Er havørredfiskeri nyt for dig? Har du aldrig fisket havørred på Sjælland før, eller søger du lidt inspiration til at gå på opdagelse i nyt og ukendt havørredterritorium?
Fluefiskeskribent og fotograf, Rasmus Ovesen, har fisket de sjællandske kyster i mere end 20 år, og han har netop udgivet en ny E-guide om Sjællands kystpladser. Guiden er til dig, der gerne, for alvor, vil have hul på det sjællandske havørredfiskeri, og som er på udkig efter håndfaste informationer om, hvor havørreden skal opsøges og fanges – alt sammen i en oversigtlig form med detaljerede pladsbeskrivelser, kørselsvejledninger og luftfoto-links, der fører dig lige til fiskevandet.
Sjælland byder på et utroligt spændende havørredfiskeri med massevis af naturskønne pladser indenfor overskuelig rækkevidde, og her fanges hvert år solide mængder knitrende blanke trofæfisk. Alt hvad fiskeriet kræver er et gyldigt lystfiskertegn, basalt fiskeudstyr og lidt eventyrlyst, viljestyrke og held. Men med denne e-guide, der rundhåndet serverer 100 af Sjællands allerbedste havørredpladser – i tillæg til brugbare informationer om affiskning, sæson, vejrforhold og agnbrug, er du særdeles godt rustet til at få havørreden i tale. De sølvblanke oplevelser venter derude…
E-guiden koster 99kr, og den kan downloades direkte ned på din telefon eller tablet på forlaget Eazyways hjemmeside – klik her!
Lise Novrup var på spadsere-tur med sin mand, Jan Hornum, langs Græse Å. På ”vores” nye gydebanke stod der flere havørreder i færd med at gyde, og Lise fik foreviget én af de fine fisk med kamera. En helt igennem fantastisk oplevelse.
I år har vi etableret mere end 60 gydebanker i vandløb på Sjælland, Lolland og Falster. Nogle har været ganske små, -blot 4-5 meter lange og en meter brede, mens andre har været betydeligt større. Den største af dem alle, en 25 meter lang og 4 meter bred gydebanke i Græse Å midt i Slangerup By ved Hauge Møllevej, har jeg haft store forventninger til. 100 m2 gydebanke er immervæk en pæn stor bunke gydegrus efter sjællandske forhold.
Det skulle vise sig, da den første rigtige nedbør faldt i midten af november og efteråret pludselig skiftede karaktér fra nærmest sensommertemperaturer til et par nætter med nattefrost og løvfald. Først da var der egentlig grundlag for opgang af havørreder fra Roskilde Fjord på gydevandring til (måske) netop den gydebanke, vi havde lagt så mange kræfter i.
Jeg havde ikke selv den luksuøse mulighed at køre et smut til Slangerup for at kigge. Men gudskelov var der lokale beboere i Slangerup, der holdt et vågent øje med gydebanken. Det var blandt andet ægteparret, Lise Novrup og Jan Hornum.
”Vi er bosiddende i Slangerup i umiddelbar nærhed af Græse Å, som er vores “ baghave”. Vi går hver dag en god lang tur langs åen og ud i Græse Ådal. I oktober var Jan med til at lave den nye gydebanke i åen, og siden har interessen for observationer ved bankerne og i åen generelt været stigende. I uge 47 har der været masser af liv, vi har ved aftentime hørt plaskende fisk og set dem slå med halen for at bevæge sig opstrøms med retning mod gydebankerne. Jeg var så heldig at få vedlagte billeder af gydning. Vi har aldrig set så megen aktivitet af fisk her før, vi har ellers boet her i mange år og dagligt bevæget os i åens terræn. Stoltheden og glæden over de nye gydepladsers resultat er stor, det er en fornøjelse at opleve Græse Å med liv i færd med at skabe nyt liv”, -de bedste hilsener Jan Hornum og Lise Novrup”.
Jan Hornum (th.) i færd med at rette gydegrus til på banken i Græse Å i begyndelsen af oktober.
Sådan lød det i en mail til mig i slutningen af november fra Lise og Jan. Det er jo fantastisk og en mega cadeau til de frivillige, der var med til at skabe de muligheder for ørredbestanden i Græse Å i Frederikssund Kommune.
Tænk engang, -blot en måned efter, vi lagde gydegrus ud, var der gydende havørreder på ”vores” gydebanke. Det er et kæmpe skulderklap til alle mand, -og koner!
