Kategorier

Bloggere

60 tons sten forandrede Langvad Å på små tre timer!!!

Der blev lagt 60 tons sten i Langvad Å. Kim Jørgensen og Henrik M. Jensen tog sig af en god del af dem, da de skulle flyttes rundt nede i vandløbet. Fantastisk, som det ændrer vandløbets karaktér.

I skyggen af de sidste feriedage for de fleste, tog vi hul på sensommeren og efterårets projekter i går, -søndag den 10. august. Projektet i Langvad Å, hvor vi lagde 60 tons sten til skjul, brinksikring og masser af variation i vandløbet, havde deltagelse af i alt 22 frivillige, der i spredt fægtning dukkede op i løbet af dagen.

Ny-indkøbte drænspader sponseret af Sjællands Ørred Sammenslutning, hjælper meget, når man skal flytte sten på 3-400 kg nede i åen. Drænspaderne bruges som brækstang og holder til mosten (foto: Bent Kristensen).

Projektet blev udført i et samarbejde mellem ”Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord”, Fiskeklub København og Grusbanden Fishing Zealand, og der var deltagelse af frivillige fra nærmest hele Sjælland, blandt andet fra ”Foreningen med det lange navn”, Fiskeklub København, Esrum Å-laug, Køge Sportsfiskerforening, Havelse Å Vandplejegruppe, samt naturligvis fra Grusbanden. En stor broget flok af både erfarne og mindre erfarne vandplejefolk og bandemedlemmer.

Vorherre tilsmilede os med godt vejr, -ikke for varmt og ikke for koldt. En snes graders varme og solrigt.

Just som vi stod til briefing inden projekt-start, dukkede den ene lodsejer op med sin gamle Masey Ferguson-traktor for at harve en lille jordlod på engen ved siden af Langvad Å. Jeg spurgte ham, om han skulle så noget i det ny-harvede jord……? Det skulle han ikke, men ville løsne jorden således, at de vilde fugle kunne støvbade i den kommende tid i den løse jord! Se, det er dyrevelfærd.

Jeg nævner denne fantastiske betænksomhed overfor dyrene og naturen som helhed, da vi igennem hele forløbet omkring restaureringsprojekterne i Langvad Å (3 stk), har haft et forrygende godt samarbejde med lodsejerne langs åen. Lodsejerne har i den grad været med til at støtte op om projektet, og vi skylder dem en stor tak for deres aktive medvirken. Det er hermed gjort.

Frans Sønafpreben fra Esrum Ålaug til højre og Jens Buch Larsen, der havde taget sin søn, Pelle med til dagens projekt, knokler på med en sten i pæn størrelse. Ned kom den akkompagneret af Pelles jubelbrøl og arme i vejret. Pelle tog selv hånd om mange sten, så da børnefødselsdag senere på søndagen stod på to-do-listen, kunne man jo godt prale overfor kammeraterne….siges det!!! (foto: Flemming Poulsen).

Selve projektstrækningen var blot 250 meter lang, men da vi tidligere havde restaureret strækningerne nedstrøms, er den samlede projektstrækning omkring halvanden kilometer lang og en del af et vandopland, udpeget i Vandplanerne. Derfor har Roskilde Kommune også været ualmindeligt behjælpelige med både sagsbehandlingen og siden også med maskinkraft til at lægge de 60 tons sten langs med vandløbets bred, så vi kun skulle skubbe de mange skjulesten i vandløbet.

Nogle af stenene var dog af en anseelig størrelse på 3-400 kg, og håndteringen af den slags sten er, uanset hvor tæt de ligger på åen, stadig kradse sager for ”spaghetti-armene”.

På den nederste del af strækningen, havde pindsvineknop taget over og havde taget den brednære zone i besiddelse. Sten og deraf kraftigere strøm vil forhåbentlig skylle sand og slam fra rødderne, så de får sværere ved at klare sig i fremtiden. Ønsket er naturligvis, at ”de gode vandplanter” kan tage over (billede: Flemming Poulsen).

