Kategorier

Bloggere

Festlig udsætning af ørreder i Odsherred Kommune

Udsætning først i Tuse Å af 26.000 stk. ørredsmolt. Blandt deltagerne var folk fra TØS, Odsherred Sportsfiskerforening, samt John Lakse Hansen, et par lodsejere og andre interesserede tilskuere (Foto: John Lakse Hansen).

I Isefjorden har vi igennem mange, mange år alene sat ørredsmolt ud af lokal afstamning. Med god grund, for netop den lokale tilpasning til de forhold, der gælder netop her, er yderst vigtig for overlevelsen af ørreder i dette lukkede fjordområde.

Det er det naturligvis også for de ørreder, der lever på den åbne kyst, der ligeledes skal være tilpasset netop de forhold.

Derfor var de ørreder, vi satte ud i søndags også afkom af moderfisk, der rent faktisk var fanget i vandløb, der løber til Isefjorden.

Tuse Å og Elverdamsåen bidrager med moderfisk til udsætning Lejre, Holbæk og Odsherred kommuner.

Tuse Å-fiskene sættes som udgangspunkt ud i Tuse Å, mens ørreder med Elverdamså-gener sættes ud i resten af de vandløb og kanaler, der løber til Isefjorden.

Jeg tager mig af elfiskeriet efter moderfisk i Elverdamsåen, og dengang moderfiskene blev fanget i efteråret 2020, fangede vi næsten 100 moderfisk.

Men mange af disse fisk var desværre ikke modne, da vi skulle stryge dem for æg og sæd.

Derfor var vi lidt i underskud med udsætningen af ørredsmolt fra disse fisk, -her halvandet år senere.

Da Mikkel åbnede tankene med ørreder, faldt ørrederne i bogstaveligste forstand i vandet til et ørredliv i Isefjorden. Her er det Linad Bollerup Høeg fra FGU Fyn og undertegnede, der har hånd i hanke med røret fuld af fisk (foto: John Lakse Hansen).

På trods af Fiskemester ved FGU Fyn, Linda Bollerup Høegs tryllerier på klækkebakkerne.

I alt kunne vi sætte 70.000 stk. ørredsmolt ud i Isefjorden i år.

En pæn slat fisk, men dog små 25.000 mindre end det, Fiskeplejen ”budgetterer” med.

For der er naturligvis også økonomi i disse fisk.

Vi vil derfor forsøge at konvertere disse knapt 25.000 ørreder til restaureringsprojekter således, at vi kan få brugt de midler, der svarer til Fiskeplejen i Isefjorden i år.

Selve udsætningen foregik i søndags i Tuse Å og i vandløbene i Odsherred Kommune.

(Vi havde allerede lørdag sat 10.000 stk. ørredsmolt ud i Ejby Å i Lejre Kommune).

Linda og jeg havde sat hinanden stævne klokken 16.45 ved Tuse Å, og efter udsætning her, kørte vi til Odsherred Kommune, hvor først Sydkanalen fik en sjat ørreder inden turen gik videre til Nordkanalen, hvor Odsherred Sportsfiskerforening og Den sjællandske Grusbande havde inviteret til ”Open-air-udsætning” af de 12.500 stk. ørredsmolt, der skulle sættes ud i denne kanal, og hvis forældre blev fanget i Elverdamsåen i 2020 af Den sjællandske Grusbande.

Odsherredfolkene sørgede for øl og vand, og jeg sørgede for akvarie, hvor de små ørreder kunne observeres helt tæt på. Her er det bl.a. Sif (i blå jakke) fra min pragtfulde 8. klasse på Osted Skole, der kigger med (foto: Lisbeth Klarskov).

Jan Aggerholm, Kalle Ludvigsen og Karl Erik Mikkelsen, utrættelige ildsjæle fra Vandplejen i Odsherred-foreningen, var ”mødt ind”, og sammen kunne vi byde de interesserede velkommen til denne festlige begivenhed.

