Årets Hornfiskefestival løber af stablen lørdag d. 9. maj på Havneparken i Kalundborg.
Inden længe er det maj og derfor tid til at få at fundet fiskegrejet frem og kaste blinket ud efter de velsmagende og flotte fisk med de grønne ben. Er du dygtig, kan du samtidig sætte krogen i en af de flotte præmier ved dette års Hornfiskefestival.
Hornfiskene optræder langs vores kyster i massive stimer og er relativt nemme at fange. Derfor er hornfiskene et ideelt bytte for lystfiskere i alle aldre. Kort sagt, lægger hornfisken op til et rigtigt folkeligt fiskeri, uanset om man er øvet eller nybegynder.
Så tag din fiskekammerat og familien med – det bliver en spændende dag for alle!
Under festivalen vil der være mulighed for at dyste om en lang række flotte præmier. Således præmieres de fem tungeste hornfisk i kategorierne børn under 12 år, junior under 18 år og endelig voksne. Konkurrencen er dermed for alle, og der er mange flotte præmier på højkant.
Har man aldrig prøvet at fiske før, er der alligevel mulighed for at være med i konkurrencen. Ved Havneparken vil det nemlig være muligt at låne komplet fiskeudstyr. Samtidig vil dygtige medlemmer fra sportsfiskerforeningerne i Høng, Gørlev og Kalundborg stå klar til at hjælpe alle interesserede godt i gang med fiskeriet, efter de hornfisk som svømmer ind i Kalundborg Havn.
Igen i år er der en rigtig flot præmierække fra hovedsponsoren Abu Garcia/Nap & Nyt. Præmielisten beløber sig til mere end 20.000 kr.
Til de første 100 deltagere, der kommer forbi på Havneparken i Kalundborg, er der en velkomstgave. Velkomstgaven er et blink fra Abu Garcia og en pose silketråde fra Silkekrogen.
I konkurrencen må der fiskes fra alle kyster i Kalundborg Kommune, så der er masser af muligheder for at benytte konkurrencen til en god forårstur i naturen. På hornfiskefestival.dk kan der læses mere om programmet, præmierne, reglerne og tilmeldingen.
Er du havørredkystfisker og har opnået lidt erfaring på kysten, men lige mangler det sidste for at føle dig rigtig effektiv. Så er dette kursus lige noget for dig.
Holbæk Kommune og Fishing Zealand inviterer til en dag på kysten, hvor du vil høre om de nyeste trends inden for kystfiskeriet – i din videre jagt på at blive en mere helstøbt og effektiv kystfisker. Dette arrangement er derfor tilegnet kystfiskere med en vis erfaring.
Fishing Zealand guiderne, Lars Juel Hansen og Jonas Kærlin er værter på dagen. Og de to har strikket et program sammen, hvor en masse emner vil blive gemmegået, bl.a.: fiskeri på lavt vand, alternativ mindset, praktisk aflæsning af kysten, gennemgang de af vigtigste apps, valg af de rigtige agn, undgå de dårlige vaner – samt en masse andre emner vil blive berørt.
Det hele foregår søndag d. 26. april kl. 9.00-15.00 i Holbæk Kommune. Om du fisker med bombarda, spin eller flue, vil du under arrangementet få masser af gode råd samt mulighed for at stille en masse spørgsmål. Der er plads til 25 deltagere, så skynd dig at melde dig til.
Tilmelding og mødested. Mødestedet fremsendes på mail et par dage før, når vi er sikre på vejrudsigten. På mødestedet vil guiderne stå klar med en gennemgang af emnerne til fiskeriet. Herefter vil deltagerne have mulighed for at spørge løs – samt senere at omsætte teori til praksis på kysten. Guiderne vil under hele arrangementet være til stede og assistere dig.
For at være en effektiv på kysten foregår det i waders. Vi har en klar forventning om, at du har erfaring med dette samt medbringer eget fiskegrej og passende tøj til årstiden.
Vi byder på en kop bålkaffe i løbet af dagen, så husk kaffekop og evt. vadestav. Er du mellem 18 år og pensionsalderen, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Arrangementet er gratis.
Tilmelding sker til fiskeguide Lars Juel Hansen på lars@edoras.dk senest fredag den 24. april 2026. Af hensyn til vind og vejr, kan fiskepladsen blive ændret lige op til fisketuren. Derfor er det en god idé at tilmelde sig, således man får besked via mail, hvis vi fisker et andet sted.
Tåstrup Å på projektstrækningen tog sig aldeles fantastisk ud forleden. To flotte gydebanker hvor vandet nu risler ned over de valnøddestore sten. De to gydebanker blev etableret af elever fra St. Merløse Skole i sensommeren, og imellem dem blev lagt en anstændig mængde sten til variation. Hold op, hvor ser det godt ud netop her, hvor Tåstrup Å er 4 meter bred.
