Kategorier

Bloggere

Begavet med møghakker

Én af de fire gydebanker i Truelsbækken, hvor TØS og Grusbanden rettede gydegrus til og gjorde forhoildene fantastiske for de kommende ørredgenerationer. Læg mærke til møghakkerne, som vi fik i gave af HedeDanmark som anerkendelse for den store indsats, Grusbanden yder.

Jeg kunne næppe have valgt en bedre dag at samle TØS og Grusbanden på til restaurering af Truelsbækken i det store vådområde, Tempelkrogen Nord, end netop i søndags. Årets absolut varmeste dag.

Allerede da vi mødtes kl. 10.10 havde temperaturen sneget sig op på omkring 30 graders varme. Det var hot!

Som annonceret i flere medier, skulle vi etablere adskillige gydebanker og som en ekstra tillokkende affære, var der naturformidling ved Lejre Kommune, idet Eskild Dalsgaard Lund og Lærke Falstaff ville tage interesserede med ud på en vandretur i det fantastiske område, der i dag betegnes Tempelkrogen Nord. Jesper Sverdrup Kierkegaard fra HedeDanmark dukkede naturligvis også op, for det er netop Jesper, der er projektleder for det store nyetablerede vådområde og en stor del af det samarbejde, vi har skabt, os og HedeDanmark.

Sidst, men bestemt ikke mindst, var frivillige fra Tuse Å’s Ørredsammenslutning og Den sjællandske Grusbande mødt op for at tage vare på de mange tons gydegrus og skjulesten, der skulle eller lige var blevet lagt i åen. Jesper havde nemlig været så sød at lægge det meste af 15-20 kubikmeter gydegrus og skjulesten ned i Truelsbækken i ugen op til selve projektet.

Gydebanken, som vi lavede i samarbejde med HedeDanmark, Lejre og Holbæk Kommuner i februar måned tager sig godt ud. I søsndags fik den lidt ekstra grus og lidt flere skjulesten.

Vi skulle blot rette det til og lægge skjulestenene så det gav bedst mening for den kære ørredbestand, som jo var hele grundlaget for at mødes, -denne varme sidste dag i juni måned. Jesper og jeg havde dog aftalt, at han skulle lade en håndfuld kubikmeter gydegrus ligge til os, så vi ikke helt ville glemme, hvad det vil sige at få lange arme af overanstrengelse under kørsel med trillebøre.

Under den obligatoriske briefing, så alle vidste, hvad der skulle foregå, blev vi meget positivt ”begavet”. Jesper forærede os nemlig på vegne af HedeDanmark, ti gode gammeldags møghakker. Dette fantastiske redskab, der i sin tid blev opfundet til at rive møg fra vognladet og ned på marken med, er uovertruffen til at rive grus og sten med.

Jesper lagde stor vægt på, at de projekter, Den sjællandske Grusbande og HedeDanmark nu i flere omgange har udført sammen, er af stor betydning. Selve samarbejdet er helt essentielt, for det er netop når mange arbejder sammen, at de største resultater opnås. Skabe noget og gøre det sammen. Derfor blev jeg helt rørt over, at vi i Grusbanden fik denne fine gave af HedeDanmark. Det er nemlig en stor anerkendelse af den indsats, vi yder rundt omkring på Sjælland, Lolland, Falster og Møn.

Som jeg efterfølgende sagde til Jesper, skal de nok blive godt brugt i dobbelt forstand. Om vi kan slide dem op, ved jeg ikke (de er meget solide), -men vi vil gøre et forsøg.

Den fjerde gydebanke blev etableret med håndkraft. I 30 graders varme. Hvor er det fantastisk, når projekter bliver til i et bredt samarbejde. Jeg glæder mig allerede til vinter, når ørrederne tager de nye gydebanker i brug.

Altimens Eskild og Lærke tog en stor håndfuld deltagere under armen og vandrede ud i det smukke område langs stien, gik Grusbanden og TØS i krig med trillebøre, møghakker og tog hånd om de tre gydebanker, Jesper havde lagt ud, -og dernæst den sidste rest af grus, som vi selv skulle lægge ud til en fjerde gydebanke i Truelsbækken.

Det blev lidt hårdere end først antaget, for som nævnt, var temperaturen for alvor hævet til kogepunktet. 32 graders varme og alt emmede af hedebølge. Ikke desto mindre blev der gået til stålet, og indenfor et par timer, havde vi fået etableret alle fire gydebanker, så ørrederne til vinter kan lege på dem.

Det bliver helt fantastisk og med rund hånd blev skjulestenene anbragt til sidst.

Med tanke på, at hver eneste sten i fremtiden kan danne skjul for en ørred, skal der nok blive skabt en god produktion i Truelsbækken på det nye engstykke af åen, hvor den snor sig ned mod Elverdamsåen.

Du kan se, hvordan gydebankerne allerede nu tager sig rigtig godt ud, ved at kigge på vores youtube-kanal og følge links’ene med adresserne:

https://www.youtube.com/watch?v=fVgSjinX9t0&feature=youtu.be

https://www.youtube.com/watch?v=bmgKA8b0ZQE

Agnete Vistar fra Dagbladet i Roskilde var mødt op for at dække det fine arbejde (https://sn.dk/Lejre/Fire-brudesenge-beredt-til-oerrederne/artikel/853047), og jeg havde implicit lovet hende, at havørnen ville komme på besøg.

Det gjorde den, -dog i en betragtelig højde, så vi kunne desværre ikke se, om den syntes om vores forehavende. Det gjorde ørrederne til gengæld, for allerede inden vi var færdige, havde årets yngel taget plads mellem nogle af de udlagte sten i åen. Det er godt, og giver mening!

Da Eskild og Lærke returnerede fra gåturen rundt om den store sø, var vi andre ved at være helt færdige. I bogstaveligste forstand, for netop på denne dag, havde jeg ikke fået købt drikkevarer, som der ellers er tradition for. Jeg skylder dermed en omgang, -næste gang vi ses.

Det gør vi snart.

 

Bandeleder, Rune Hylby.