Samtidig ved vi også, at de mange små ørreder, der forhåbentlig kommer frem fra de valnøddestore sten i april-maj måned, har masser af skjul at gemme sig ved, idet vi jo tillige lagde i omegnen af 15 tons skjulesten ud samtidig med gydegruset. Så får man jo nærmest gåsehud af glæde.
Siden har jeg talt med Lise og Jan ved flere lejligheder og Jan var tillige med, da vi lagde gydegrus ud i Ellebækken i Stevns Kommune. Sagen er den, man bliver bidt af at gøre gode ting, -at deltage i Grusbandens fællesskab. Ikke mindst, fordi det nytter noget.
Gydebanken, som den så ud i oktober, da vi havde udlagt gydegrus til ørrederne i Græse Å midt inde i Slangerup. Mere end 20 frivillige deltog ved den lejlighed, inklusiv lodsejeren og folk fra Havlese Å Vandplejegruppe og Den sjællandske Grusbande.
Vi kan se, allerede efter få uger, tager ørrederne imod vores ”tilbud” og fører ørredgenerationer videre på helt naturlig vis. Derfor er jeg meget spændt på, hvor mange af de 60 gydebanker, vi har lagt ud alene i år, der bliver benyttet af ørreder i vinterens løb. Det vil vise sig, når de frivillige skal registrere gydegravninger, som en del af det overvågningsprogram, Fishing Zealand har iværksat.
Senere kommer også jeg på besøg med elektrofiske-udstyret for at følge op på vinterens gydning, idet jeg gerne vil dokumentere via videnskabelige bestandsanalyser, at det nytter noget og i hvor høj grad, de etablerede gydebanker har succes eller ej. Det giver god mening, så vi hele tiden kan blive klogere på, hvordan vi bedst muligt sikrer den største produktion. Hver banke kan nemlig sikre overlevelse og dermed produktion af mange hundrede, -ja endog tusinde ørredsmolt til glæde for både bestanden i vandløbet, og for fiskeriet langs vores kyster.
Gydebanken i Græse Å i Slangerup By ved Hauge Møllevej, vil med garanti give et hav af ørreder.
Jens Frederiksen, Jan Hornum, og Martin Stald i færd med at rive den ene af tre gydebanker til rette således, at ørrederne i Køge Bugt har grus at gyde på. Det var hårdt arbejde i 11-12 graders varme i midten af november!
Casper Aggerholm fra Stevns Kommune og jeg, har igennem året talt sammen mange gange, og vi har mødtes både i Vandrådet for Vandoplandet, Køge Bugt (opland 2.4) og vi har mødtes langs Ellebækken, der er et lille tilløb til Tryggevælde Å.
Det var også her, ved Ellebækken, vi mødtes i torsdags, idet vi skulle lave de sidste aftaler vedrørende det projekt, vi i fællesskab skulle udføre i weekenden.
Torsdagen skulle bruges sammen med HedeDanmark, der skulle stå for udlægning af gydegrus og levering af større sten til skjul og brinksikring. Torsdagen skulle også bruges til at lave en bestandsanalyse på to stationer af vandløbet, som jeg tidligere har set ørredyngel i, og hvor lodsejerne fortæller, der hvert år er en lille bestand af ørreder, -i hvert fald først på sommeren.
Jeg havde taget elektrofiske-udstyret med, og håbede, der var blot en lille smule yngel, der havde klaret sig igennem sommerens varme og tørke. Men, desværre. På begge stationer var der næsten fisketomt, -kun enkelte hundestejler, og desværre ingen ørreder.
Hmm, -måske sommeren har været for hård for de små kræ i det lille vandløb, der ifølge lodsejerne, var næsten helt udtørret i sommer.
Det skulle vores projekt jo gerne lave om på, idet vi vil sikre en større variation i vandløbet, og dermed også sikre, at der er flere dybe partier på projektstrækningen, hvor der tillige ligger enkelte helt naturlige gydebanker, hvor ørrederne i årevis har gydt om vinteren.
Med udlægning af store sten, vil bækken grave sig ned i de strømrender, der opstår mellem stenene og sikrer dermed (forhåbentlig), at der er små pytter med vand, hvor ørrederne kan stå om sommeren.