Ole Møller fra Holbæk Fiskeklub var forbi Tåstrup Å i Holbæk Kommune allerede i slutningen af november for at kigge på det projekt, vi i fællesskab havde udført et par måneder tidligere. Ole var begejstret, for der havde været ørreder forbi de gydebanker, vi lagde ud sammen med blandt andet elever fra Store Merløse Skole og frivillige fra Bylauget.
På én af gydebankerne havde ørrederne gydt og de befrugtede ørred-æg lå nu godt beskyttet imellem de valnøddestore sten og med iltrigt strømmende vand omkring sig.
Selvsamme gydebanke som ovenstående, blot et halvt år tidligere, hvor eleverne knoklede på.
Siden har han igen været forbi det midtsjællandske vandløb, der er en del af det store vandløbssystem, Åmose Å/Hallebyåen, som munder ud i Storebælt ved Reersø.
Under Oles seneste besøg i midten af januar, var han igennem ikke blot projektstrækningen, men også andre dele af vandløbet under den årlige registrering af gydegravninger. Et vigtigt redskab for at estimere gydebestanden i et givent vandløb.
Metoden er brugbar til at få en god fornemmelse af det antal ørreder, der har gydt på en given strækning, men skal dog tages med et vist forbehold, da metoden naturligvis indeholder en vis margin for usikkerheder. Ole er dog en erfaren ”tæller” og i midten af januar gik han således strækningen igennem og registrerede ikke mindre end fem fine gydegravninger.
Andre sten i mosaik på projektstrækningen i smuk forening med den skumrende og gyldne belysning. Det er (nærmest) idyllerisk!!!!
Alle fem gydegravninger lå på netop de gydebanker, vi havde lagt ud i et større samarbejde mellem elever fra St. Merløse Skole, medlemmer af Bylauget, Holbæk Fiskeklub og Grusbanden Fishing Zealand, foruden naturligvis Holbæk Kommune og lodsejerne på strækningen. Fantastisk.
Jeg fornemmede Oles glæde og stolthed over indsatsen og de deraf fine registreringer, som han sendte til mig på mail for at dele det flotte resultat. Fem gydegravninger.
Forleden var det så min tur til at kigge forbi Tåstrup Å, da jeg bestemt ikke ville snydes for denne positive oplevelse. Hold op, hvor så vandløbet dog godt ud.
Én af de øvrige gydebanker på projektstrækningen ser ud til at være besøgt af flere ørreder, der har gennemgravet både ”nakken” og området i umiddelbar nærhed for mest muligt iltrigt vand og det rette tryk. Hvor er det livsbekræftende.
I horisonten var solen ved at tage sin natlige rute på den modsatte side af jordkuglen, men jeg kunne dog se Tåstrup Å fra sin smukkeste side i det skumrende lys.
Jeg gik faktisk en tur langs hele projektstrækningen (nærmest) med tårer i øjnene.
Stenene lå som trædesten i en smuk mosaik i hele vandløbets bredde og det ”døde ved”, vi i fællesskab havde lagt ud, hvor også en håndfuld folk fra Halleby Å Sammenslutningen hjalp med, havde samlet en masse kvas og drivende blade. Dette rod i Tåstrup Å vil med garanti sikre overlevelse af en masse yngel, når den klækker i april-maj måned i ”vores” gydebanker.
Vandet rislede netop hen over disse 6 gydebanker, hvoraf de fleste var blevet brugt til at gyde på. Selv på den sidste (og øverste) gydebanke ved Åparken, var der en lille gravning fra en bækørred. Den var ny og derfor har Ole ikke kunne registrere den i midten af januar. Dermed er antallet af gydegravninger lidt flere end den håndfuld, Ole registrerede i midten af januar, -før isen lagde låg på de fleste af vores vandløb i februar måned.
Det lover godt for ørredbestanden på strækningen, og det er mit håb, at de mange sten, ”dødt ved”, og gydebankerne vil skabe den variation, der både sikrer stor biodiversitet og ditto overlevelse og fine ørredtætheder til sommer, når jeg kommer forbi med elektrofiske-apparatet for at lave en bestandsanalyse på nøjagtig samme strækning, som jeg fiskede sammen med elever fra mellemtrinnet på St. Merløse Skole i september sidste år før projektet.
Dette motiv gør mig særdeles glad, idet den store snesmeltning i begyndelsen af marts naturligvis har givet lidt vand på de brednære arealer, men som det ses på billedet, er drænet fra marken stadig over vandet og ”trækker” derfor stadig vand derfra. Vi har dermed ”vores” indsats på det tørre
Ved den lejlighed fangede vi blot én ørred.
