Kategorier

Bloggere

Hyggelig premiereaften på ”Pike & Fly” på Herthadalen

20151119_165628191_iOS

Torsdag den 19. november var jeg til en udsolgt premiereaften på Niels Vestergaards nye film ”Pike & Fly” med Gordon P. Henriksen. Jeg var sammen med Jesper Van Vliet og Mike Fløjborg, som begge deler min interesse for kystfluefiskeriet men er forholdsvis nystartede. Jeg har hjulpet Jesper i gang med fluefiskeriet og har hjulpet Mike videre, men vi har også en geddefisker i maven alle tre, så vi så frem til en spændende aften. Selve arrangementet havde jeg booket problemfrit gennem www.fishtrip.dk, og det bestod af mad, øl, fremvisning af film samt et eksemplar af filmen.

20151119_172712861_iOS
Aftenens lækre menu bestod af skinstegt kulmule med rodfrugter, kartofler og smørsovs. Og det lokale bryghus Herslev havde sponseret en øl til alle deltagerne.

Jeg mødtes med de andre på Restaurant Herthadalen ved Ledreborg Slot, og det må siges at være de perfekte rammer for 80 outdoor mennesker med en forkærlighed for fluefiskeri. Der er super hyggeligt, og stemningen var god og afslappet fra start. Gordon og Niels indledte med at fortælle om aftenens indhold krydret med lidt røverhistorier. Den lækre menu, som bestod af skinstegt kulmule med rodfrugter, kartofler og smørsovs blev præsenteret, og dertil kunne der vælges én af de lækre øl fra Herslev Bryghus. Jeg valgte en julebryg, som virkelig var god, og maden var virkelig lækker…

Efter at have indtaget den dejlige mad kom Gordon og Niels med en introduktion til filmen, hvor de bl.a. fortalte, at den havde taget 5 år at lave. Mest fordi de begge havde været optaget af andre projekter, men også fordi det var et ”hyggeprojekt”. Da de samtidig har et krav om flotte fisk og hug i deres film, tager det bare lang tid at lave, og mange optagelser kommer slet ikke med. Som da de havde været 5 dage på Rügen for at filme noget med synkeliner, og ikke et sekund kom med i den færdige film.

Både Niels og Gordon glædede sig til at vise filmen og lagde op til en afslappet stemning, hvor der godt måtte snakkes. Det blev der dog ikke, da alle var meget optaget af filmen.

20151119_172649804_iOS
God mad og drikke efterfulgt af fiskefilm viste sig at være opskriften på en fantastisk aften på Restaurant Herthadalen.

Selve filmen er rigtig god med flotte optagelser og nogle helt nye spektakulære kameravinkler, hvor man ser gedden hugge på en popper både under og over vandet – meget imponerende. Helt karakteristisk for Niels Vestergaard er der mange undervandsoptagelser af både gedder og fluernes gang i vandet. Filmen kommer også med rigtige mange gode fif, tips og tricks til geddefluefiskeriet i brak- og ferskvand fra båd/flydering men også vadefiskeri.

Lars Chr. Bentsen fortæller desuden, hvilket grej og kasteteknik du skal bruge, når du kaster de store geddefluer. Der er samtidig fokus på forfang og knuder samt liner. Filmen har et meget internationalt potentiale, da Gordon snakker ”engelsk” og man føler sig nogle gange hensat til Florida Keys, selvom det hele er optaget i lille Danmark. Gordon er en god formidler, og Niels og Gordon har virkelig formået at viderebringe glæden og stemningen ved fluefiskeri efter gedde.

Jesper, Mike og jeg hyggede os gevaldigt, og dejligt at det kan lade sig gøre at kombinere god mad og øl i selskab med 80 ligesindede, og samtidige inddrage kræfter fra lokalsamfundet.

