Kategorier

Bloggere

Livsbekræftende film fra DTU om ”Det gode vandløb”

Det tager blot tolv minutter for Jan Nielsen fra DTU Aqua at fortælle, hvad der skal til for at få et flot og varieret vandløb. På yderst pædagogisk vis, og med fantastiske optagelser viser han, hvad der skal til, når vi skal forbedre vandløbene, også i vores region med gydegrus, og håndsten til skjul. Ligeledes er effekten af miljømæssig vedligeholdelse klart illustreret af Finn Sivebæk, ligeledes DTU Aqua, der elektrofisker en kort strækning, hvor det vrimler frem med ørreder fra brinken, hvor grøden vokser.

Som skolelærer bliver jeg begejstret for filmen. Den er enkel og alligevel fuld af varme og engagement fra de medvirkende. Ikke mindst Stefan Meldgård fra Skjernådalens Lystfiskerforening, der begejstret fortæller om det utrættelige miljøarbejde, foreningerne med glæde påtager sig i fritiden, for at gøre en indsats for vores fælles natur.

Jeg vil klart bruge filmen i min undervisning, så alle mine elever på enkel vis, forstår at værdsætte vores fælles natur. Ikke mindst de små bække, hvor livet er sårbart. Jan Nielsen forstår at formidle, at selv små investeringer i bækkene i form af udlægning af gydegrus, faktisk giver et stort afkast på miljøkontoen. Ørreden er miljøindikator, for som Jan siger i filmen: ”Er der en god ørredbestand, er alle de andre forhold i vandløbet, også i orden”. Det er vores mål.

Filmen kan bruges som manual for alle foreninger, og den kan bruges af dig og mig til at forstå, hvor værdifuld vores vandløbssystemer er for den danske natur. Jonas Høholdt har været ude for at filme de gydende ørreder, og alene disse optagelser, synes jeg, er hele filmen værd. Det er vidunderligt at se de gydende fisk på standpladserne, bryde overfladen og lege skjul i bækken.

Det er blot at læne sig tilbage, nyde filmen, og dernæst tage fat med knofedt ude ved åen. Jeg tror ikke, man kan lade være……!!!!

Knæk og bræk//

Rune