Kategorier

Bloggere

Giv dit juletræ til aborrerne

Udlægning af juletræer

Igennem mange år var det en fast tradition for mine ungdomsskoledrenge og jeg, at tage en tur til St. Vejle Å for at fiske efter store flotte brakvandsaborrer. Ikke så få personlige rekordfisk fangede de unge knægte, der også siden har udforsket bestanden på egen hånd. Min egen aborre-rekord stammer såmænd også fra St. Vejle Å, og selvom den ikke var nogen rigtig ”aborre-basse”, vejede den trods alt omkring 3 pund.

Det var derfor naturligt, at tale med Steen Lyngsø fra Ishøj Sportsfiskerklub, der har fiske-retten i St. Vejle Å, da vi mødtes i starten af december.

Steen fortalte, at juletræer er fantastisk gode for aborrerne at lægge deres ægstrenge på, når de gyder.

DSC_5460
Aborrer som denne har brug for egnede steder at gyde, og i en havn som Ishøj Havn, hvor der hyppigt graves ud – og der dermed ikke er meget rankegrøde, kan juletræer udgøre perfekte ‘brudesenge’.

Derfor har Ishøj Sportsfiskerklub gennem de sidste par år, eksperimenteret med at skaffe den unikke bestand af brakvandsaborrer, som området jo er kendt for, bedre gydeforhold. ”På grund af opgravningen af havnen, så har aborrerne ikke haft noget at gyde i på det dybere vand. Aborrerne lægger deres rognstrenge i bevoksning, gamle grene eller lignende, så æggene ikke ligger på bunden. Fiskene har derfor været nødsaget til at lægge æggene i rørbevoksningen og dermed har der været stor risiko for, at disse er blevet udsat for udtørring i perioder med lavvande.

Sidste vinter udlagde klubben derfor et antal juletræer på forskellige lokaliteter på dybere vand for at se, hvor og hvordan aborrerne ville benytte disse ”brudesenge”.

– Til vores store glæde konstaterede vi, at aborrerne i stor stil benyttede disse juletræer til at lægge deres rognstrenge på, fortæller Steen Lyngsø. – Derfor skal vi have intensiveret dette arbejde, så vi kan få en masse aborreyngel på finnerne i vores område.

Ishøj Klubhus– Til dette skal vi selvfølgelig bruge en masse juletræer, så alle lystfiskere og naturelskere må meget gerne aflevere deres afpyntede juletræer i klubbens baghave, når det ikke skal bruges i stuen længere. Tag også meget gerne naboens og svigermors juletræ med, idet vi skal bruge mange juletræer.

– Ishøj Sportsfiskerklubs adresse er: Tangloppen 3, 2635 Ishøj, lyder denne bøn fra Steen Lyngsø.

Jeg vil også opfordre alle lystfiskere i Københavnsområdet til, at tænke på vores sortstribede ”røver”, når juletræet skal afhændes i de kommende uger.

Smut forbi Ishøj Havn, – ved ”Arken” og aflevér dit brugte juletræ til Ishøj Sportsfiskerklub.

– Rune Hylby.