Forbindelse med en fisk
- 21. december 2016
I aftes havde jeg fornøjelsen af at tale til fejringen af vintersolhvervet i Roskilde Domkirke. Det var en stor oplevelse at deltage og ikke mindst selv have æren af tale i dette hellige sted. Det var en fuld, rolig og lyttende sal med en helt særlig akustik hvor stemmer får en helt speciel og unik klang. Perfekte rammer for kontemplation og en dybere overvejelse – om hvorfor vi egentlig fisker.
Pga. min rolle som Formand i Nationalparkrådet var jeg blevet bedt om at komme med et indlæg som et led i denne særlige gudstjeneste og fejring af årets korteste dag. Jeg valgte at fokusere på hvordan lystfiskeri forbinder mig med mine omgivelser, og nedenstående kan du læse min tale.
Forbindelse med en fisk
Her står vi på årets mørkeste dag, midt i en tid, hvor vi ikke kommer lige så meget ud i naturen som i de lysere årstider. Nogle ville måske ligefrem mene, at vi er midt i en mørkere tidsalder, hvor sociale medier og digitalisering overskygger de menneskelige relationer, og hvor vores forbindelse med den naturlige omverden bliver svagere og svagere.
Måske er det netop lige nu vi har allermest brug for solens stråler, for den friske luft, og for at få bekræftet vores forbindelse til omgivelserne og til naturen.
Nationalparken Skjoldungernes Land åbner op for en masse muligheder, og jeg vil gerne bruge denne anledning til at opfordre jer alle til at komme ud i naturen, også i den mørke årstid, og til at få forbindelse til omgivelserne og naturen.
Personligt opfatter jeg ikke naturen som noget separat fra os mennesker, og jeg opsøger netop oplevelser, der bekræfter denne samhørighed. For mig er en fisketur ikke blot en jagt efter en fisk, men en jagt på den ultimative forbindelse med naturen, hvor fiskestangen er bindeledet.
Når jeg stiller mig ud i fjorden i mine vaders, bliver jeg automatisk meget mere opmærksom på naturen og mine omgivelser, end jeg ellers ville være. Jeg mærker vandet trykke sig tæt om mine ben, og jeg iagttager sten, muslinger og ålegræs mens jeg fokuseret spejder efter liv.
Mit fiskeri er dybt afhængigt af forståelsen for mine omgivelser. Hvad er månefasen, er vandet faldende eller stigende, blæser det fra øst eller vest, er det den tid på året, hvor børsteormene kommer frem eller myldrer det måske med rejer på det lave vand? Alle disse ting og mange flere har indflydelse på fiskenes adfærd og derfor også på mit fiskeri.
I det klare vand på en solrig forårsdag vælger jeg måske en lille naturtro brun flue der perfekt imiterer en kutling der vimser rundt i blæretanget. Er vandet grumset på en kølig vinterdag, jamen så vælger jeg den lyserøde rejeflue jeg bandt i går aftes, der forhåbentlig nemt kan ses af havørreden og provokere den til at hugge.
Hvis min forståelse for naturen er god, og jeg har truffet fornuftige valg, og fisker på det rette sted, på det rigtige tidspunkt, under de rette forhold og med den rette metode og det rigtige grej, ja så kan det være, at magiske og ultimative finder sted.
Her står jeg så midt i fjorden og sanser al naturen omkring mig, og pludseligt så sker det hele i et magisk splitsekund. Jeg ser en hvirvel bag fluen og mærker linen stramme op i et ryk, der forplanter sig igennem hele min krop.
Her har jeg gået i timevis, måske dage eller ugevis og søgt denne forbindelse med naturen, og pludselig er den der. Lige nu og lige her.
For enden af min line mærker jeg trækket fra et eksemplar af noget af det smukkeste natur der findes. En gylden havørred med sorte prikker og en form og skønhed som kun naturen kan skabe. Måske endda kun med lidt hjælp fra oven.
Min forbindelse med naturen er komplet, og jeg mærker havørredens hug hele vejen fra krogen på den hjemmebundne flue, videre gennem fluelinen og fiskestangen gennem mine fingre og videre via nervebaner til min hjerne og helt helt ind til mit hjerte og til min sjæl.
I det splitsekund vælter en overvældende følelse af lykke ind over mig. Forbindelsen med naturen bliver ikke mere komplet og direkte sanselig for mig, end når naturen spræller og springer for enden af min fiskeline.
Dette er min måde at søge forbindelse med naturen på – find selv din forbindelse. Måske er det ved at lede efter kantareller i skovbunden, at spejde efter havørne i din fuglekikkert eller samle materiale til adventskalenderen i skoven sammen med familien – det afgør du.
Nationalparken Skjoldungernes Land og dens natur er lige derude, og jeg opfordrer jer alle til at komme ud og søge jeres egen forbindelse til vores skønne natur. Til at mærke den og erfare, at også du er en del naturen.