Tight lines, Keld

 

 

Ny rapport kaster lys over havørredernes overlevelse i havet

RapportNy viden om de sjællandske havørreder

Fishing Zealand udgav i 2014 statusrapport 1 for de sjællandske havørreder. Her blev det konkluderet, at vi er nået er godt stykke med at genskabe vandløbenes miljø og fiskeproduktion, men at der er et stykke vej, før de store tabte bestande er tilbage i fuld styrke.

Rapporten konkluderede bl.a., at der var tegn på, at dødeligheden i havet mange steder var meget stor. Disse observationer førte til ønsket om at gøre et forsøg på at vurdere udvalgte havørredbestandes skæbne i havet. Desuden var det ønsket at udvikle et program for overvågning af bestandene. Kun med mere viden kan vi vide præcis, hvad der evt. er galt, og hvor der bedst sættes ind med nye tiltag.

Dette arbejde er nu afsluttet. Der blev set nærmere på udvalgte havørredbestande i 5 af de 6 fiskeplejeregioner: Isefjorden, Kattegat/Øresund, Køge Bugt, Smålandshavet, og Storebælt. Resultaterne præsenteres i statusrapport for havørrederne 2.

 

_DSC0041
De frivillige gør en stor og betydelig indsats – også når det gælder indsamling af datamateriale til rapporter.

Data indsamlet med stor hjælp fra foreningerne

I samarbejde med en lang række frivillige i foreningerne var der allerede igennem mange år indsamlet viden i form af gydebanketællinger, smoltundersøgelser og data om moderfisk. I tilknytning til undersøgelsen blev der endvidere udtaget skælprøver fra havørreder i alle de betydende vandløb, hvor der opfiskes moderfisk. Desuden hjalp Dtu Aqua med baggrundsdata.

Hele dette puslespil af data er blevet bearbejdet og præsenteres samlet i rapporten, der lægger vægt på udvalgte indikatorer så som: Udvikling i havørredernes gennemsnitslængde, antal gydninger, alder i havet og havoverlevelse.

 

Overraskende store forskelle mellem bestandene

Det var imødeset med spænding, om det overhovedet var muligt at sige noget entydigt om bestandens skæbne i havet ud fra de indsamlede data.

Det var der i den grad. De udvalgte indikatorer pegede alle i samme retning og gav et godt billede af situationen for bestandene:

150425_Ørred Patruljen_20-1
Disse små ørreders overlevelse afhænger nøje af, hvor de bliver sat ud. Der er nemlig stor forskel på, hvor farefuld havvandringerne fra de enkelte vandløb er.

I Tuse Å, Esrum Å og til dels Køge Å pegede alting på en god havoverlevelse. Der var mange havørreder, som havde gydt mere end 1 gang (nogle op til 5 gange), gennemsnitsstørrelsen hos fiskene var stor og overlevelsen i havet var god eller nogenlunde god.

Omvendt forholdt det sig i Tude Å (til Storebælt) og Fladså (Karrebæk Fjord) samt bestande i Præstø Fjord. Her var der meget få havørreder med flere gydninger og havoverlevelsen var lille.

Den bedste overlevelse i havet blev fundet i vandløb med udvidede fredningsbælter i Isefjorden og i åers udløb på mere åbne havområder. Omvendt blev den ringeste overlevelse fundet hos bestande i de beskyttede fjorde med snævre passager som Karrebæk Fjord og Præstø Fjord. Lange tidsserier af gydedata viste en stor effekt af udvidede fredningsbælter i Isefjorden, mens mindre fredningsbælter i Karrebæk Fjord og Roskilde Fjord ikke havde nogen tydelig effekt.

Konklusionen er, at der er behov for yderligere beskyttelse af bestandene i Fladså, Krobæk og Herredsbæk (Karrebæk Fjord og Præstø Fjord). Det er muligt, at der også er behov for bedre beskyttelse af bestandene i Tude Å (Storebælt) og Køge Å (Køge Bugt), men det kunne ikke entydigt konkluderes i denne undersøgelse.

