Kategorier

Bloggere

Mønbroen Camping var vært for hornfiskeri

Mønbroen Camping var igen i år vært for et Fishing Zealand hornfiskearrangement. Det er efterhånden en god tradition at lejrchefen på Camping Mønbroen, Lone Rasmussen, inviterer fiskeglade og lækkersultne fiskere til
hendes campingplads, hvor en af Sydsjællands flotteste hornfiskepladser er beliggende.

På trods af kraftig blæst og regn, dukkede 51 spændte deltagere op på Camping Mønbroen for at forsøge at liste en hornfisk på land.

Fiskeekspressen var stillet op og guider fra Sportsfiskerforeningen Storstrømmen stod klar til at assistere de fremmødte.

Fiskeriet foregik fra den gamle mole og der blev gået til stålet. Alle Fiskeekspressens udlånsstænger – selv de små børnestænger – var i brug på én gang. Deltagerne stod på ræd og række på den østvendte side, idet vestsiden ikke var fiskbar på grund af kraftig blæst og masser af drivende ålegræs.

Efter halvanden times fiskeri uden så meget som skyggen af en hornfisk, begyndte lejrchefens grillede oksepølser fra eget kvæg at trække hårdt i deltagerne, der listede op med fiskestængerne og hyggede sig med grillpølser, snobrød og røverhistorier.

– Michael Tange