Ekstremt tæt løb i toppen af Orø Fjordlandet Open
- 2. november 2016
I den forgangne weekend blev lystfiskerkonkurrencen ORØ FJORDLANDET OPEN afholdt for anden gang og med hele 50.000 kr. i samlet præmiesum var der i den grad noget at fiske for. Selvom vejrforholdene ikke var optimale med høj vandstand i fjordene og megen blæst, var der alligevel høj stemning blandt deltagerne hele weekenden. Lørdagens fiskeri gav de fleste og største fangster, mens der om søndagen blev taget én af vinderfiskene. Derfor var der spænding helt til det sidste, om hvem der løb med præmierne.
Søndag eftermiddag var deltagerne i den store lystfiskerkonkurrence samlet til præmieoverrækkelsen foran Orø Kro i den kølige efterårsskumring. Men kulden syntes ikke at bide på de mange håbefulde lystfiskere, som varmede sig på tanken om en stå med førstepræmien på de 25.000 kr. i hånden ved ceremoniens afslutning.
Dog skulle det vise sig, at to af weekendens deltagere måtte dele forløsningen, da konkurrencens to største fisk målte præcis samme længde, hvorfor første- og andenpladsens to pengepræmier på i alt 35.000 kr. blev delt mellem Tom Pedersen, Jægerpris og Lars Bjørk, Køge.
Begge havde landet en flot havørred på 61 cm, og selvom de to måtte deles om præmierne var glæden ved sejren ikke til at tage fejl af. Tredjepladsen gik til Kim Christoffersen, Roskilde for en flot fisk på 57,5 cm.
Konkurrencen bygger på frivillig Catch & Release, hvilket i sin enkelthed betyder, at man i stedet for at tage fisk med til indvejning, indsender billeder af sin fangst. Derved har lystfiskerne muligheden for at tage fisken med hjem til spisning, eller genudsætte sin fangst, hvis man ønsker dette. Dette stiller nogle krav til deltagerne, når man skal tage billeder af levende fisk. Det skal gå hurtigt for at fisken overlever. Dette resulterede denne gang i, at dommerne ikke kunne afgøre ud fra billedmaterialet, hvilken fisk der var længst af de to førende fisk, som begge blev bedømt til 61 cm. Dette til trods for, at dommerne efterspurgte flere billeder fra begge lystfiskere. Derfor valgte dommerkomiteen, den eneste fair løsning, at det blev en delt første- og anden plads, hvilket begge vindere var meget tilfredse med. I øvrigt skal det nævnes, at begge de farvede vinderfisk blev genudsat.
Udover fiskekonkurrencen kører der også henover weekenden en foto- og videokonkurrence. Årets flotteste foto blev taget af Nikolaj Korsholm (øverst), der viser en fight med en fisk i Bramsnæs Vig. Der blev ikke indsendt videofilm denne gang, så den præmie bortfaldt.
VELLYKKET ARRANGEMENT
”Hyggeligt” og ”velorganiseret” er blot nogle af de positive ord som de godt 75 deltagerne kunne blive enige om at knytte til konkurrencen, da der blev evalueret og fortalt lystfiskerhistorier på Orø Kro efter præmieoverrækkelsen.
Her bød arrangøren af konkurrencen, Orø Kro, på fadøl og biksemad, mens medarrangørerne fra Fishing Zealand sørgede for at vise billeder af de mange flotte fangster på storskærm.
Noget af det, arrangørerne især hæftede sig ved, var, at flere deltagere fortalte om en super stemning langs kysterne, og der blev ivrigt udvekslet erfaringer og tips til fiskepladser og grej, når man mødte andre deltagere i konkurrencen. Dette er netop essensen i at lave en sådan fiskeweekend. Det går ikke kun ud på at vinde en præmie, men især at have en hyggelig weekend med ligesindede.
”Det er en ren fornøjelse at være medarrangør af denne fiskekonkurrence. Fantastisk stemning hele weekenden og masser af gode lystfiskerhistorier fra deltagerne. Flere havde mistet store fisk, mens andre havde fanget rigtigt mange fisk. Fra arrangørernes side ser vi med glæde frem til næste konkurrence i marts 2017”.
/Niels Lagergaard Pedersen, Fishing Zealand.
NÆSTE KONKURRENCE – D. 24.-26. MARTS 2017
Mens de dygtige vindere kan sole sig i sejrens rus lidt endnu, kan de øvrige deltagere allerede nu få fornyet håb om en podieplads, da konkurrencen traditionen tro igen byder op til dans på fjorden, som altid den sidste weekenden i marts. D. 24.-26. marts dystes der således atter om flotte præmier og respekt blandt fiskekammeraterne, når Orø Kro i samarbejde med Fishing Zealand inviterer til tredje udgave af ORØ FJORDLANDET OPEN.
Læs mere om konkurrencen på konkurrencens hjemmeside www.oroefjordlandet.dk og på Facebook siden www.facebook.com/fjordlandetopen . Ligeledes er det nu allerede muligt at tilmelde sig næste konkurrence – se her:
https://www.fishtrip.dk/arrangementer/fjordlandetopen-f2017
MVH,
Niels Lagergaard Pedersen