Vi startede klokken 10.10 og der gik ikke længe, før de første sten lå i vandløbet og allerede gjorde indtryk på de frivillige. Mange af de garvede ”bandemedlemmer” kender jo godt til kunsten at ændre på strømmen, variationen og alle de andre gode effekter, sten i vandløbet giver. Men de nye ”rookies” var ved at tabe både næse og mund, da de store sten øjeblikkeligt, ændrede vandløbets karaktér! Det er vildt at se.

Nye strømningsmønstre og fremfor alt, den ændring stenene har på vandets hastighed. Før flød Langvad Å dovent i det beskyggede vandløb. Efter stenene var lagt i, blev vandhastigheden sat i vejret og strømmen begyndte med det samme at skylle bunden fri for sand og slam. Det er fantastisk at opleve.

Afsluttende fællesbillede, hvor nogle få mangler af de 22 frivillige…..blandt andet Sif og Lisbeth Klarskov, der stod for billedet. Der er nu ikke noget så rart, som at gøre noget godt for naturen og samtidig hygge sig umådeligt meget, mens man gør det.

Ét hold gik i gang på den øverste del af projektstrækningen, mens et andet hold tog sig af den nederste del. Håbet var, at vi kunne mødes på midten.

På den øverste strækning er vandløbet kraftigt beskygget og Langvad Å er 3 meter bred netop her. Meget bredere end regulativet foreskriver og der var således masser af plads til at tæppe-bombe åen med store sten.

Længere nedstrøms har pindsvineknop fået relativt godt fat i brinkerne og den brednære del af åen, hvorfor det også her, gav god mening at lægge en masse sten således, at denne hurtigtvoksende plante kan begrænses i fremtiden og dermed give plads til nogle af de vandplanter, der er langt bedre for vandløbet. Pindsvineknop visner nemlig væk om vinteren og efterlader sig et vandløb helt uden skjul. Det gør ”de gode vandplanter” som smalbladet mærke, vandstjerne og ranunkel ikke.

Nu håber vi på, stenene kan være med til at skabe mere fast bund med sten og grovere materiale således, at de gode vandplanter får fodfæste og ikke pindsvineknop, der stortrives i dynd af sand og slam.

Vi var hurtige, -energiske, engagerede og efter et par timers knokleri, kunne vi ane hinanden på midten af projektstrækningen. Vi tog os derfor en velfortjent pause, hvor nye frivillige dukkede op, mens  andre skulle passe søndags-ting som en børnefødselsdag. Det er fint, og helt i tråd med Grusbandens koncept……at være frivillig.

Da jeg gik proojektstrækningen igennem efterfølgende for at glæde mig over det færdige resultat, piblede et par små stykker ørredyngel i skjul under de ny-lagte sten. Det er sgu da lykken for jeg ved jo, de får et fantastisk ørredliv.

Efter små tre timers indsats, var alle stenene lagt til rette i vandløbet og det overbrede profil i Langvad Å var nu på forunderlig vis forandret. Profilet var jo ikke blevet mindre, men variationen, strømmen og ikke mindst hastigheden på vandet, var en helt anden. Fantastisk. Enestående at blot få timers indsats og en håndfuld sten kan gøre så store underværker!!!

Du kan se det færdige resultat ved at følge linket her: https://youtube.com/shorts/j2CTC7SpP4U?feature=share

Henrik Tønnesen var så snarrådig, at han tog billede før og efter projektet. Det er kanon, for jeg glemmer det altid…..!!!!

Udover den store ændring af vandløbets karaktér, biodiversitet og alle de andre gode effekter, projektet vil få i fremtiden, havde vi det også mega hyggeligt, mens vi gjorde gode ting for naturen. Det er jo den anden grund-sten i Grusbandens arbejde, -at det skal være rart at deltage, og der var en vis utilfredshed med, at vi var færdige allerede efter blot tre timers stenkyleri. Derfor blev mange hængende for at snakke af, sparke dæk, eller blot nyde synet af det, vi havde udrettet. Se, det er lykken.

Tak til alle, der deltog. I skal nok få jeres lyst styret i de kommende måneder. Der er mange tons sten, gydegrus og ”dødt ved”, der skal tages hånd om.

Det lover jeg.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,