Iben og Christa fra ”Tøsebanden” gav også en hånd med. Christa havde ovenikøbet fødselsdag og fejrede den sammen med os andre fra Grusbanden. Prisværdigt, og helt igennem et udtryk for både ”commitment” og også et klart signal om, at vi faktisk har det utrolig hyggeligt, når vi mødes.
Når vi samtidig skulle lægge ekstra gydegrus i vandløbet, så ser fremtiden lidt lysere ud for Ellebækken og for opnåelse af god økologisk tilstand.
Lodsejeren Peter var med under elektrofiskeriet og han kunne fortælle nøjagtig, hvor den sidste rest af ørreder havde klumpet sig sammen i forsommeren inden tørken ramte Danmark og ikke mindst, Ellebækken. Peter kunne også nøjagtig udpege sine dræn således, at gydebanker og skjulesten ikke kom til at ligge i vejen for trækket i drænene. Det var nu ikke det store problem, for stik imod mange andre vandløb, lå drænene et godt stykke oppe af brinken, og det var tydeligt, at Ellebækken var blevet oprenset et par gange eller mere i årenes løb.
Profilet var omkring dobbelt størrelse af, hvad det skulle være i forhold til regulativet, så vi havde sådan set masser af plads til at lægge sten og grus i vandløbet. Det var netop planen, da vi mødtes et par dage senere. I lørdags i strålende sol og 11 graders varme! Verden er af lave!
Grusbanden stillede op med 8 frivillige deltagere, foruden Casper Aggerholm og jeg. 10 deltagere i alt, da Corona-restriktionerne jo har sat sine begrænsninger på deltagerantallet. Til gengæld for kvantiteten, var der lutter kvalitet, og flere gode folk med en lang ”bande-karriere” bag sig.
Iben Buhl og Christa Sofie Jensen, der fejrede sin 28-års fødselsdag sammen med os netop i lørdags, -begge fra ”Tøsebanden”. Der var Jonas FJ og Anna Lumholdt, der endnu engang mødte op på ”kæreste-tur” for at gøre gode ting for vandløbene sammen med os. Jan Hornum fra Slangerup havde taget turen hele vejen til Stevns, og for 5-6. uge i træk knoklede løs sammen med os andre fra Grusbanden.
Jonas FJ og Anna Lumholdt, -kærester og på tur sammen. Det er da fantastisk og jeg havde den glæde at rive grus sammen med de to turtelduer. Lutter smil og glæde.
Jens Frederiksen fra PIV var også mødt op. Jens var med ved et af de første møder langs Ellebækken og ville gerne følge projektet til dørs. I virkeligheden var vi alle ti yderst energiske, engagerede folk, der faktisk havde en stor erfaring efterhånden.
Vi mødtes klokken 10.10 ved brinken og ret hurtigt, fik vi revet tre store gydebanker til rette, -klar til vand og klar til ørreder fra Køge Bugt, når der er vand nok til at vandre den lange vej op i dette lille tilløb til Tryggevælde Å.
De tre gydebanker blev fantastiske og med ikke mindre end 20 tons tilsammen, er der masser af grus at lægge ørred-æg i fremover. Dernæst kom turen til skjulestenene og stenene til brinksikring.
I omegnen af 20 tons fodboldsten, skulle nu lægges ned i Ellebækken til glæde for både insekter, fisk og hele miljøet omkring vandløbet. Nogle sten kunne blot lægges i vandløbet direkte fra kanten, mens andre skulle køres med trillebør. De sidste sten i rækken til bækken, blev kørt til de nedre dele af projektstrækningen i min trailer, som i dag fik lov til at agere pakke-transport.
Tre-og-en-halv-time senere var vi færdige, og jeg kunne med glæde konstatere, at endnu et projekt var vel udført i år. Det sidste projekt i år, -for vi kan ikke nå flere projekter inden ørrederne står på gydebankerne for at føre ørredgenerationerne videre.
En lille håndfuld af dagens deltagere havde til gengæld stadig mod på mere, og de vandrede med Casper op til det nyligt etablerede sandfang, der var blevet gravet af Stevns Kommune, -nærmest som garant for projektstrækningens kommende succes, og en del af projektet, der i al sin enkelthed (forhåbentlig) vil forbedre forholdene på den 850 meter lange projektstrækning, der nu både indeholder sandfang, nyt gydegrus og ditto skjulesten og sten til brinksikring.
Nu venter vi blot på, at ørrederne skal dukke op, og fyldestgøre det, vi har forberedt for dem.
