Kategorier

Bloggere

Danmarks Mesterskaberne i Surfcasting – Kom og se med!

Billede 1 - surffiskere_1
Surfcasting byder på masser af spændende – og ofte også uventede – fiskearter. Med en rækkevidde på op imod 200m kan man nemlig nå ud over vand, som ingen andre kystfiskere når. Billede: Jim Pedersen

DM i surfcasting afholdes i år på nordkysten af Sjælland i Gribskov Kommune d. 26. – 27. september. Mesterskabet arrangeres i samarbejde mellem Dansk Surfcastingklub, Surfcastingsektionen under Danmarks Sportsfiskerforbund og Fishing Zealand. Mesterskabet skal blandt andet være med til at udbrede kendskabet til surfcasting og kystfiskeriet på den sjællandske nordkyst. Det vil være en weekend med masser af indbyrdes konkurrence, spændende aktiviteter samt oplevelser for børn og voksne.

Hele arrangementet løber over begge nævnte dage, og har om lørdagen base på stranden i Tisvildeleje (P-pladsen for enden af Hovedgaden, 3220 Tisvildeleje), mens det om søndagen foregår på Fredbogård i Græsted (Holtetvej 40, 3230 Græsted). Selve konkurrencen er delt i to discipliner, hvor deltagerne om lørdagen fisker og fanger så mange fisk som overhovedet muligt, mens der om søndagen afholdes kastekonkurrence. Der kåres en Danmarksmester i både fiskekonkurrencen og kastekonkurrencen samt en Danmarksmester af den kombinerede konkurrence. Detaljeret program for hele weekenden er at finde på Dansk Surfcastingklub.

Billede 2 - Stemning med Kristian-1
Surfcasting er en stemningsfuld disciplin, som er utroligt socialt og familievenligt. Billede: Jim Pedersen

Surfcasting er i bund og grund fiskeri med bundsnøre og agn, som vi alle kender fra strand og moler, når vi fisker efter fladfisk og torsk. I surfcasting er fiskeriet bare raffineret med kraftigt grej, så man kan kaste meget længere og fiske i alt slags vejr. Det er kun din egen fantasi, der sætter grænser for hvilke arter og fiskevande, man kan prøve kræfter med som surfcaster. I denne form for lystfiskeri er kastelængder over 100 meter ganske almindelige, og de bedste kaster op til 200 meter.

Som nævnt vil stranden i Tisvildeleje danne rammen om arrangementet lørdag, hvor man kan følge deltagerne på nærmeste hold i fiskedisciplinen. Deltagerne er spredt langs stranden med 50 meters mellemrum, og der vil være rig mulighed for at gå rundt, og se hvad der bliver fanget af spændende fisk. Én af landets bedste surfcastere, Kristian Ø. Pedersen, (der er regerende dansk mester i disciplinen kast) vil være til stede og fortælle alt om, hvad surfcasting går ud på, og vise hvilket grej der typisk anvendes. Derudover vil Fishing Zealand fiskeguide Niels Lagergaard Pedersen også være at finde på pladsen og stå til rådighed med praktiske informationer om bl.a. fiskearter og samle fisk ind fra deltagerne, så børn og nysgerrige sjæle, der er interesseret i, hvad der er af fiskearter langs nordkysten, kan få mulighed for at se de friskfange fisk.

Billede 3 - pighvar_1
Fladfisk såsom denne fine pighvar hører til de mulige fangster, når der surfcastes fra de danske kyster. Billede: Jim Pedersen

Fiskeriet starter på Tisvildeleje strand kl. 11.00 og slutter kl. 18.00, hvorefter der vil være præmieuddeling og kåring af Danmarksmesteren i fiskedisciplinen. Præmierne er venligst sponserede af Geoff Anderson og PENN.

