Kategorier

Bloggere

15 tons gydegrus i Helligrenden på en, -ja hellig søndag.

Grusbanden, trillebørs-rendAllerede da vi stod på pendlerpladsen ved Lindenborgvej/Hornsherredvej, tegnede det til at blive en god søndag. Der var mødt 12 bandemedlemmer op fra ”Den sjællandske Grusbande”.

Bevæbnet med ikke mindre end syv trillebøre, et dusin skovle, river, og masser af drikkevarer, gik det derefter gennem skoven i gåsegang for at tage hånd om de 15 tons gydegrus, der var blevet lagt i og ved Helligrenden, der har sit udløb i Borrevejle Vig i bunden af Roskilde Fjord.

Gydebanke, HelligrendenForinden var alle tilladelser, aftaler mm. med Fishing Zealand-kommunen, Lejre, Selsø-Lindholm Gods, Vognmanden, og ikke mindst Facebookgruppen, ”Bevar de forhadte Vandløb” indgået. Sidstnævnte havde betalt for de 10 kubikmeter gydegrus, der skulle bibringe Helligrenden et større gydepotentiale.

Blandt de 12 bandemedlemmer var frivillige fra det nu, hedengangne Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ), foruden repræsentanter fra Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord, -i daglig tale ”Foreningen med det lange navn”, Sportsdykkerne i Roskilde var også til stede, samt et par bandemedlemmer fra Tuse Å’s Ørredsammenslutning.

Derudover var der også nogle stykker, der aldrig havde været med til at restaurere et vandløb før. Med andre ord, en god blanding af erfaring og ungdommeligt gå-på-mod! Sikke en fantastisk forsamling!

1Ved åen blev opgaverne fordelt, og bandemedlemmerne gav sig i kast med at køre gruset i åen, fordele det i et 20-25 cm tykt lag på egnede steder, hvor strømmen løber raskt til.

Grusbandemedlemmerne gik til arbejdet med krum hals, og selvom det var både hellig søndag og vejret ikke var helt med os, stillede medlemmerne op til denne frivillige indsats for miljøets skyld.

Dermed kunne vi allerede efter et par timers hårdt arbejde se resultatet af anstrengelserne, da Helligrenden nu havde fået et boost af gydeegnet bund: Knapt 100 m2 ekstra god gydebund.

5 store flotte gydebanker havde vi lavet og vi kunne med rette, være stolte af resultatet.

Da vi efterfølgende gik gennem skoven med lidt længere arme, end da vi kom, blev vi enige om, at vi naturligvis i det sene efterår må ud til åen på en ”forventningstur”, for at se ørrederne gyde, og dermed med egne øjne følge med i, om indsatsen bærer frugt.

Dermed var der også skabt et meget fint fællesskab imellem de frivillige bandemedlemmer, og inden vi skiltes, havde IØ-folkene aftalt at lave noget sammen med ”Foreningen med det lange navn”, TØS-folkene ville tage et par af bandemedlemmerne på tur til Tuse Å, og jeg selv fik pludselig engageret mig i en dag med elektrofiskeri i Lejre-vandløbene.

Samarbejde på kryds og tværs, udveksling af telefonnumre, latter og et fast håndtryk var egentlig hele formiddagen værd, for udover at lave restaureringsprojekter, er det også Grusbandens fornemste opgave at samle folk i fællesskaber. Og da jeg kørte derfra ud på eftermiddagen, var det med et smil på læben og en god fornemmelse i maven.

Det er netop tanken med Grusbanden, at mødes og samarbejde om gode miljøindsatser. Dermed skal der også lyde en stor tak til Selsø-Lindholm Gods og Lejre Kommune for det fine samarbejde, og jeg vil naturligvis følge op på dagens restaureringsprojekt, og i samarbejde med Selsø-Lindholm Gods og Lejre Kommune, arbejde videre for endnu et projekt i Helligrenden.

 

Bandeleder,

Rune Hylby