Kategorier

Bloggere

En håndsrækning til Viby Å

Viby Å for feinschmeckere!

I sidste uge blev der gået til den i Viby Å i Roskilde Kommune med udlægning af mere end 50 tons gydegrus, 10 tons skjulesten, samt et par håndfulde metersten til forbedring af miljøforholdene på en strækning af åen gennem Viby og Dåstrup.

Udover de mange kubikmeter sten har Roskilde Kommune, også gravet et sandfang opstrøms for projektstrækningen for at få bugt med den sedimenttransport, der hærger så mange sjællandske vandløb.

Projektet er udført af Roskilde Kommune og vil i den grad forbedre forholdene for både fisk og invertebrater i denne øverste gren af Langvad Å-systemet, der munder ud i Roskilde Fjord.

Viby Å, -Kim, Jon og i baggrunden Torben i gang med en gydebanke

Under udførelsen af projektet har entreprenøren gjort sig meget umage med at passe på den naturlige vegetation i åen, og derfor vokser både flydende vandaks og vandstjerne frejdigt videre efter restaureringen. Det er godt, og projektstrækningen vil derfor meget hurtigt ”ligne sig selv” igen. Ikke mindst til glæde for borgerne i Viby og Dåstrup, der bruger parken på østsiden af åen til rekreative formål og for Dåstrup Skole, der har arealer ned til åen på vestsiden.

Et fantastisk fint projekt fra Roskilde Kommunes miljøafdeling!

Jeg har været heldig at deltage i flere møder vedrørende projektet igennem det seneste års tid. Derfor har det været naturligt, at Den sjællandske Grusbande skulle deltage som samarbejdspartner på projektet.

Jesper Kirkegaard fra HedeDanmark og jeg, mødtes derfor inden projektet for at lave aftaler om Grusbandens deltagelse. Vi skulle rette gydegruset til.

Sikke en fornøjelse, at få lov til at ”skumme fløden” og blot udføre arbejdet for feinschmeckeri!

Vi mødtes derfor, -en halv snes interesserede, inklusiv Roskilde Kommune, folkene fra ”Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord” -Kim, Torben og Jon, foruden lokale borgere fra Viby og jeg, fredag aften klokken 19.00 for at lægge sidste hånd på projektet.

Vi skulle rette et par af gydebankerne til.

Nice ’n easy, -det må man sige. Kanon hyggeligt!

Viby Å, og så blev der snakket med latter og spas.

Efter halvanden times snak, latter og lidt gydegrus at rive i, kunne vi meget tilfredse kigge projektet an.

Det så fantastisk ud, og ikke mindst Roskilde Kommune, der jo er en del af Fishing Zealand, kan med rette være stolte af projektet, der forventes at blive officielt indviet efter sommerferien ved et arrangement, hvor også vi i Grusbanden vil deltage.

Da vi sagde farvel til hinanden, gav Kim, Torben og Jon løfter om, at de vil bruge lidt lokale ørreder fra klækkeriet til udsætning i Viby Å på projektstrækningen således, at vi kan booste ørredbestanden lidt, når nu miljøforholdene er forbedrede i en sådan grad, at der både er skjul og føde nok.

Ikke mindst på baggrund af, at Roskilde Kommune i fremtiden vil vedligeholde strækningen manuelt, og dermed kan bevare den gode variation, -og måske specielt når det gælder vandplanterne.

Da jeg kørte hjem med solnedgangen i øjnene, tog jeg mig selv i, at sidde i bilen og synge med på ”Thunderstruck” med AC/DC af lutter glæde over endnu et udført restaureringsprojekt.

Tak til Roskilde Kommune!

 

Bandeleder, Rune Hylby.