Grusbandeleder vinder hæderspris i Danmarks Sportsfiskerforbund
- 28. oktober 2024
Rune Hylby er bandeleder for Den sjællandske Grusbande, hvor frivillige blandt andet udlægger gydegrus til gavn for ørrederne i vandløbene. Lørdag d. 26. oktober modtog han Danmarks Sportsfiskerforbunds hæderspris for sit store frivillige engagement.
”En sværvægter indenfor vandløbspleje og naturgenopretning” blev lørdag d. 26. oktober tildelt Danmarks Sportsfiskerforbunds hæderspris under forbundets kongres i Vingsted. Den sjællandske grusbandeleder, Rune Hylby, modtog prisen for sin utrættelige indsats med at genskabe sunde vandløb med vilde fisk på Sjælland i mere end 30 år. Prisen blev overrakt af Danmarks Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas.
– Med over 1000 gydebanker under bæltet, må Rune Hylby siges at være en sværvægter indenfor vandløbspleje og naturgenopretning. Der er få ildsjæle, der kan holde engagement oppe over så lang tid – så vi må bare beundre hans vedholdenhed og utrættelige kamp for vandmiljøet og biodiversitet, siger Torben Kaas og fortsætter:
– Rune er i øvrigt en fantastisk ambassadør for vandplejearbejdet, og har en helt særlig evne til at samle og motivere de frivillige lystfiskere og vandplejefolk, samt formidle arbejdet med at forbedre vores fælles natur. Det skal han have en særlig ros for, siger Torben Kaas.
Projektchef i Fishing Zealand, Niels Lagergaard Pedersen, er også klar med rosende ord til Rune, og udtaler: – Det er et flot og utrætteligt arbejde, som Rune ligger for dagen. Over årene har mange kilometer vandløb haft glæde og gavn af Grusbandens arbejde. Udover at arbejdet giver flere fisk i vandløbene, kommer der også flora og fauna tilbage til ådalene. Det bliver ligeledes anerkendt derude i vores medlemskommuner, at biodiversiteten får et gevaldigt løft.
Rune Hylby har i 8 år stået i spidsen for Den sjællandske Grusbande under Fishing Zealand, der i dag tæller mere end 800 frivillige vandløbsplejere. Rune Hylby og Grusbanden udfører årligt i omegnen af 120-150 vandplejeprojekter over hele Sjælland, Lolland, Falster og Møn – blandt andet udlægning af gydegrus, udlægning af dødt ved, udplantning af vandplanter og en række andre initiativer til gavn for vandløbsnaturen. Arbejdet sker typisk i tæt samarbejde med kommuner og lodsejere.
Og det var en stolt Grusbandeleder, der lørdag modtog prisen – i øvrigt i selskab med tre andre vandløbsfolk fra andre dele af landet.
– Det er dejligt at blive anerkendt for sin indsats, og jeg er samtidig stolt over at være udvalgt sammen med tre andre dygtige vandplejefolk, der også gør en kæmpe indsats for vandmiljøet andre steder i landet, siger Rune Hylby, som også har ros til alle de frivillige i Den sjællandske Grusbande:
– Samarbejdet med de frivillige betyder alt, og når vi udfører vandløbsprojekter, er det altid med en af de lokale foreninger, samt en masse frivillige. Vi har det utrolig hyggeligt sammen, og det er vigtigt, at alle mærker, de gør en forskel. Alle kan være med og vi har tit kvinder og børn med på projekterne. At se en knægt på 4-5 år knokle løs på gydebankerne eller kaste sten i vandløbet, er bare pragtfuldt. Jeg tror, det er vigtigt for forståelsen af naturen, at man allerede som barn får lov til at være i den og mærke, det betyder noget at passe på den, og helst forbedre den, siger Rune Hylby.
Danmarks Sportsfiskerforbunds hæderspris tilfalder fire vandplejepionerer
Danmarks Sportsfiskerforbunds hæderspris 2024 er tildelt til de fire vandplejepionerer Arne Bager (Østjylland), Rune Hylby (Sjælland), Søren Knabe (Fyn) og Torben Thinggaard (Midt-/Vestjylland).
Hædersprisen tildeles for en særlig indsats på miljøområdet eller en særlig indsats for sportsfiskeriets interesse.
Prisen kan tildeles en person, persongruppe, forening eller sammenslutning. Den kan desuden tildeles en offentlig myndighed.
Med prisen følger 5.000 kr.