Bandeleder, Rune Hylby.
Der blev fragtet store sten i trillebør langs Ellebækken. Her er det Jens, der tager fat til stor morskab for Martin og Christa.Pause og hygge langs vandløbet, der forhåbentlig i de kommende år vil udvikle sig og give en god produktion af ørreder til glæde for vandløbet og til glæde for lystfiskerne i Køge Bugt.Projektstrækningen som den så ud, da vi havde lagt 20 tons grus og 20 tons sten i vandløbet.
En af Elverdamsåens fine havørredhanner bliver målt inden hjemtagning til avlsarbejdet i Tuse Å’s Ørredsammenslutning.
Når jeg har pakket bilen med alt det gear, der skal bruges under elektrofiskeri efter moderfisk i Elverdamsåen, fyldes jeg med en særlig sitrende fornemmelse i kroppen. Lidt som sommerfugle i maven fra dengang, det skete med mellemrum. En tur i Tivoli, en eksamen, eller en anden kærkommen begivenhed, der føltes lidt mere levende end blot hverdagens små mirakler i øvrigt. Elektrofiskeri efter moderfisk er spændende.
På vej til Det forjættede Land, hvor havørrederne vandrer op på gydepladserne for at føje endnu en generation af unikke og lokalt tilpassede gener videre til det afkom, de små ørreder, der fortryller os med deres skønhed, deres fantastiske livscyklus, -adfærd og instinkter.
Jonas var med for første gang, og som ”rookie” er det altid meget spændende at være med. Vi måtte jo i år lave begrænsning på deltagerantallet, men der var dog et halvt dusin fra Grusbanden. Resten var TØS’er.
Elverdamsåen, som for en stund endnu, ligger i mit nære nabolag, har leveret store oplevelser for både de frivillige i Grusbanden og for mig personligt. De mange foregående år har vi været op til 40-50 personer, der deltog i elektrofiskeriet. Men ikke i år pga. de restriktive Covid19-regler. Derfor måtte vi stoppe ved 10 deltagere, alt inklusiv i søndags, da vi skulle dyppe elektroderne for første gang i år efter de kønsmodne havørreder, der skal sikre udsætningen af ørredsmolt i 2022.
I de foregående uger har flere foreninger på Sjælland ”tyvstartet”, og de første efterretninger fra deres ture er meget blandede. Fiskene er ikke rigtig begyndt at gå op i vandløbene for alvor endnu. Måske er det varmen, måske den lave vandføring, måske er det noget helt tredje. Jeg var derfor fuld af spænding, men også med en fornemmelse af ikke at skrue forventningerne alt for højt i vejret. Derfor var det med slet skjult ærbødighed overfor havørredernes (måske) manglende gydevandring, vi riggede grejet til ved Elverdamsåen i weekenden.
Moderfiske-holdet fra Grusbanden var en lille håndfuld gengangere, lidt nye folk og derudover et par bestyrelsesmedlemmer fra TØS, heriblandt både jeg selv, Lars Høpfner, Poul Johansen og Jan Larsen. Jeg tog de to ”rookies”, Lennert Weidekamp i vandet som min ”wingman”, og Jonas FJ skubbede båden.
Vi lagde ud med at fiske en 200 meter lang strækning, hvor åen umiddelbart ser lidt kedelig ud. Men man skal ikke lade sig narre af dette, -for der plejer at stå en del fisk. Det gjorde der også i år, og vi fangede knapt 30 fisk med den største på 83 cm. En rigtig arrig havørredhan, der ikke blev hjemtaget. De store hanner er nemlig en voldsom biomasse at have gående i et bassin, og de er svære at holde liv i.
Et par fisk var udlegede, blandt andet en flot hun på 75 cm, som allerede har været oppe for at lægge sine æg.
Elverdamsåen er en meget lille å, der ikke er meget dybere end til knæene selv på de nederste strækninger, men åen rummer trods dette en del fisk.
Elektrofiskeriet gik slag i slag, og vi fik glædeligt besøg af et par lodsejere også, der i stil med de foregående år, lige skulle ned og hilse på og se om vi havde held med os.
I takt med, vi bevægede os opstrøms, blev vandstanden lavere og lavere, og vi måtte konstatere, at den store opgang ikke er rigtig begyndt endnu. Ikke på gydepladserne i hvert fald. Vi kunne dog hjemtage 75-78 havørreder, rimeligt lige fordelt mellem hanner og hunner.
