Kategorier

Bloggere

Hornfiskesæson 2026 i Fishing Zealand

Maj måned er altid lig hornfisk hos Fishing Zealand. Hvert år glæder vi os til at gense den bomstærke og velsmagende sæsongæst fra Atlanterhavet. Vi har i løbet af måneden afholdt 9 arrangementer i medlemskommunerne og her kommer et resumé.

Odsherred Kommune

Søndag den 3. maj var 20 deltagere i alle aldre mødt op for at låne et fiskesæt og forsøge sig på jagten efter hornfisk ved Skansehage i Rørvig. Vi havde hørt på vandrørene, at hornfiskene allerede var fanget i massevis, så det var med stor forventning, at deltagerne gik i gang. Der gik ikke længe, inden de første hornfisk blev landet. Det skulle dog vise sig, at der var tale om en stime og herefter gik ventetiden, indtil den næste stime indfandt sig. Det blev til hornfisk til næsten alle deltagerne – og flittigt blev der delt tilberedningsmetoder.

Kalundborg Kommune

Dette års Hornfiskefestival blev afholdt som vanligt på havnen i Kalundborg lørdag den 9. maj. Hornfiskefestivalen har fået sit eget blogindlæg – og kan læses her: Hornfiskefestival 2026. Ligeledes blev der i Kalundborg afholdt et kursus om tørfluefiskeri efter hornfisk. Læs mere her.

Roskilde Kommune

Deltagerrekord i Roskilde Kommune. De 2 guider fra Fishing Zealand havde en travl dag, da 35 deltagere mødte op for at låne waders og fiskestang søndag den 10. maj, hvor der skulle fanges hornfisk ved Jyllinge Havn. Da deltagerne stod i vandet og roen havde lagt sig, begyndte de første at få bid. Hornfiskene var lidt sværere end de plejer, hvilket måske kunne skyldes de meget mørke skyer, som drev hen over hovederne på deltagerne. De fleste deltagere fangede dog eller mærke hug.

 

Næstved Kommune

Et sted mellem 50-60 personer dukkede op til fiskeri efter hornfisk ved Klinteby Klint d. 25. Maj. Der var hurtigt godt gang i både fiskeriet og udlån af waders og fiskegrej. Mange havde aldrig hverken prøvet at fiske før eller have waders på – så der blev både grinet og overskredet grænser for flere folk denne dag.

Enkelte havde virkelig gang i fiskeriet, hvor der blev hjemtaget en stak hornfisk til aftensmaden. Det var især sildestykkerne, der lokkede hornfiskene til biddet, hvilket er meget effektivt her sidst på sæsonen. Der blev også fanget et par havørreder med en fin fisk lige over målet, som den største.

Sportsfiskerforeningen Fladså var som vanligt med denne dag, og dukkede op med mange medlemmer, der var klar til at hjælpe nybegyndere godt i gang.

Vordingborg Kommune

Det er altid en fornøjelse at afholde hornfiskearrangement på Camping Mønbroen. Denne gang i høj solskin og med 50 deltagere. Vanen tro tændte Lone fra campingpladsen op i bålet og grillen og tilberedte pølser fra egen avl til deltagerne. Hornfiskene gik langt ude, og de var svære at få til at bide. De frivillige fra Sportsfiskerforeningen Storstrømmen øsede ud af fif’s fra fifkassen, hvilket resulterede i fangster for mange af deltagerne. Da sulten meldte sig, trak deltagerne op på bålpladsen og fortsatte hyggen. Flere skulle lige ned og prøve igen – og det gav pote, da en stime hornfisk havde indfundet sig tæt på bredden.

Guldborgsund Kommune

Madens Folkemøde er det nye sort i Fishing Zealand regi. Dagens tema: Fra Sund Til Mund. Sammen med Gordon P. Henriksen blev der inviteret til Street Fishing på havnekajen, hvor deltagerne kunne komme og låne en stang og fange en hornfisk. Fangede man en hornfisk, stod Gordon klar ved sin stand på Madens Folkemøde og tilberedte hornfisken, så deltageren kunne smage sin egen fangst. Det var et stort hit at kunne overvære hele processen i Fra Sund Til Mund. I løbet af dagen var der ca. 50 deltagere.

Lejre Kommune

Munkholmbroen er synonym med hornfisk i maj måned. Derfor var det oplagt at afholde Lejre Kommunes arrangement netop der. Waders og stænger var klar til de 15 fremmødte deltagere. Nogle havde endnu til gode at fange deres første hornfisk, så presset på guiden var stort, især da vinden viste sig fra sin drilske side. Vi kunne konstant se “leg” (hornfiskens parringsmetode) langt ude, men ikke nå derud på trods af fiskeriet foregik i waders. Det lykkedes dog netop at kaste langt nok med boble og sildestykker for deltagerne – og alle blev belønnet for indsatsen.

 

Holbæk Kommune

Årets sidste hornfisketur i Fishing Zealand øjemed. Der var lagt i kakkelovnen til et brag af en afslutning for de 15 fremmødte ved grillbaren ved Munkholmbroen. Sildestykker var klippet, stængerne rigget til og solen skinnede. Da deltagerne gik i vandet i waders, var der et par stykker, som blev belønnet med fisk i første kast. Det gode fiskeri fortsatte ca. en time, hvorefter skyerne kom og lagde en dæmper på fiskeriet. Rygterne gik på, at der var fanget makreller i området, så deltagerne mistede ikke modet. Det sidste stykke tid blev der fanget enkelte hornfisk, men makrellerne så vi aldrig. (2 billeder).

Guidens eftertanker

I år kom hornfiskene noget senere end tidligere år – formentlig pga. en lang og kold vinter. Vandtemperaturen har i det kystnære vand været usædvanlig lav i dette forår. Men da fiskeriet først kom i gang, var der virkelig mange hornfisk – især på yderkysterne.

Med over 450 deltagere fordelt på 9 arrangementer i løbet af maj måned, var det en herlig måned at være guide i.

Et hav af nyfiskere, der fangede deres allerførst hornfisk. Dét er skønt at være vidne til.

Mikael Tange, Fishing Zealand