DSC_0511Der er således være meget stor forskel på havoverlevelsen og forvaltning med udvidede fredningsbælter spiller en stor rolle, hvis de er lavet rigtigt. Erfaringerne kan givetvis overføres på andre vandløb i lignende farvandsområder.

Rapportens konklusioner skal nu ”ud og arbejde”. I første omgang har de allerede været en del af grundlaget for Fishing Zealands nyligt færdiggjorte ”Havørredstrategi”.

Arbejdet viste også hvilke indikatorer, der bedst beskriver tilstanden, og det danner derfor grundlag for forslag til et overvågningsprogram, som bl.a. vil involvere frivillige med gydebanketællinger og registreringer af moderfisk samt skælprøver. Fishing Zealand arbejder på at få et program op at køre allerede i denne sæson.

Læs mere i rapporten.

Peter W. Henriksen

 

Glæde over et fantastisk samarbejde i Odsherred

Billed 2, Stenstrupløbet, under udlægning af gydegrus
Glæden og stoltheden over det frivillige arbejde er smittende!

Det var en ualmindelig glad vandpleje-mand, Karl Erik Mikkelsen fra Odsherreds Sportsfiskerforening (OSF), der ringede til mig lørdag aften. Han skulle deltage i vores elektrofiskeri søndag i Elverdamsåen, og skulle derfor lige høre de seneste nyheder.

Men grunden til glæden var, at han, sammen med en god håndfuld frivillige foreningsfolk, havde været i Stenstrup Å for at lægge gydegrus ud i det halvanden kilometer lange vandløb, som løber ud i Sejerøbugten i Odsherred.

Stenstrupløbet er et offentligt vandløb, som løber fra Storesø til Sejerøbugten på en strækning af i alt 1470 meter. Vandløbet har et relativt godt fald, men en ensartet sandet bund.

Udover forbedring af gydemulighederne for havørreder var formålet med udlægning af grus og sten også at skabe gode levesteder for vandløbsinsekter samt gode etableringsmuligheder for vandløbsplanter i vandløbet.

I et fantastisk samarbejde mellem Odsherred Kommune og Odsherred Sportsfiskerforening, blev 14 m3 gydegrus og 7 m3 skjulesten, udlagt i Stenstrupløbet i begyndelsen af november.

Projektet havde Odsherred Kommune taget initiativ til og sportsfiskerne bidrog med ”man-power” under selve udførelsen af naturgenopretningen.

Vandløbet passerer sommerhusområdet på Tengslemark Lyng og løber ud i Sejerøbugten, og der blev udlagt i alt otte gydebanker samt skjulesten neden for hver gydebanke.

”Odsherreds Sportsfiskerforening havde i sit høringssvar til projektet udtrykt stor tilfredshed og ros til projektet og tilbød sin praktiske hjælp, og det tog vi gerne imod”, siger naturgeograf Gry Annika Jensen fra Vandteamet i Center for Natur, Miljø og Trafik i Odsherred Kommune.

Foreningen deltog med fantastisk energi og engagement. De mange forbipasserende, som var ude og gå tur i det lune efterårsvejr, spurgte interesseret til projektet, og det var en rigtig god oplevelse for alle involverede.

”Nu håber vi, at ørrederne også synes, vandløbet er blevet attraktivt”, siger Gry Annika Jensen.

Gydegrusen gør det muligt for havørrederne at lægge deres æg med succes i Stenstrup Å.
Gydegrusen gør det muligt for havørrederne at lægge deres æg med succes i Stenstrup Å.

Også Odsherreds Sportsfiskerforenings vandplejeformand, Jan Aggerholm, udtrykker stor glæde ved projektet: ”Nu venter vi alle i stor spænding på den kommende gydesæson for at se, hvordan havørreden tager imod deres nye brudesenge”, lyder det fra Jan Aggerholm.

Men Odsherreds sportsfiskerforening hviler ikke på laurbærrene. ”Det er tanken i det kommende år, at der skal udlægges yderligere 14 gydebanker i forskellige små vandløb i Odsherred kommune”, slutter Jan Aggerholm.