I alt fangede vi 91 havørreder, og der var en del udlegede fisk imellem, samt et par store hanner, som vi ikke hjemtog. Vi må derfor afsted endnu engang for at få samlet rogn nok til at opfylde udsætningsplanerne under Fiskeplejen i Isefjorden i 2022.
I år fangede vi bemærkelsesværdigt få havørreder med krøllede finner, som indikerer, det er opdrættede fisk. I alt kun 6 havørreder af de 91 fisk, hvilket giver stof til eftertanke i betragtning af, at der bliver sat mellem 10-15.000 stk. ørredsmolt ud i Elverdamsåen, hvert år.
93 % af fiskene var altså vilde havørreder, klækket i gydebanker i hovedsagelig Elverdamsåen og derefter opvokset i vandløbet inden smoltificering. De vilde havørreder vender jo tilbage til det samme vandløb, de selv blev klækket i. Det er her, de vil gyde. Derfor er det glædeligt, der var så mange vilde fisk, men det giver da også bekymring i forhold til mængden af udsatte fisk.
Får vi nok ud af vores udsætninger?
Sandsynligvis ikke, og Fisketegnsmidlerne ville være givet bedre ud til flere restaureringer. Men det er en helt anden snak.
Buttom line er, at vi havde en rimelig succesfuld første tur til Elverdamsåen, men er nødt til at tage af sted igen, -og så kan der jo komme 10 nye deltagere med.
Det er nemlig en stor oplevelse at se de store gydemodne fisk komme frem fra brinken i et vandløb, der ikke er dybere end til knæene!
Bandeleder, Rune Hylby.
Kiss the fish synes at være overskriften på dette billede af rookie, Jonas FJ.Endnu en fin ørred fra moderfiskeri efter gydemodne havørreder i Elverdamsåen. Denne er dog en hanfisk, som må en tur omkring TØS’ anlæg for at blive strøget.
Der var ti deltagere, der fik udlagt i omegnen af 150 tons skjulesten i Truelsbækken i lørdags. Der blev gået til stålet, og vi var trætte efter 4 timers stenkyleri. Men, hvor blev det godt.Casper, Aske og Oskar kendte ikke hinanden inden projektet, men mødtes i Grusbanden sammen med deres fædre og havde en fest i løbet af dagen. Hver en stenbunke blev undersøgt for mus, rotter og andre levende væsener!
Jeg er temli’ sikker på, at Aske, Oskar og Kasper ikke foreløbig glemmer den samhørighed og det eventyr, de tre unge knægte oplevede i weekenden, da de deltog i projektet i Truelsbækken i Tempelkrogen Nord ved Rute 21, -Holbækmotorvejen.
De tre drenge, der iøvrigt ikke kendte hinanden i forvejen, havde en fest af rang langs Truelsbækkens brinker, da vi i denne weekend lagde 150 tons skjulesten i bækken over en strækning på 550 meter i et projekt, som Tuse Å’s Ørredsammenslutning og Den sjællandske Grusbande stod bag. For i de mange stenbunker, som vores vognmand Ole havde lagt langs brinken, myldrede det med mus, rotter og andre levende væsener!
-Og der var mange stenbunker, skal jeg lige love for!
Stenene havde vi fået forærende, dels efterladenskaber fra et andet projekt i Holbæk Kommune i Regstrup Å i Tuse Å-systemet, dels fra landmænd i lokalområdet, -altså sten, der var samlet i området omkring Elverdamsåen og Truelsbæk, og nu, gjorde stor nytte ved at blive lagt ned i et lokalt vandløb, som i fremtiden vil give en kæmpe produktion af ørreder til Isefjorden og til God Økologisk Tilstand (jeg kommer uvægerligt til at stave det med stort).
Dagen efter, da vandet var klaret op, kunne jeg ikke holde min nysgerrighed tilbage og måtte se strækningen med alle stenene. Det så helt eventyrligt ud, og de mange sten vil give vandløbet en variation uden lige.
Projektet tog form allerede i 2019, hvor vi i samarbejde med HedeDanmark lagde gydegrus i Truelsbækken ad to omgange. Gydebankerne var gennemgravet af ørreder under sidste vinters gydning, og jeg havde store forventninger til bestandstæthederne i sensommeren, da jeg var ude ved bækken med elektroderne for at lave en bestandsanalyse. Men, trods bønner til de højere magter, var der slet ikke den overlevelse, jeg kunne have ønsket mig.
