Der bliver nydt god mad og gode øl på Store Børs inden aftenens foredrag går i gang.
Den kryptiske formel dækker ikke over noget useriøst men et nyt tiltag som ROLK (Roskilde og Omegns Lystfiskerklub) har lanceret i januar og februar 2014.
Rolk er bl.a. kendt for at prøve nye veje i forsøget på at skabe interesse for lystfiskeriet. At bryde vaner med at lave arrangementer uden for klubhuset som er vores hjemmebane, kræver selvfølgelig overvejelser, men er ikke noget nyt for os. Lystfiskeriets Dag og Fiskens Dag gennemfører vi ved Roskilde Oplevelseshavn og her oplever vi at få kontakt til en masse mennesker som vi normalt ikke ville få ud til vores klubhus.
Skål…
På vores sidste bestyrelsesmøde besluttede vi at et nyt koncept skulle prøves af. En aftale med restaurant Store Børs, Roskilde Havn, samt Herslev Bryghus (som sponserede et glas øl), og to spændende foredrag, var ”formlen” .
Nikolaj Korsholms foredrag om: ”Et fiskeeventyr i New Zealand” trak fulde huse i januar måned. Der blev serveret en lækker fiskeret, øl og kaffe. Det at man starter med mad, skaber en super god stemning og giver mulighed for at kunne tale med hinanden, som Nikolaj udtaler efter aftenen, citat: ”ROLK skal have stor ros for at bruge lidt ekstra tid og energi på at gøre en spændende aften til en uforglemmelig aften, hvor jeg lærte nye mennesker at kende”
Det blev en forrygende aften med et foredrag som var nytænkende om meget inspirerende. Med vilde fiskescener og med en kraftig opfordring til at trække stikket ud og komme af sted, kom vi på fascinerende fiskeri i New Zealand. For mange var det at opleve en drengedrøm om en så vild fisketur. Det var helt igennem en super oplevelse at være med i og jeg vil varmt anbefale andre klubber dette foredrag.
Vores næste arrangement var i februar og havde samme ”formel”, og igen var der fulde huse.
Fishing Zealand har sat fokus på mulighederne for guidet fiskeri i Danmark og har uddannet og certificeret otte fiskeguider. Det ville vi i ROLK sammen med Fiske Avisens læsere give mulighed for at afprøve og høre mere om. Derfor handlede foredraget bl.a. om en guidet fiskeweekend på Møn, den 28. marts 2014. Se programmet her.
Der var fuldt hus da Ken Sørensen delte ud af sin viden om Møns bedste havørredpladser.
Ken Sørensen og Nikolaj Martins har netop begge gennemgået Fishing Zealand´s guideuddannelse. Til deres foredrag havde de taget det ”tunge skyts” med til Roskilde. Ken fortalte om hvor og hvordan man skulle fiske havørreder. Med super flotte billeder og med oversigt på sø/landkort viste han de bedste pladser ved Møn. Ken’s store erfaring var super inspirerende og budskabet om at man skulle bruge let grej og ikke skulle slæbe en masse store fisketasker fyldt med udstyr med ned til vandet, var nok lidt overraskende for de fleste. Jeg tror at de fleste allerede overvejede at køre til Møn dagen efter, det var et indlæg som gav blod på tanden til forårsfiskeri efter havørreder.
Nikolaj er blandt de nyuddannede og certificeret guider og står klar til at give folk fede fiskeoplevelser på Møn.
Nikolaj har en passion som han har svært ved at skjule. Her er en mand som er dybt fascineret af gedden, den måde den lever på, måden den tager agnet på, osv. Nikolaj kom med et meget stærkt budskab til alle om at beskytte brakvandsgedden, hvis bestand heldigvis er i fremgang. Vi blev alle fanget ind i hans fortællinger som blev afleveret med et ”brusende” kropssprog, hvis man ikke var til gedder, så vil jeg påstå at det blev man, for man var helt solgt.
Efter foredraget tog begge sig god tid til at vise grej og give tips, så klokken var mange inden lyset kunne slukkes.
En kæmpe tak til dem begge for en spændende aften og dem som har meldt sig på det guidede weekendkursus har noget at se frem til.
Med ROLK’s ideer om at flytte ud af vores faste rammer, vil jeg hermed opfordre alle fiskeklubber til at prøve det samme.
Vi kan gennem disse arrangementer få flere nye lystfiskere i tale men også inspirere lystfiskerne generelt til at søge nye områder og oplevelser. Over 90 personer har været til disse to arrangementer, så der er ingen tvivl hos mig om, at det er noget vi gentager.
