Fjordlandet Open afløses af nye initiativer
- 13. januar 2022
Efter 6 gode år med Fjordlandet Open, som omdrejningspunkt for Danmarks første catch & release konkurrence efter havørreder, så har Fishing Zealand nu valgt at give fiskeforeninger eller andre interesserede, muligheden for at føre stafetten videre. Således hører Fishing Zealand-sekretariat gerne fra interessenter, der kunne have lyst til at følge op på traditionerne i konkurrence-konceptet. I den sammenhæng stiller Fishing Zealand sig gerne til disposition, for at kunne bidrage med knowhow og erfaringer i opstartsfasen.
I den kommende tid, vil Fishing Zealand fokusere på at søsætte og drive andre nye tiltag og events. Disse initiativer vil bl.a. bygge på feedback fra tidligere deltagere og samarbejdspartnere, som har udtrykt ønsker om mere praktisk vidensdeling/læring, og et øget fokus på det kammeratlige og hyggebetonede fiske-fællesskab. Helt konkret arbejdes der bl.a. på en fælles fiske-weekend, hvor ovenstående ønsker vil blive repræsenteret og udøvet i fuldt flor. Der sigtes endvidere efter, at kommende events, i højere grad kan imødekomme forskellene på deltagernes alder og erfaringsniveau.
Vi er entusiastiske omkring de kommende events og tiltag – og vi vil glæde os til at facilitere noget, som alle med fælles fiskeri- og naturinteresse kan mødes omkring. Hold derfor øje med vores blog for de kommende nyheder, events og aktiviteter.
Vi vil gerne takke alle deltagere, sponsorere, dommere og alle de samarbejdspartnere, der har medvirket til at arrangere Fjordlandet Open. Der har været mange gode oplevelser, som vi fremadrettet håber at kunne dele sammen, under andre former og rammer i det nye år.