Der var ikke variation nok, -ikke standpladser til små forskræmte kannibalistiske ørreder. Derfor gik jeg allerede i foråret, altså før den dystre bestandsanalyse, i gang med at forberede et projekt med udlægning af sten til skjul. Det var i april, netop som det stod klart for os, at vi havde penge fra Fisketegnsmidlerne til at konvertere udsætning til restaurering. En konvertering, der i øvrigt er langt mere rentabel end udsætning, der jo kun er symptombehandling. Restaurering er jo en fortløbende succes, og ikke en enkeltstående kortvarig og ofte ligegyldig gevinst (hvis man er heldig).
Lodsejeren langs Truelsbækken mødtes jeg med ved flere lejligheder, og vi har haft en meget fin dialog og samarbejde omkring projektet. Ligeledes har jeg haft to velvillige kommuner til at sagsbehandle projektet således, at det kunne udføres i år. I sidste øjeblik, for om få uger vil havørrederne vandre op i Truelsbækken for at gyde, og skal sådan set have fred og ro til det, ikke sandt?
Stenene blev lagt langs vandløbet for en måned siden og i rimelig pæne bunker på 2-3 kubikmeter stykket, -i omegnen af 4-6 tons i hver bunke. 50 bunker langs vandløbet på en 900 meter lang strækning. I alt omkring 2-300 tons til udlægning med håndkraft. Det var netop her, de tre knægte Aske, Oskar og Kasper oplevede samhørigheden, idet mus, rotter og andre levende væsener sædvanligvis gemmer sig nederst i bunker af sten. Dermed måtte vi jo kaste stenene i vandet inden drengene kunne se, om der var mus i bunken. -Og det gjorde vi så.
To-og-tredive-bunker senere, var vi trætte. Meget trætte. I omegnen af 150 tons sten var blevet lagt i Truelsbækken af de ti deltagere (Corona-begrænsning), der ganske frivilligt spenderede en god formiddag i lørdags på at gøre forholdene i Truelsbækken perfekte.
Iben Buhl, Preben Hansen og Lars Høpfner tog hånd om gydebankerne, der var groet til med due-urt og dunhammere. Den eksplosive plantevækst blev fjernet således, at gydebankerne er klar til havørredernes brudefærd om få uger.
Om føje år, -måske allerede næste år, vil bestandstæthederne langs vandløbet med stor sandsynlighed, se helt anderledes ud. Det håber vi, -og krydser fingre. Der blev nemlig også taget hånd om de gydebanker, vi lagde ud sidste år.
Iben, Preben og Lars var nemlig sideløbende med stenudlægningen i gang med at vedligeholde gydebankerne og forberede den kommende gydning, idet der i sommerens løb har været en eksplosiv vækst af due-urt og dunhammere. De virkede spærrende, og under alle omstændigheder begrænsende for gydebankernes attråværdighed overfor de havørreder, der tager turen op i Truelsbækken for at gyde. Planterne stod ganske overvældende på selve gydebankerne og ville forhindre den store gydegravning. Derfor blev plantevæksten fjernet med håndkraft, så gydebankerne igen ligger klar til brudefærd. Planterne blev fjernet med rod-net og det hele. Der var dermed tale om to sideløbende projekter. Projekt sten i bækken og projekt væk-med-due-urt-og-dunhammere.
Da vi ud på eftermiddagen, af ren og skær udmattelse, ikke kunne løfte så meget som en perlesten, havde vi gjort det fænomenalt. Vi havde lagt sten ud på 550 meter lang strækning af bækken, og mangler nu kun 350 meter for at have restaureret hele Truelsbækken nedenfor Rute 21.
Skulle du have lyst til at se det ”med egne øjne”, kan du se med her:
Inden vi skiltes, blev der lavet aftaler om næste gang, vi skal i gang i Truelsbækken for at lægge sidste hånd på projektet. Aftaler mellem fædrene til de tre knægte, der denne eftermiddag fik en naturoplevelse, ikke mange børn får i dag. Det var det rene eventyr for knægtene, at gå på opdagelse i naturen, -sammen og fuld af energi.
Er havørredfiskeri nyt for dig? Har du aldrig fisket havørred på Sjælland før, eller søger du lidt inspiration til at gå på opdagelse i nyt og ukendt havørredterritorium?