Eller som én af tilskuerne replicerede, -det her er bedre end at se ”Øko’erne” komme på græs.

Jeg havde sørget for akvarie, og alt imens chaufføren Mikkel gjorde klar til udsætningen af de mange tusinde ørreder, fik vi et par ketsjerfulde sprælske ørreder ned i akvariet til nærsyn.

De små 15-25 cm lange ørreder opførte sig pænt i akvariet og de mange tilskuere kunne se dem helt tæt på.

Se, hvordan de søgte til bunden for at hvile, og se, hvordan gællerne bevægede sig i regelmæssig rytme for at optage ilt, og se, hvordan de skinnede af sølv til et liv i havet, hvor refleksion i vandet er camouflage for at overleve.

Jeg bliver til stadighed salig og mega ydmyg, når jeg ser disse fantastiske skabninger helt tæt på.

Hvis jeg var Gud, tror jeg ikke, jeg kunne have skabt en smukkere fisk.

Da Mikkel (og vi andre) var klar til at åbne tankene i lastbilen, strøg 12.500 stk. ørredsmolt ud af røret og landede med et plask i Nordkanalen ved Audebodæmningen.

Der var både hygge og glæde, da vi satte fisk ud i Odsherred Kommune. Akvariet skabte nysgerrighed og nogle fik endda (lettere) slimede fingrer af de våde fisk.

Linda fortalte i øvrigt, at de bedste erfaringer fra lignende udsætninger er, at ørredsmolten helst skal ”falde i vandet”, så reagerer de hurtigere positivt på de nye omgivelser og genfinder almindelig ørredadfærd.

Tilbage var derefter blot at sætte de ørreder ud, der stadig opholdt sig i akvariet.

Hver af de fremmødte børn og unge fik lov til at sætte hver en lille portion ørreder ud.

Det er en fornøjelse.

Jeg tror på, at netop denne tilgang til naturen, -at holde den i hånden, so to speak, giver grobund for et bedre og mere nuanceret natursyn for de unge mennesker.

Såmænd var der også kendte ansigter iblandt.

Henrik Dijohn, lodsejer ved Tuse Å, havde taget sine to små børn (og sin kone) med og hver fik lov til at sætte fisk ud.

Ligeså var Sif fra min pragtfulde 8. klasse på Osted Skole dukket op sammen med sin mor Lisbeth og moderens veninde med sønnike. Sif har tidligere deltaget i både restaurering af Tokkerup Å i Lejre Kommune under en emneuge om vandets kredsløb og hun har såmænd også tidligere sat fisk ud, -også i Tokkerup Å- for at booste bestanden på netop den strækning, vi lagde gydegrus og skjulesten ud i 2019.

Pragtfuldt, når der bliver bundet fine sløjfer på den måde.

Hver af de unge mennesker fik en lille portion ørreder, der blev sat ud i Nordkanalen ved Audebodæmningen. Mon ikke, det er noget de husker……?

John Lakse Hansen var også aktiv deltager denne aften i Odsherred, og jeg bliver altid glad for at se ham. John har været med utallige gange både syd for Køge og nu også ude vestpå.

I alt mødte tredive tilskuere op, og jeg er sikker på, rammerne for et lykkeligt ørredliv fremover, blev opfyldt.

Ørrederne kunne i hvert fald ikke være sendt bedre afsted.

Tak til folkene fra Odsherred Sportsfiskerforening for øl, vand og det gode samarbejde, og tak til tilskuerne, der mødte op og viste oprigtig nysgerrighed og interesse.

 

 

Bandeleder, Rune Hylby,

 

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,

 

 

 

I Odsherred Kommune mødte op imod tredive tilskuere op for at følge udsætningen i Nordkanalen af 12.500 stk. ørredsmolt. Denne ”Open-Air-Udsætning” var foranlediget i et samarbejde mellem Odsherred Sportsfiskerforening og Den sjællandske Grusbande.