historie og smuk natur. Derfor er det på tide at udvikle mere grøn og historisk bevidst turisme i området. Den udvikling er vi på RUC i fuld gang med at bidrage til.
Ud over at RUC kan mønstre nogle af de mest anerkendte turismeforskere i Danmark, har vi i den erhvervsrettede brobygger-enhed RUCinnovation udviklet et netværk med navnet Den Grønne Gruppe. Det hører til under RUC Turismenetværk, som er et netværk for turismevirksomheder, der ønsker et tæt samarbejde med RUC´s forskere.
Den Grønne Gruppe skal bl.a. arbejde med økoturisme. Denne form for naturturisme tager hensyn til de økonomiske, sociale og miljømæssige forhold. Udenlandske erfaringer viser nemlig, at netop en sådan kombination kan danne afsæt for, at en bred gruppe af turismesegmenter vil vælge at drage til området.
Den Grønne Gruppe består af oplevelsesøkonomiske virksomheder, der er lokaliseret ved den nyudnævnte nationalpark Skjoldungernes Land. Her arbejdes der med, hvordan forskningsbaseret viden, beliggenhed ved Nationalpark Skjoldungernes Land og bæredygtige tiltag både kan generere vækst og innovation og tiltrække internationale turister, fx tyskere, til Roskilde og resten af Nationalpark Skjoldungernes Land.
Projektet bakkes op af adskillige RUC-forskere, som skal udvikle forskningsprojekter på baggrund af Den Grønne Gruppe. Det er et mål at igangsætte endnu flere samarbejdsrelationer mellem studerende, forskere, virksomheder og offentlige interessenter inden for nationalparken samt at virksomhederne i Den Grønne Gruppe udvikler konkrete redskaber, som de kan bruge til at øge deres økonomiske udbytte og udviklingsevne gennem grøn dannelse og historisk bevidsthed.
Visionen om en mere bæredygtig natur i Danmark samt ønsket om at tiltrække flere naturentusiaster til Roskilde-Fjord området, deles også af Fishing Zealand. Netop derfor har Fishing Zealand og Den Grønne Gruppe i flere sammenhænge samarbejdet i forbindelse med arrangementer såsom virksomhedsrettede workshops og events. Senest har Fishing Zealand udviklet produkter i samarbejde med Fjordland og Herthadalen. Begge virksomheder indgår også i Den Grønne Gruppe. Dertil arbejdes der i Den Grønne Gruppe på at udvikle produkter der henvender sig specifikt til lystfiskerturister. Jo flere bæredygtige initiativer der igangsættes, jo større succesrate er der for at vi kan sikre bedre vandkvalitet og dermed bæredygtigt fiskeri og turisme i Danmark.
Bæredygtig turisme er stadig et næsten ukendt fænomen i Danmark men friluftsliv, naturbenyttelse og naturbeskyttelse kan være et afsæt for en mangfoldighed af unikke oplevelser, der kan tiltrække eksempelvis lystfiskerturister fra nær og fjern.