Kastedisciplinen løber af stablen dagen efter om søndagen. Dette foregår på Fredbogård fra kl. 10.00 til kl. 15.30 (Holtvej 40, 3230 Græsted). Her vil der efter konkurrencen være præmieuddeling til de tre bedst placerede og fundet en Danmarksmester. Efterfølgende vil der blive uddelt præmier til de tre bedst placerede i den samlede konkurrence. Præmierne er igen sponserede af Geoff Anderson og PENN. Alle interesserede er meget velkomne til at komme og se denne del af konkurrencen. Det er et imponerende syn, når man ser, hvor langt deltagerne egentlig kaster med deres grej. Kastebanen er ”kun” 300 meter, så vi håber ikke, at de kaster længere!

Kokken Jan Gildam (kendt fra Storrygeren på TV) vil være til stede og vil dagen igennem lave lækre smagsprøver af de fisk, som deltagerne fangede dagen før. Rygning er Jan Gildams kendetegn, og der er ingen tvivl om, at røg vil blive flittigt brugt denne dag, og man kan helt sikkert få et par brugbare røge-tips.

Billede 4 - Kristian Ørsted Pedersen kaster_1
Når der konkurrencekastes i surfcasting er det ikke ualmindeligt at nå ud på længder i omegnen af 200meter!!! Billede: Jim Pedersen

Fishing Zealand ønsker med dette arrangement at sætte fokus på surfcasting samt kystfiskeriet på den nordsjællandske kyst. Vi vil gerne vise de muligheder denne fiskeform byder på, hvordan man griber fiskeriet an og ikke mindst, hvad man kan forvente at fange, når man drager på kysten med sit surfcasting udstyr. Surfcasting kan med rette vejledning gøres tilgængeligt for alle. Fiskeformen ligger op til, at man kan inddrage hele familien, hvor fiskeriet typisk foregår fra stranden eller molen, hvormed alle kan deltage.

I år har DM i surfcasting to hovedsponsorer og begge vil gerne medvirke til at sætte fokus på denne disciplin indenfor lystfiskeri. Christen Stenild fra Pure Fishing, der distribuerer PENN i Danmark, udtaler, ”Surfcasting er en spændende disciplin inden for lystfiskeriet, som vi ser et stort uudnyttet potentiale i, og som mange danske lystfiskere stadig har til gode at få øjnene op for. Derfor bakker vi med PENN selvfølgelig op om DM og de ekstra initiativer, som i år vil være med til at gøre DM i Surfcasting endnu mere synlig. Samtidig er hele konkurrence-elementet i kastekonkurrencerne fascinerende og en af de få muligheder, hvor publikum virkelig kan få en oplevelse og opleve hvordan teknik og grej for alvor bliver testet til det yderste”.

Billede 5 - Arne fisker på Vestkysten
Surfcasting kan praktiseres i stort set al slags vejr. Der anvendes kraftigt grej, og med en god kasteteknik er det muligt at nå ud på den anden side af brændingen. Billede: Jim Pedersen

Som i andet lystfiskeri er teknikken og detaljen også vigtig for at få succes i surfcasting. I den forbindelse udtaler Morten Vihlmann fra Geoff Anderson ”I surfcasting er det detaljen, der gør forskellen. Du bliver ikke en god surfcaster, med mindre du behersker et kast, der får din agn ud til fiskene. Du fanger ikke fiskene, hvis ikke du har sans for detaljen. Således har Geoff Anderson og surfcasting det til fælles, at vi er en minoritet, der satser alt på at udvikle vores teknikker, og konstant er vi på jagt efter detaljer, der kan gøre os bedre og derved adskille os fra de andre konkurrenter. Så hos Geoff Anderson hylder vi alle sportsfiskeformer, hvor detaljen er alfa og omega”.

Har du fået lyst til selv at deltage i konkurrencen, er der også rig mulighed for det. Deltagerprisen er 220 kr. og mere information om selve konkurrencen samt tilmelding er at finde på Dansk Surfcastingklub.

Overnatning for deltagerne i konkurrencen foregår på Vejby Strand Camping.

Danmarks Sportsfiskerforbund har sponsoreret et antal af Bue Poulsens bog ”Surfcasting” og så længe lager haves vil deltagerne få bogen gratis ved tilmelding. Ligeledes vil alle deltagere få en cap og et halstørklæde fra Geoff Anderson.

Vi håber at se jer på den nordsjællandske kyst d. 26. og 27. september.

MVH/

Niels

Sponsors