Foreningens engagement er smittende, og jeg glæder mig desto mere over projektet, da jeg i gamle dage (!!!!), netop havde mit hjemmevand på kysten ved Høve Skov, Veddinge Bakker og Kårup.

Fra naturens hånd er der ikke mange tilløb til Sejerøbugten, så alt, hvad der kan optimeres netop dér, giver et bedre kystfiskeri langs mine gamle kyststrækninger!

 

– Rune Hylby.

Nyt fiskeprogram på vej: Fiskeguiden

Skærmbillede 2015-11-13 kl. 14.04.00
Her er vi godt i gang med optagelserne til makrelafsnittet under Makrel Festival på Sj. Odde.

Niels Vestergaard og jeg er i fuld gang med et nyt online tv-program. Det kommer til at hedde ”Fiskeguiden”, og i første omgang skal vi producere 10 programmer af ca. 25 minutters varighed om de mest eftertragtede arter i Danmark. Programmerne har fokus på instruktion og er primært tiltænkt børn, unge og nybegyndere. Men vi håber alle har lyst til at se med og kan få noget ud af dem.

unnamed1
I Put & Take afsnittet gennemgår vi bl.a. fiskeri med flue, spinner, gennemløber og bombarda med ørreddej.

De programmer, jeg har medvirket i tidligere som Storrygeren, Nak & Æd og Fiskemissionen, har vist, at der er stor interesse for lystfiskeri i befolkningen generelt og i særdeleshed blandt børn og unge. Disse programmer har været med til at pirre interessen for lystfiskeri, men hvor tv-kanalerne ikke har haft tiden til at komme rigtigt i dybden med teknik, vil Fiskeguiden sætte fokus på alle de grundlæggende tips, tricks og metoder, som giver de gode oplevelser og sikrer succes ved vandet. Fiskeguiden vil byde på et miks af inspirerende praktisk fiskeri og alt det basale i forhold til valg af krogtyper, stænger, liner, hjul, agn, forfang og teknikker. Vi vil gå helt i dybden og forklare alt fra bunden og vise grejet, knuderne teknikkerne osv. Ikke bare ved snak, men også ved praktisk fiskeri – og ikke mindst fangster.

unnamed
Programmerne er spækket med konkret viden og information.

Det vil være en række faktuelle og informative programmer, men de vil være pakket ind i lækre billeder, faktiske fiskesituationer og med et væld af spændende vinklinger, hvor Niels Vestergaard vil tage blandt andet droner og undervandskameraer i brug.

Regler for fiskeriet såsom fredningstider, mindstemål osv. vil blive gennemgået for de forskelige arter, og ligeså vil vi lægge stor vægt på etik, god stil og bæredygtigt lystfiskeri. Bl.a. vil der fx i geddeafsnittet være en scene med instruktion i, hvordan man håndterer en gedde, der skal genudsættes.

Programmerne er finansieret af sponsorater fra Danmarks Sportsfiskerforbund, Fishing Zealand samt grejbranchen. Heriblandt: Abu Garcia, Powerbait, Rapala, Shimano, Westin, Savage Gear, Imax, Ron Thompson, Garmin og Geoff Anderson. Alle sponsorerne har ligesom Niels og jeg en interesse i, at vi er med til at inspirere nye lystfiskere samtidig med, at vi lærer dem teknikker og hvordan man bør opføre sig som lystfisker. Disse sponsorater betyder, at programmet vil være tilgængelige for alle og kan ses gratis online.

Fiskeguiden
Og vi fanger da også lidt fisk en gang i mellem…

Fiskeguiden vil blive publiceret via YouTube, og herfra kan de efterfølgende indlejres på alt fra hjemmesider, blogs, facebook osv. Er der fx en, der spørger i en facebookgruppe om gode råd til at fange fladfisk, ja så er det nemt at smide et hurtigt link til et program om netop dette. Og bruger man så 25 minutter foran skærmen, er man godt klædt på til den kommende fladfisketur.

