Kategorier

Bloggere

Deltag i elektrofiskeri i Elverdamsåen

Sidste år fangede vi bl.a. denne fantastiske ”kriger” af en havørredhan. 9 kg og arrig, som man næsten kan se på billedet. Han ville ikke stryges……!

Tirsdag aften var jeg et smut forbi Elverdamsåen for at se, om opgangen af havørreder var ved at tage fart. Det var den.

På gydebankerne stod havørrederne flere steder skulder ved skulder, -klar til at sikre de kommende års ørredgenerationer. Det var et godt tegn, for på søndag den 11. november kan du i selskab med Tuse Å’s Ørredsammenslutning deltage i årets første elektrofiskeri i Elverdamsåen efter de store gydemodne havørreder, der hvert år vandrer op i dette fantastiske vandløb i bunden af Tempelkrogen. Vi skal nemlig på ”jagt” efter moderfisk… Derfor har du mulighed for, sammen med Grusbanden og TØS, at deltage i denne meget ”spændingsfyldte” dag med elektroderne.

De senere år har budt på fisk op til omkring 9-10 kg, og det vækker naturligvis begejstring, når de store fisk pludselig dukker op af ”nærmest” ingenting.

Det er unægtelig ikke hverdagskost at se de store farvede hanner, når de nærmest ud af det blå, pludselig dukker op som kampklædte krigere med kæbekrog og ”spaderor” i det elektriske felt omkring elektroderne. For slet ikke tale om de rogntunge havørredhunner, som leder tankerne mod de gamle nordiske guders frugtbarhedsgudinde, Freja, der i al sin æstetiske frodighed, blev taget til fange af Valhallas aser og dyrket lige siden både her, og der. Disse store havørredhunner kan have flere liter rogn i bugen.

Det er en særlig dag, og selv vejret plejer at tilsmile dette uhyre vigtige engagement, idet Elverdamsåens havørreder er forældre til hovedparten af de mundingsudsatte smolt, der om foråret i april måned sættes ud i Isefjorden, -nemlig i Elverdamsåen, Ejby Å og i Lammefjordskanalerne.

De moderfisk, der skal fanges den 11. november bliver således forældre til ørreder, der sættes ud i foråret 2020, efter et års opdræt på Fyns Laksefisk, hvor Linda Bollerup fodrer dem op til smolt-størrelse.

Du kan melde dig til ved at skrive en sms til Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til hylby@mail.dk.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: den sjællandske Grusbande.

Arrangementet er som sagt den 11. november, og vi mødes ved Elverdamskroen på Roskildevej 498, 4340 Tølløse.

Arrangementet begynder klokken 10.10.

Hvis du har waders, og gerne vil helt tæt på, kan dette muligvis lade sig gøre i løbet af dagen.

 

Bandeleder, Rune Hylby.