Kategorier

Bloggere

Hvor kommer ørrederne, du fanger fra?

OLYMPUS DIGITAL CAMERANår du fanger en ørred på den sjællandske kyst eller i åen, er der en ganske stor sandsynlighed for, at den er et produkt af målrettet avlsarbejde og ikke naturlig reproduktion. Uden hjælp ville ørredfiskeriet på Sjælland nemlig ikke være andet end en skygge af sig selv, og derfor er det godt, at der efterhånden gøres mere og mere for at pleje bestandene og sikre deres habitat.

Sidste nyt er at Sjællands Ørredsammenslutning og Fishing Zealand nu samarbejder om at ophjælpe de vilde fiskebestande og dermed skabe et bæredygtigt fiskeri. Fokus vil primært være at ophjælpe de vilde fiskebestande efter de retningslinjer, der er udstukket af DTU Aqua, hvor brugen af lokale vildfisk indgår.

Det meget store udsætningsarbejde, som Sjællands Ørredsammenslutning igennem mange år har foranlediget administreres og foretages af udsætningsforeninger i lokalområderne.

Foreningerne arbejder også med etablering af gyde – og opvækstområder i ferskvand, og her arbejdes der typisk med restaureringsprojekter, hvor der udlægges gydegrus og skjulesten. Dette arbejde er essentielt for at sikre ørredbestandene for eftertiden, og hvis du fremover vil kunne fange ørred, så anbefaler jeg, at du støtter op om din lokale forening. Hvis du ikke er medlem endnu, så opfordrer jeg bestemt til at du melder dig ind i en forening for at støtte de mange, der arbejder for ørreden og dermed for dig som lystfisker.

Sjællands Ørredsammenslutning har siden 1995 arbejdet som paraplyorganisation for alle de ca. 12 udsætningsforeninger på Sjælland, med henblik på at genetablere en naturlig ørredbestand på Sjælland og øerne.

I dag lægges der meget stor vægt på begreber som “autenticitet”, “biologisk mangfoldighed” og “bæredygtig udnyttelse” i den danske Naturforvaltning. Oprindeligt har hvert større vandløbssystem formentlig haft sin egen ørredstamme, men at genskabe lokale og unikke bestande i hvert eneste vandsystem er desværre ikke realistisk. Derfor er Sjælland opdelt i seks regioner på baggrund af, at de kystnære områder er meget forskellige, men også ud fra en realistisk vurdering af genetiske aspekter samt miljømæssige og administrative forhold. Hver region opererer med hver sin ørredtype, som anvendes til alle udsætninger – inklusive mundingsudsætninger.

I alt udsættes der i Regionerne på Sjælland 589.250 ørreder i form af yngel, juvenile fisk og smolt, og de er i betragtelig grad med til at gøre fiskeriet interessant for dig og dine medfiskere. Regionerne og deres individuelle udsætningstal er som følger:

Region 1. Isefjorden.
Udsætningerne er fra avlsfisk opfisket i Tuse Å og Elverdams Å.
I dag udsættes der 104.900 stk. smolt

Region 2. Roskilde fjord.
Udsætningerne er fra avlsfisk opfisket i Kolding Å
I dag udsættes der 1.900 stk. yngel, 15.250 stk. ½ års og 49.500 stk. smolt

Region 3. Nordkysten/Øresund.
Udsætningerne er fra avlsfisk opfisket i Esrum Å.
I dag udsættes der 11.500 stk. yngel, 2.550 stk. ½ års, 800 stk. 1 års og 61.700 stk. smolt.

Region 4. Køge/Fakse bugt
Udsætningerne er fra avlsfisk opfisket i Køge Å og Tryggevælde Å
I dag udsættes der: 9.200 stk. yngel, 15.025 stk. ½ års og 54.700 stk. smolt.

Region 5. Sydsjælland/Smålandsfarvandet.
Udsætningerne er fra avlsfisk opfisket i Flads Å og Mern Å.
I dag udsættes der: 12.000 stk. yngel, 17.125 stk. ½ års, 20.750 stk. 1 års og 101.000 stk. smolt.

Region 6. Vestsjælland/Storebælt.
Udsætningerne er fra avlsfisk opfisket i Halleby Å og Tude Å.
I dag udsættes der: 8.500 stk. yngel 23.150 stk. ½ års 13.350 stk. 1 års 70.700 stk. smolt.

Pengene til udsætningerne kommer fra Fisketegnet, som alle lystfiskere skal indløse for at kunne fiske herhjemme. Og med en pris for et årskort på beskedne 185,- kr. er du altså med til at sikre ørredens fremtid i de sjællandske vande.

Vi er mange der tror og håber på, at en stor fælles indsats fra de frivillige og de mange andre involverede i Fishing Zealand, er det der skal til for at give os en masse gode fiskemuligheder i fremtiden.

– Og hvis du vil give en hånd med, så siger du bare til.

– Kurt Jørgensen