Det skulle gerne se meget anderledes ud, når jeg kommer igen.
Jeg tænker, St. Merløse Skole skal hjælpe til således, at eleverne kan se, at deres indsats har givet åen fornyet liv og forhåbentlig, -masser af fisk.
Ole Møller fra Holbæk Fiskeklub skal naturligvis også være med, når vi skal elektrofiske, og med lidt held, kunne vi måske lokke Jarl Sabroe (A), der er ny Klima- og Miljøudvalgsformand i Holbæk Kommune til at kigge forbi og med egne øjne se, at børn fra den lokale skole og frivillige fra både foreninger og Grusbanden Fishing Zealand i fællesskab, har gjort en stor forskel i vandløbet med simple midler og lidt ”knofedt”.
Der ligger stadig en mindre bunke sten (ca. 30-40 tons), der skal lægges i Tåstrup Å på projektstrækningen i år. Denne udlægning står Holbæk Kommune for og fuldender det samarbejde, vi har haft omkring projektet.Vi vil formentlig også kigge forbi, da strækningen kan trække lidt mere ”dødt ved” og dermed rod i vandløbet til glæde for biodiversiteten og dermed også ørredbestanden.
Roskilde Kommune og Fishing Zealand inviterer, traditionen tro, til “Put i Påsken” i Ørsted Ørredvand.
Initiativet “Put i Påsken”, er som navnet antyder, et arrangement, som tager afsæt i de oplevelser, som findes omkring lystfiskeriet ved en Put & Take sø. Dét er netop, hvad der sker i Ørsted Ørredvand – Påskelørdag den 4. april 2026 fra kl. 10:00 til kl. 13:00, hvor der udsættes flotte og fangstklare regnbueørreder. Det betyder derfor, at der er gode muligheder for selv at fange en ørred, der efterfølgende kan nydes til påskefrokosten.
“Put i Påsken” er en unik mulighed for, at børn og unge kan stifte bekendtskab med lystfiskeriets verden. Til fisketuren er der endvidere kompetent instruktion og vejledning til alle, der har brug for hjælp til at håndtere en fiskestang. Fishing Zealand stiller guider til rådighed, så du kan få det bedste afsæt til at fange en påskeørred. Har du ikke en fiskestang? Så er det ingen hindring for at deltage. Fishing Zealand medbringer nemlig alt det nødvendige fiskeudstyr til rådighed denne dag.
Selvom instruktion og udlån af grej primært sigter mod at give børn og unge gode fiskeoplevelser, så er påskearrangementet endvidere en oplagt mulighed for at hele familien, i fællesskab, kan få en god og aktiv oplevelse i naturen. Vi håber derfor, at rigtig mange forældre eller bedsteforældre, vil tage initiativ til at invitere de yngste generationer med ud til en spændende naturoplevelse.
Børn til og med 12 år fisker gratis i tidsrummet kl. 10:00 til kl. 13:00 og må hjemtage én ørred. Øvrige fiskeglade deltagere og familiemedlemmer er naturligvis velkomne til at fiske med – ved indløsning af fiskekort.
Tilmelding:
Arrangementet kræver tilmelding, idet der er begrænset plads omkring søen. Der er plads til 20 fiskere.
Tilmelding til Ørsted Ørredvand på mail til Fishing Zealand guide, Jesper Roholm, på flyfishingtourszealand@gmail.com senest 3. april (først til mølle princippet).
Læs mere om Ørsted Ørredvand her: https://orstedoutdoor.dk – adressen er Åbakkevej 13, 4130 Viby Sj.
Havørrederne i Langvad Å til Roskilde Fjord vandrede indtil 2023 til gydeområderne via den dårligt fungerende fisketrappe ved St. Kattinge Søs afløb ved Kattinge Værk. Efter åbningen af det nye afløb fra Store Kattinge Sø i november 2023 er det gamle afløb stort set lukket og dermed også fisketrappen, hvorfor både op – og nedvandringen herefter skal finde sted via det nye og naturlige afløb ved Skt. Hans i bunden af fjorden. Men spørgsmålet er, om der fortsat er havørreder, som vandrer (fejlvandrer) til det gamle og afløb, hvilket i værste fald kan reducere gydebestanden i de mange produktive åer opstrøms søerne? Undertegnede fra Fishing Zealand, foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord og ROLK besluttede at se nærmere på fænomenet i forbindelse med tællingerne af gydegravninger og opfiskning af moderfisk i efteråret 2024 og 2025 og resultaterne var overraskende.
Kort over den indre del af Roskilde Fjord med det gamle og det nye (efter 2023) afløb fra Store Kattinge Sø.