Lejre Kommune er bl.a. kendetegnet ved at være Danmarks første økologiske kommune, og deltagelse i Fishing Zealand er på mange måder oplagt.
Jeg er opvokset i Lejre og bor nu igen i Lejre Kommune, hvor jeg i øvrigt også fisker en hel del – bl.a. i Roskilde og Isefjorden. Som projektleder i Fishing Zealand kan det næppe overraske, at jeg mener min hjemmekommune absolut bør overveje at deltage i Fishing Zealand. – Og det gør de heldigvis også.
For et lille stykke tid siden var jeg således inviteret til Grønt Råd i Lejre Kommune, hvor de havde afsat 40 minutter for at høre om Fishing Zealand og få mulighed for at stille kritiske spørgsmål.
Jeg elsker makreller. Både når de skal spises og når de skal fanges. Nu er jeg stolt over at være med til at arrangere en festival der skal fejre makrellen på alle måder!
I weekenden den 22. – 24.august 2014 afholdes Danmarks allerførste Makrel Festival og DM i makrelfiskeri. Arrangementet er et samarbejde mellem Visit Odsherred, Sjællands Odde Havneforening og initiativtageren Fishing Zealand, og det vil være en weekend med masser af spændende aktiviteter for børn og voksne.
August er højsæson for makrelfiskeri og Sjællands Odde er et fantastisk udgangspunkt for dette spændende fiskeri. Festivalen skal blandt andet være med til at udbrede kendskabet til makrellen og makrelfiskeriet på Sjællands Odde.
Alle kan deltage i DM i makrelfiskeri. Man kan fiske fra egen småbåd, eller kajak, bestille en plads på en kutter eller sågar fiske fra selve Sjællands Odde. Flere dygtige småbådsklub-fiskere deltager, men alle kan være med uanset erfaring. Vi stiller endda med instruktører og kurser for dem der ønsker det.
DM i makrel vil inkludere individuelle kategorier for enkeltpersoner, børn/juniorer og teams, og Garmin har meldt sig på banen som hovedsponsor og vil også være med til at udforme reglerne og vilkårene for selve DM konkurrencen. – Vi er glade for initiativer som dette som kan sætte fokus på lystfiskeri og være med til at skabe nye lystfiskere, og selvfølgelig skal den slags støttes, udtaler Søren Vesth fra Garmin.
Penn Fishing har også meldt sig som banen som sponsor. – Med Fishing Zealand og Visit Odsherred som arrangører, har vi stor tiltro til dette event, forklarer Bo Ebbesen, direktør for Pure Fishing og Penn i Danmark. – Vi tror det kan blive et stort og tilbagevendende arrangement og glæder os for muligheden for at udbrede kendskabet til havgrej fra Penn for både de hardcore havfiskere såvel som nybegynderne.
Sjællands Odde Lystbådehavn, der vil danne rammen om arrangementet, vil summe af liv, og her vil der i særdeleshed være fokus på kulinariske oplevelser. Blandt andet vil man kunne deltage i madlavnings- og røgningskurser med udgangspunkt i makrellen og egnens lokale råvarer. For gæster og turister betyder det med andre ord, at der vil være rig mulighed for at få en smagsprøve på, hvad makrellen og Sjællands Odde kan tilbyde. Derudover vil der være aktiviteter målrettet børn og familier. Odsherred Sportsfiskerforening vil også være til stede for at give en hjælpende hånd.
Makrel Festivalen er også for interesserede udenfor Danmarks grænser, og den vil blandt andet blive markedsført i Tyskland. Håbet er, at en masse udenlandske turister vil få øjnene op for makrellen og det fine makrelfiskeri, som Sjællands Odde byder på. Dette er et led i Odsherred Kommunes involvering i Fishing Zealand hvor der bl.a. udvikles og arbejdes med turisme potentialet.
Der arbejdes i øjeblikket på www.makrelfestival.dk som forventes klar til foråret. Du kan allerede nu holde dig opdateret på Makrel Festival på facebook. www.facebook.com/makrelfestival
Reserver datoerne 22- 24 aug. allerede nu! Håber vi ses på Odden.
Den nye opstramning af regler for bl.a. bierhvervsfiskeriet i Odense og Nakkebølle Fjord er for øjeblikket til høring – og bliver forhåbentlig vedtaget. Selvom der også strammes op på reglerne for lystfiskeri, er det godt – ikke blot for os lystfiskere, men også for lokalsamfundet. Syddansk Turisme vurderer nemlig, at en sikring af en god havørredbestand i vandløbene på Fyn kombineret med en fortsat udvikling af “Havørred Fyn” kan give op mod 50-100 fuldtidsjobs og årligt bidrage til den fynske turist- og oplevelsesindustri med omkring 50-75 mio. kr.
