Kategorier

Bloggere

Fishing Zealand konferencen 2017

FISHING ZEALAND KONFERENCEN blev i år afviklet på det hyggelige Hotel Højbysø, hvor borgmesteren for Odsherred Kommune, Thomas Adelskov, kunne byde de mange deltagere velkommen.

Borgmester Thomas Adelskov byder velkommen til de mange fremmødte

I sin åbningstale udtrykte borgmesteren sin glæde over et frugtbart samarbejde i det forgangne år. På samme tid gjorde han dog opmærksom på, at samarbejdet mellem kommuner og Fishing Zealand kun bærer frugt, når man ser på projektet som et samarbejde og at der derfor skal løftes i samlet flok, for at kunne fuldføre missionen.

Konferencen giver plads til opsummering af de aktiviteter og indsatser, som har været sat i søen i løbet af året og den del præsenterede Niels Lagergaard Pedersen. Niels kunne bl.a. berette om presseture med udenlandske journalister, alle de faste arrangementer og events, som har været afholdt og ikke mindst det store arbejde, der udføres for at ophjælpe ørredbestandene. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med fiskeklubberne og alle de frivillige, der i regi Grusbanden knokler med at forbedre særligt gydemulighederne i vandløbene. Derudover har der været fokus på at monitorere bestandstætheden i flere vandløb. I det kommende år udvides indsatserne til omfatte havørredernes vandringer i Roskilde Fjord samt uddannelse af nye gydebanketællere. Endvidere vil tre nye vandløb blive monitoreret i samarbejde med biolog Peter Henriksen.

Kaare Manniche Ebert og Lars Rasmusen fra Danmarks Sportsfiskerforbund formidler om forudsætningerne for et bedre lystfiskeri

Året har også budt på udgivelsen af et notat omkring ”Udviklingen af lystfiskeriet i havnene”. Dette notat er udarbejdet i samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund og peger på en række potentialer, som findes i det fiskeri, som man kan opleve på havne og moler. Notatet omfatter desuden en række anbefalinger, der sigter mod at gøre udnyttelsen af fiskeriet endnu bedre.

Endeligt blev blikket rettet mod det kommende arbejdsår i Fishing Zealand, hvor særligt arbejdet med børn og unge vil få et særligt fokus gennem endnu flere aktiviteter og undervisning rettet mod målgruppen.

Oplæg, workshops og networking udgjorde i en vekselvirkning resten af dagens programindhold, hvor sigtet var information, debat og udvikling. Konferencens mangeartede repræsentation af tværfaglige indsigter, gav således grundlag for en nuanceret vidensdeling og dialog omkring en lang række af Fishing Zealands interesseområder. Repræsentationen ved konferencen talte bl.a. kommuner, fiskeforeninger, Purefishing, DTU Aqua, Danmarks Sportsfiskerforbund, Bliv NaturligVis, Udenrigsministeriet, CATCH, FZ-guider og repræsentanter fra Visit-organisationerne.

Keld Michaelsen fortæller om samarbejdsrelationer som FZ guide

Blandt oplægsholderne var kontorchef i Udenrigsministeriet, Bjørn Wirlander, der oplagt kunne fortælle omkring baggrunden og status for det arbejde der foregår med udvikling af en national strategi om lystfiskeri og lystfiskerturisme. En strategi, som forventes overrakt til fiskeriministeren i starten af det nye år.

Endeligt kunne de to biologer Peter Henriksen og Jan Nielsen, med stor faglig dybde engagement fortælle omkring deres arbejde i vandløbene. Her er der nemlig er gjort en række interessante observationer, der afviger fra den viden man ellers har haft omkring definitionen af smolt og deres udtræk fra åerne.

Konferencens temaer og debatter taler ind i en række områder, som vi naturligvis vil følge op og orientere om her på www.fishingzealand.dk Hvis du ikke selv havde mulighed for at deltage i årets konference, så kan vi sende dig en kopi af de PowerPoints, som blev gennemgået – ved interesse kontakt henrik@megalops.dk