Mulige problemer for vandringen
Et muligt problem for vandringen er, at der i det gamle afløb fortsat er en lille vandføring, og at der åbnes for sluserne i perioder med meget stor afstrømning. Dertil kommer, at vandet i de to afløb består af det samme søvand, som har den samme duft, hvilket kan forvirre havørrederne. Det kan føre til flere scenarier:
I de første år forventer vi, at gamle havørreder, der er udvandret ved Kattinge Værk, bliver ved med at vandre tilbage hertil, hvilket vil sige fisk, der har været mere end 1½ år i fjorden (i efteråret 2025). Hvorimod yngre fisk med ½ – 1½ år i fjorden bør opsøge det nye afløb, hvor de udvandrede efter omlægningen. Det forudsætter vel at mærke, at de har læst teoribogen om havørreders vandringer og homing (adfærd og evne til at finde tilbage til vandløbet, de udvandrede fra). Her står, at havørreder med stor sikkerhed finder tilbage til det vandløb, de udvandrede fra.
Efter 4 – 5 år bør alle havørreder vandre til det nye afløb, hvorfra de udvandrede, men der en risiko for, at nogle havørreder fortsat opsøger det gamle lukkede afløb ved Kattinge Værk. I så fald vil de ikke komme forbi, og dermed kan gydebestanden reduceres.
Langvad Å havørrederne har ikke læst teoribogen, men…..
Vore observationer viste, at ikke alle havørrederne havde læst teoribogen, for til stor overraskelse blev antallet af gydende havørreder opstrøms søerne ca. fordoblet allerede i 2024 (figur 2). Det kunne kun skyldes, at de var vandret igennem det nye afløb på trods af, at de ikke var udvandret her. Den eneste vej til åerne var nemlig via det nye afløb, fordi fisketrappen var lukket af fiskefælden i hele opgangssæsonen. I fiskefælden blev der i øvrigt fanget hele 150 havørreder til avl.
Antagelsen at de faktisk vandrede igennem det nye afløb, blev understøttet ved orienterende el-fiskeri, hvor der blev fundet en del store havørreder i det nye afløb. Altså var de blevet tiltrukket af den større vandføring i det nye afløb og den nemme passage her, men var jo altså så faktisk fejlvandrede, da de var udvandret som smolt via det gamle afløb ca. 5 km derfra i årene før (se kort).
Ørredfælden opsættes i kanalen nedstrøms Kattinge Værk i efteråret 2025
I 2025 så foreningerne igen en del havørreder, der forsøgte at komme op i fisketrappen i det gamle lukkede afløb, og vi besluttede derfor at undersøge havørrederne nærmere ved at opsætte en effektiv rusefælde (med tilladelse fra Fiskeristyrelsen naturligvis) i selve kanalen og bedømme fiskenes alder med skælprøver. Fælden fiskede i hele opgangssæsonen og fangede 55 havørreder, som indgik i avlen. Min analyse af skælprøverne viste, at flertallet var så gamle, at de måtte være udvandret via det gamle afløb og dermed homede korrekt, men der var dog 16 stk. unge havørreder, som ikke kunne være udvandret her, og derfor var fejlvandrede se figur 1.
Figur 1. Alderen i fjorden for de 55 havørreder, der blev fanget ved Kattinge Værk i efteråret 2025. Med rød unge fisk som var fejlvandret.
Samtidig el-fiskede foreningerne igen en del havørreder i det nye afløb, hvilket sammen med et fortsat højt antal gydegravninger i vandløbene opstrøms søerne viste, at der, som i 2024, var vandret mange havørreder igennem det nye afløb, figur 2.
Figur 2. Antal gydegravninger i gydevandløbene opstrøms Kattinge Søerne (indsamlet af Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord).
Ny spændende viden om de lokale havørreder
Konklusionen er med andre ord, at der allerede året efter åbningen af det nye afløb var et betydeligt antal ældre havørreder, der ”fejlvandrede” de 5 km fra Kattinge Værk til det nye afløb ved Skt. Hans, hvilket antageligt skyldes den større vandføring (vand med samme duft som ved Kattinge Værk) og den nemmere adgang uden stemmeværk og fisketrappe. Omvendt var fejlvandringen til det gamle afløb af unge fisk beskeden. Det ser således ikke ud til, at fejlvandring til det gamle afløb vil være et større problem i fremtiden. Dog vil det være klogt at holde øje med situationen især i meget våde år med stor vandføring, hvor der periodisk vil blive åbnet for sluserne ved Kattinge Værk
Tak for endnu et godt samarbejde til folkene fra Foreningen til Ophjælpning af Fiskeriet i Roskilde Fjord og Roskilde & Omegns lystfiskeklub (ROLK) for hjælp med daglig pasning af fælden i 1½ måned og registrering af gydegravninger i hele 18 km vandløb.