Kategorier

Bloggere

25 tons gydegrus og sten til ørrederne i Donnemoseløbet

Det lille vandløb, Donnemoseløbet på projektstrækningen, rummer et stort potentiale. Det vil vi gerne sørge for bliver indfriet den 7. marts kl. 10.10.

Da Martin Friis Mortensen fra Lystfiskeriforeningen for Nykøbing Falster og Omegn og jeg i det spæde forår sidste år var på tur rundt på Falster for at kigge på vandløb, gav det rigtig god mening at gøre en indsats i Donnemoseløbet i det nordvestlige hjørne af Falster.

Det lille fine vandløb, der ligger i Guldborgsund Kommune, mangler gydegrus og skjulesten for at gøre det godt for ikke blot ørreder, men også for vandløbets andre smådyr.

Vandløbet er som mange andre blevet reguleret og der mangler derfor gydegrus og skjulesten. Det sikrer vi med projektet, der både indeholder udlægning af gydesubstrat og skjulesten.

Gydegrus og skjulesten kan i den grad være med til at løfte miljøforholdene i vandløbet. Derfor mødtes vi med vandløbsfolkene fra Vandafdelingen i Guldborgsund Kommune ude ved åen, til et formøde for et kommende projekt i det lille vandløb, som har hovedparten af sit løb på Corselitzes jorde. Derefter gik Martin i gang med at lave en fin projektbeskrivelse, tale med lodsejer og siden blev projektet sagsbehandlet af kommunen, sendt i høring og derefter godkendt.

Bag projektet står Lystfiskeriforeningen for Nykøbing Falster og Omegn af 1920, samt Den sjællandske Grusbande.

Desuden er projektet også godkendt af lodsejer, Det Classenske Fideicommis, der ejer Corselitze Gods og naturligvis også godkendt af Guldborgsund Kommune, der er én af de 11 Fishing Zealand-kommuner og som gør en særlig indsats for ørredbestandene og det bæredygtige fiskeri.

De fire samarbejdsparter omkring projektet, -de frivillige, lodsejer og kommune har arbejdet tæt sammen for at finde de bedste løsninger for at sikre gode forhold for Donnemoseløbets ørredbestand. Det er der behov for, idet bestanden har været støt faldende de senere år, og derfor er der arbejdet intenst på at skabe et projekt, der både sikrer, at ørrederne har gode gydemuligheder og efterfølgende gode opvækstbetingelser. Det kræver både gydegrus og skjulesten.

Der skal således udlægges ca. 17 tons gydegrus og 7 tons skjulesten på en 400 meter lang strækning. Gydegruset bliver lagt i vandløbet i dagene inden, og vi skal derfor kun rette det til nede i vandløbet, så det ligger klar til næste vinters gydning. Skjulestenene skal køres ned med håndkraft, men det går nok, for der kan trods alt være en del sten i trillebøre….:-).

Udløbet fra Donnemoseløbet er frit og løber ud i Østersøen når det passer den.

I forbindelse med projektet vil jeg foretage en bestandsanalyse ved hjælp af elektrofiskeri for at få en reference fra vandløbet inden restaureringsprojektet.

Det er utrolig vigtig viden, vi får hver gang vi dypper elektroderne i vandløb rundt omkring på Sjælland, Lolland, Falster og Møn og uden denne kvalitetskontrol, der hele tiden holder os på sporet af de rigtige forbedringer, ville vi ikke være i stand til at sikre gode ørredbestande i vores vandløb.

Projektet udføres lørdag den 7. marts kl. 10.10 ved bredden af Donnemoseløbet.

Og vi har brug for din indsats et par timer!!!

Vi mødes ved T-krydset, hvor Donnemosevej støder til Tunderup Strandvej til højre, og Bregninge Strandvej til venstre, -nærmest nede i vandkanten.

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Mødested for de frivillige kl. 10.10, lørdag den 7. marts, -husk at stoppe, når du kører ned ad Donnemosevejen!

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.

Du skal medbringe støvler, skridtstøvler eller waders, og i øvrigt fornuftigt tøj. Gerne flere lag, for det er lettere at tage en trøje af, og én til, fremfor at tage en tyk jakke af.

Det er vigtigt, du melder dig til, idet LNF1920 og grusbanden vil sørge for drikkevarer og lidt sødt til ganen i dagens anledning.

Jeg vil i øvrigt også sørge for godt vejr, for med al respekt, -har vi fået nedbør nok denne vinter og vi trænger voldsomt til den spæde forårs-sol.

Det havde jeg tænkt mig skulle være lige netop den 7. marts kl. 10.10.

 

Bandeleder, Rune Hylby.