Kategorier

Bloggere

Meld dig til 400 meter storpotentiale i Vintersbølle Bæk

Vintersbølle Bæk, som det lille vandløb så ud i vinter, da Jimmi Spur Olsen fra Vordingborg Kommune og jeg lagde planer for udførelse af det kommende projekt i det lille fine gyde- og opvækstvandløb ved Nyråd. Det var netop her, på strækningen på billedet, jeg elektrofiskede i tirsdags.

Ad flere omgange har jeg besøgt Vintersbølle Bæk ved Nyråd i Vordingborg Kommune. Både sammen med Birgitte Apel Jacobsen og Jimmi Spur Olsen, begge fra Vordingborg kommunes Vandløbsafdeling. Første gang var for nogle år siden, hvor Vintersbølle Bæk stadig gnavede sig ned igennem dyndet i en gammel og nu tørlagt mølledam, og hvor der var en meget stor mængde sediment, der kontinuerligt driftede nedstrøms, mens bækken fandt sit nye leje i det bløde materiale.

Dengang var det ikke på tale, at der skulle gøres noget ved det lille fine skovvandløb, da bunden endnu var blød og hvor restaurering med sten og grus havde haft meget lidt effekt.

Siden har Vintersbølle Bæk fundet sit nye leje, og bunden er nu skyllet mere eller mindre ren for sand og slam, idet der er et meget stort gennemsnitligt fald ned igennem skoven, der ejes af Petersgaard Gods.

Derfor mødtes Jimmi og jeg i vinterens løb og fik snakket et projekt igennem, der vil give stor variation, stor biodiversitet og en stor ørredbestand.

Samtidig vil projektet også give brugerne af den omkransende ”Hjertesti” musik i ørerne, når bækken klukkende løber mod Storstrømmen, idet den har sit udløb umiddelbart øst for Vordingborg mellem de to broer, der forbinder Sjælland med Falster.

Lodsejeren var imødekommende, hvilket i høj grad skyldes stor tillid til Vordingborg Kommunes vandløbsafdeling, så jeg fik hurtigt skrevet en projektbeskrivelse, der siden er godkendt af både kommune og Miljøstyrelse.

Projektet fik sin endelige godkendelse i mandags, den 12. september. Nu kan vi derfor udføre projektet inden den forestående gydesæson, og det vil gøre en stor forskel i det lille fine vandløb.

På en 400 meter lang strækning skal der udlægges 36 tons skjulesten og i omegnen af 20 tons gydegrus.

En del af gydebankerne og skjulestenene skal placeres på engen, hvor kreaturer har sørget for græsslåningen, så de små ørredbasser i fremtiden får den fineste udsigt ud over Storstrømmen. 

Projektstrækningen løber lige forbi Beværterhuset, som har sin helt egen historie i det lokale samfund omkring Nyråd.

Det er renoveret af Vordingborg Kommune og bruges i dag som lokal natur- og kulturbase for blandt andet Lokalhistorisk Forening Vintersbølle/Nyråd, der formidler Beværterhusets historie og bibeholder husets funktion i skoven som mødested og historisk oplevelse.

En del af projektstrækningen ligger dybt nedskåret i skoven, og skjulesten og gydegrus vil gøre underværker for variationen, idet der ikke er skyggen af vegetation i vandløbet.

Netop det lokale fundament er vigtigt, -også for dette projekt, og derfor har jeg lovet Birgitte Apel, der er født og opvokset på egnen, at holde foredrag i Beværterhuset om det projekt, vi skal udføre i Vintersbølle Bæk.

Det gør jeg med glæde, for den lokale opbakning, er præcis lige så vigtig som selve projektet og forståelsen af værdien omkring den natur, der omgiver os, -også under vandoverfladen!

Forberedelsen til projektet har stået på et stykke tid, og derfor var jeg i tirsdags i bækken ved Vordingborg for at lave en bestandsanalyse inden udlægning af sten og grus.

Det var en pauver fornøjelse.

Sølle 4 stk. ørreder på en 50 meter lang strækning af bækken, hvilket giver en bestandstæthed på 8 stk/100 m².

Der er på ingen måde God Økologisk Tilstand i bækken, og vores engagement med restaureringen vil i den grad gøre en forskel.

Eneste lyspunkt under bestandsanalysen var, at én af de 4 ørreder, var en flot 2½ års ørred på 23 cm, der stod i ét af Vintersbølle-Bækkens lidt dybere høller.

Denne fisk har klaret både sommeren 2020 og 2022, der begge var varme og tørre.

Beværterhuset, som er samlingspunkt for Lokalhistorisk Forening Vintersbølle/Nyråd, og som blandt andet bruges som mødested i skoven. Det vil vi også gerne bruge det til.

Nu stod den i en af de pools, der er dannet af gnaverierne i mølledammen.

Inden projektet løber af stablen, vil Vordingborg Kommune sørge for, sten og grus er lagt enten i vandløbet, eller i hvert fald i nærheden af vandløbet, så vores arbejde, bliver så let og smertefrit som muligt.

Til gengæld er det det jo indlysende, at jo flere folk, der deltager, jo hurtigere bliver vi også færdige.

Derfor håber jeg, der er så mange som muligt i dette hjørne af Sjælland, der melder sig til projektet, så vi kan få etableret en masse mindre gydebanker, samt lægge skjulesten ud til stor variation og dermed glæde for ørredbestanden.

Vi har brug for netop din hjælp, lørdag den 24. september kl. 10.10!

Vi mødes ved Beværterhuset på Vintersbølle Skovvej.

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.

Du skal medbringe støvler/skridtstøvler og i øvrigt fornuftigt tøj. Derudover må du gerne tage lidt haveredskaber med, -rive, skovl, mm.

Det er vigtigt, du melder dig til, idet jeg vil sørge for drikkevarer i dagens anledning.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,