Det er mere end oplagt, at en håndfuld bierhvervsfiskere med en begrænset indtjening skal fratages retten til at sætte massevis af garn, og dermed høste frugten af de tusindvis af frivillige og lønnede arbejdstimer, der investeres i at få havørredbestandene op på et niveau – hvor ikke blot lystfiskere men også hele samfundet får glæde af det.
Stangfangede havørreder er langt mere værd en garnfangede fisk – og vi må derfor håbe, at det momentum, der er i udviklingen på Fyn kommer til at inspirere og danne præcedens for lignende fjordområder overalt i landet. Det giver god mening!
I februar-udgaven af Fisk & Fri, der er på gaden d.30 januar, kan du læse meget mere om dette i en artikel, hvor vi blandt andet har talt med én af initiativtagerne Claus Eriksen fra Go Fishing og DSF – samt politikeren Jakob Ellemann, der har bakket op om sagen og været med til at føre den så langt, som den er nået. Hatten af for det.
De unge blev både våde og kolde – men humøret og fiskelysten var konstant i top.
I lørdags var vi en tur på Øresund, og havde jeg blot set tilbage på vejret og fiskeriet, var det måske en fisketur, der var gået relativt hurtigt i glemmebogen – men sådan hang det bestemt ikke sammen på denne tur.
Turen var blevet til på Fishing Zealands initiativ med støtte fra Ungepuljen i Roskilde Kommune og Fishing Zealand og med frivillig hjælp fra Jan og Bo’s Lystfiskershop og Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK). 16 unge tog af sted fra Roskilde til Helsingør med bus til en femtimers kuttertur med skibet Jaws. Der var udstyr til låns, instruktører til rådighed, og en med en symbolsk pris på 100,- kunne alle være med.
Samtlige deltagere fik fisk – her er det Christian Dyhrberg med en flot torsk. Christian går i gymnasiet i Roskilde og havde søgt Ungepuljen om støtte til denne tur.
Lad os sige det, som det var. Havde det været en flok erfarne lystfiskere, der havde været af sted, havde vi sikkert brokket os over regnen, kulden, og at der ikke var flere bidevillige torsk. Men sådan foregik det ikke her. De unge på mellem 14 og 19 år gav den i den grad gas og trodsede de vanskelige forhold med stor gåpåmod. Hver en fangst blev værdsat, uanset om det bare var en mindre torsk, sej eller sild. Fladfisk, lange og hvilling blev det også til.
De glade unge ansigter lyste op på en ellers våd, kold og mørk januardag. Resultatet blev også, at samtlige fik fisk, og humøret var høj selvom temperaturen ikke var det!
På vej hjem igen i bussen sad jeg stolt og lyttede til snakken fra de tændte unge. De diskuterede deres fangster og drømte om fremtidige ture og fangster – flere udflugter på Øresund – en geddeekspedition i den lokale mose, og Put & Take søerne i omegnen af Roskilde skulle også udforskes. Der er vist igen tvivl om, at vi fik inspireret et par nye fiskere. Men vi fik bestemt også inspireret et par af os instruktører og arrangører til at stable endnu mere af denne slags på benene, når det kan ha denne effekt. Tænk bare hvordan det vil gå på en tur, hvor vejret og fiskeriet bare spiller!
En kold men underholdende omgang.
ROLK og Fishing Zealand er allerede i gang med at planlægge et hornfiske event til Lystfiskeriets Dag i maj, et natfiskearrangement til sommer i en P&T sø og meget andet godt, men det skal I nok høre mere om senere.
Nicolai Ulrik Hansen fra Fiske Avisen var også med på turen. Nicolai har en hel del erfaring fra Øresund, og han var i den grad også imponeret over de unges attitude til fiskeriet. Så glæd dig til februarudgaven af Fiske Avisen, hvor du vil kunne læse Nicolais oplevelse af turen og mere om Roskilde Kommune og Fishing Zealands ambitioner i forhold til børn og unge.
Personligt er jeg afsindig glad for Roskildes Kommunes deltagelse i Fishing Zealand og deres ambitioner om at styrke kommunens børn og unges forhold til naturen. Så en stor tak herfra til de involverede og en opfordring til alle om mere af denne slags!