Kategorier

Bloggere

54 tons gydegrus – Grusbanden tager fat!

DSC_0389-1Allerede fra på onsdag i næste uge, -den 31. august, er der igen bud efter Grusbanden. Det er Halleby Å-Sammenslutningen, der i samarbejde med Kattrup Gods syd for Jyderup og HedeDanmark, skal udlægge 54 tons gydegrus i det lille vandløb, Vandfaldsmøllebæk i Kalundborg Kommune, der også er tilknyttet Fishing Zealand.

Jeg glæder mig meget over projektet, idet der i de senere år har været ørreder oppe i det lille tilløb til Nedre Åmose Å for at gyde.

Vandløbet er en lille bæk, der får vand fra et moseområde i Kattrup Skov ved Jyderup og løber igennem en gammel møllesø, for derefter at ende sit løb i selve hovedløbet, Åmose Å.

VandfaldsmøllebækDet er HedeDanmark, der står for projektet, og Kattrup Gods, der betaler for gravearbejdet.

Faldet i Vandfaldsmøllebæk skal nemlig udlignes, således at der bliver et mere jævnt fald på en 800 meter lang strækning.

Fordelen ved denne løsning for Godset er, at en ”flad” strækning af åen nu graves lidt dybere og dermed sikrer de omkringliggende arealer mod oversvømmelser.

Gevinsten for miljøet og for ørredbestanden i Vandfaldsmøllebæk sørger Halleby Å-Sammenslutningen for, idet der skal udlægges 54 ton gydegrus på den 800 meter lange strækning. Gydegrus og udlægning er betalt af Fiskeplejemidlerne. Det er en intelligent løsning, som Halleby Å-folkene med rette kan være stolte af, idet gydestrækningen og mængden af gydeegnet bundsubstrat med restaureringsprojektet bliver mangedoblet.

Da jeg talte med Knud Nielsen, der er formand for Halleby Å-Sammenslutningen, var han da også glad for resultatet af samarbejdet, som er faldet ud til alles fordel.

Oveni selve restaureringsprojektet fortalte Knud, at der var planlagt etablering af et sandfang, som blot vil give strækningen yderligere ”Ørred-Pondus”, da det nylagte gydegrus ikke vil slamme til på lidt længere sigt.

Selve udlægningen af 54 tons gydegrus sker i næste uge, og allerede fra på onsdag, den 31. august, er der bud efter Grusbanden. Knud Nielsen vil nemlig meget gerne have lidt ekstra hænder til at rette det udlagte gydegrus til.

Om selve ”tilrettelæggelsen” af gruset præcis finder sted onsdag, torsdag eller fredag, aftaler du med Knud, for det er nemlig ham, der står for denne del af projektet.

Ring til ham på telefon-nummer 2046 1760, eller send ham en mail: knud.lis@mail.dk.

Du kan også tilmelde dig via Facebook-gruppen, ”Den sjællandske Grusbande”, hvor du blot skriver i kommentar-feltet, om du kan deltage, så bliver du kontaktet af Knud.

 

Bandeleder,

Rune Hylby.