Programmerne offentliggøres løbende med start fra maj 2016, og vi håber, de vil have en levetid på mange år. Der vil være programmer om gedde, aborre, makrel, sild, havørred, torsk, fladfisk, hornfisk samt P&T og medefiskeri.

Vi har allerede fået nogle af optagelserne i kassen, men arbejder løbende på at få produceret alle afsnittene. Det er et sindssygt spændende arbejde, og jeg glæder mig helt vildt til foråret, hvor I får de første programmer at se!

– Gordon

Danske Amatørfiskere og DTU Aqua inviterer til dialogaften om Roskilde Fjord

Roskilde fjord er omdrejningspunktet for mange mennesker, for bare at nævne nogle få, kan det være lyst- og fritids- og erhvervsfiskere, lystsejlere, kajakroere, lokale borgere, badegæster og jægere. Denne aften sætter fokus på Roskilde fjord og potentialet for flere fisk og aktiviteter.

Roskilde fjord er et centrum for aktive fritidsfolk, som nyder naturen og fjorden i fulde drag. Denne aften kan du høre mere om Roskilde fjord. Alle som har interesse er velkomne.
Roskilde fjord er et centrum for aktive fritidsfolk, som nyder naturen og fjorden i fulde drag. Denne aften kan du høre mere om Roskilde Fjord og diskutere hvordan vi bedst udvikler mulighederne i fællesskab. Alle som har interesse er velkomne.

Danske Amatørfiskere og DTU Aqua er værter for denne aften, og Herslev Strand Sejlklub har inviteret os alle indenfor i deres lokaler, med som de selv siger ”Danmarks bedste udsigt”. Fællesskabsaftenen ved Roskilde Fjord er netop, som navnet antyder, en aften hvor alle brugere af fjorden er velkomne, og vi håber at se så mange som muligt.

Der findes sikkert mange andre grupper af mennesker, som dagligt bruger fjorden på den ene eller anden måde. Derfor så vi at der kunne være en interesse for at afholde en aften, hvor Roskilde Fjord får hele opmærksomheden – hele aftenen. Jeg glæder mig til denne aften, især fordi jeg er sikker på at kunne møde folk, som kender fjorden som deres egen bukselomme, og få noget at vide om Roskilde Fjord, som jeg ikke vidste og derudover møde ligesindede brugere af fjorden. Vi har alle meget at lære af hinanden.

IMG_6213_low res

Arrangementet løber af stablen tirsdag den 1. december 2015 kl. 19-21 på Herslev Strandvej i Herslev Strands Sejlklubs lokaler ved Herslev Havn. Der serveres kaffe/the og kage.
Tilmelding ikke nødvendig – bare mød op, vi glæder os til at se jer.

Program

19.00-19.10 Velkomst v. Mads Christoffersen, DTU Aqua og Lars Jørgen Andresen formand for Herslev Strands Sejlklub

19.10-19.30 Hvilke regler gælder ved, på og i IMG_1780vandet i Roskilde Fjord v. Peter Hjort Larsen, NaturErhvervstyrelsen.

19.30-19.50 Potentiale for lystfiskeri i Roskilde Fjord v. Gordon Henriksen, Fishing Zealand og næstformand for Roskilde Omegns Lystfiskerklub.

19.50-20.10 Fiskene i Roskilde Fjord – hvad er gjort og hvad er mulighederne for forbedringer v. Mads Christoffersen, DTU Aqua.

20.10-20.30 Succesfulde dage med ”Klap en fisk” og “Sol over Lejre” i Roskilde Fjord v. Thomas Bierberg-Christensen Næstformand Danmarks Amatørfiskerforening

20.30-21.00 Spørgsmål og erfaringsudveksling

21.00 Slut

Ordstyrer
Henry Søndergaard, Herslev Strand Sejlklub
For spørgsmål, kontakt Mads Christoffersen DTU Aqua på maoc@aqua.dtu.dk eller 35 88 33 00