Kategorier

Bloggere

Invitation til fisketur efter hornfisk i Frederikssund kommune

Drømmer du om at komme ud på en vaskeægte fisketur efter den spændende hornfisk? Så har du nu muligheden for at komme på fisketur med en erfaren guide.

Søndag d. 4. juni mellem kl. 10:00 – 14:00 kan du og familien få en god introduktion til lystfiskeriet – også selvom du aldrig har haft en fiskestang i hænderne. Arrangementet henvender sig til alle uanset erfaringsniveau. Der stilles alt tænkeligt fiskeudstyr til rådighed, og I hjælpes godt i gang med kystfiskeriet. Den erfarne Fishing Zealand guide, Jesper, er klar til at hjælpe med at rigge fiskegrejet til og lære dig at kaste ud. Han ved samtidig, hvad der skal sættes for enden af linen for at øge chancerne for fangst af hornfisk. Hvis du selv har fiskegrej, så er du velkommen til at medbringe det.

Dermed er der lagt op til en hyggelig fisketur, når vi mødes ved pladsen ved Tandstumpen – Baunehøjgaardsvej 4, 3630 Jægerspris fra kl. 10:00, hvor vi fisker og nyder foråret ved vandet frem til kl. 14:00.

Gennem foråret flokkes store stimer af hornfisk langs vores kyster og ind i Roskilde Fjord. Hornfiskene er på vandring mod de indre danske farvande, hvor de senere skal gyde. Hornfiskene færdes tæt på land, og er et relativt let bytte for lystfiskerne. Hornfiskene er sjove at fange, da de fighter godt. Samtidigt er de gode spisefisk.

Fiskeriet på kysten kan være en frisk fornøjelse, så derfor opfordrer vi alle deltagere til at medbringe påklædning, der matcher vejret. Medbring også gerne lidt at drikke og måske en madpakke til at hygge med.

Dagens fisketur sker i samarbejde med Frederikssund Kommune og Fishing Zealand. Arrangementet er ganske gratis at deltage i. Er du mellem 18 år og pensionsalderen, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn.

Der er plads til 20 fiskere, og tilmelding sker til flyfishingtourszealand@gmail.com via først-til-mølle-princippet. Tilmeldingsfrist den 3. juni kl. 12:00.