Kategorier

Bloggere

Stor succes med første udgave af Trutta Conventus

Allerede torsdag dukkede de første deltagere op på Møn og begyndte at indtage campen i Jydelejet. Ganske kort efter blev de første fluer badet, og flere gode fisk blev både landet og mistet torsdag aften.

Fredag morgen var deltagerne hurtigt ude af teltene og afsted mod kysten, hvor der igen blev landet flere gode fisk. Det var generelt billedet for weekenden, at dem som kom afsted tidligt, fandt ofte fisk, inden solen fik for meget fat.

I løbet af fredagen dukkede flere og flere deltagere op og satte deres telte op på campen. På trods af afstanden fra p-pladsen til campen, kom alle frem med godt humør. Ellers blev fredagen brugt på kysten eller til hyggesnak i campen.

Fredag eftermiddag var den officielle start men netop pga. det sommerlige vejr, udskød vi velkomsten til kl. 19.00, så deltagerne kunne nå lidt mere fiskeri. Maden var klar med militærpræcision kl. 19.00, hvor kokken Thomas Justiniano havde strikket en fantastisk menu sammen. Det hele blev skyllet ned med lækker øl fra det lokale Bryghuset Møn.

Under den officielle velkomst blev weekendens program gennemgået, og de små sjove konkurrencer blev nævnt – bl.a. Bedste Fisk og Piscatore Maximus. Derudover blev der uddelt mange af de gode poser fra Clean Coast Anglers til at samle affald i.

Resten af aftenen foregik med højt humør om bålet, mens bålkaffen blev nydt med kig til den imponerende stjernehimmel på Møn. Der blev også lavet fluekast med selvlysende line…..hvilket så flot ud med den mørke skov som baggrund.

Da lørdag morgen oprandt var det ikke nemt for alle at komme tidligt op. Flere af dem som kom op, fik dog kontakt til fisk. Dagen bød igen på sol fra en næsten skyfri himmel….så der skulle virkelig arbejdes for at få fisk i de forhold, men det lykkedes heldigvis for flere.

Lørdag middag var der fælles frokost på den hyggelige Cafe Borre, hvor menuen var deres lækre sandwich. Fantastisk at se så mange mennesker på cafe i waders – et smukt syn. Efter frokost stod den på mere fiskeri resten af dagen.

Lørdag aften samledes vi atter ved bålet, hvor weekendens konkurrencer skulle afgøres. Her var præmierne sponsoreret af Ahrex Hooks. Her gik prisen for Bedste Fisk til Niklas, som havde fanget en rigtig flot havørred. Kåringen af Piscatore Maximus kræver lidt fortælling. Begrundelse for at kåre Jesper var, at han nåede at passe børn, besøge sine forældre, have fødselsdag og ikke mindst at miste en god fisk – alt dette på én og samme dag. Så Jesper modtog prisen med højt bifald. Endelig var der også en pris fra Clean Coast Anglers for at samle affald på kysten. Præmien gik til Jonathan, der havde samlet en kæmpe sæk affald – tak for indsatsen!

Søndag morgen var flere igen morgenfriske og fandt flere gode fisk – denne gang på sydkysten. Efterfølgende stod den på oprydning af campen, og der blev sagt tak for denne gang.

Fra arrangørerne skal der lyde en kæmpe tak – fantastisk at få lov til at afholde den første Trutta Conventus. Et sted mellem 35-40 personer deltog. Med den feedback som vi modtog i løbet af weekenden, vil vi vende tilbage næste år med endnu en udgave Trutta Conventus. Så følg endelig eventets Facebook-side, som du finder her – samt instagram som du finder her.

Kæmpe tak for alle billederne fra bl.a. Frederik Lorentzen, Marie Brandt, Jesper Roholm med flere.