Introduktion til vinterfiskeri på den åbne kyst efter havørreder i Odsherred Kommune
- 21. oktober 2025
Vi nærmer os den periode på året, hvor vinterfiskeriet begynder. Derfor vil Odsherred Kommune, Odsherred Sportsfiskerforening samt Fishing Zealand gerne invitere til en dag på kysten, hvor vi vil komme med tips og tricks til, hvordan man overlister de blanke havørreder på kysten.
KURSET ER FULDBOOKET!
Er du lystfisker og gerne vil udvide kendskabet til vinterfiskeri, eller blot vil pudse formen af, så har Odsherred Kommune, Odsherred Sportsfiskerforening og Fishing Zealand et fremragende og gratis arrangement til dig.
Lørdag den 15. november 2025 fra kl. 10:00 til kl. 16:00 fisker vi efter havørreder på en af de mange gode fiskepladser i Odsherred.

Vi mødes kl. 10.00 i Odsherred Sportsfiskerforenings klubhus, hvor FZ-guiderne Lars Juel Hansen, Jesper Roholm og Niels Lagergaard står klar med et oplæg om vinterens kystfiskeri. Guiderne fortæller om deres strategi ved vinterfiskeri – herunder hvilke parametre der styrer fiskeriet, valg af agn og valg af fiskepladser m.m. – til oplægget serveres kaffe og kage.
Ligeledes gennemgås grejopsætning for både flue og spin samt generelt gives masser af tips og tricks til vinterens kystfiskeri. Efter ca. 1,5 time tager vi på kysten og afprøver teorierne i praksis, og der fiskes til kl. 16.00 på udvalgte fiskepladser efter vind og vejr.
Vi fisker i waders, og det er derfor en forudsætning, at du har prøvet at vadefiske før og har dit eget fiskegrej og waders. Der kan fiskes med både spin, bombarda og flue på kystpladsen. Husk evt. vadestav. Er du mellem 18 år og pensionsalderen, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne.
Tilmelding og mødested
Arrangementet er gratis, men kræver dog tilmelding. Tilmelding sker til niels@fishingzealand.dk senest onsdag d. 12. november 2025. Der er kun plads til 30 personer, så skynd dig at få en plads!
Mødestedet er Odsherred Sportsfiskerforenings klubhus: Nygade 16, 4550 Asnæs.