Havørredcamp for unge kystfiskere
- 4. oktober 2017
Hvis du ikke allerede har set programmet for Fishing Zealand Ugen, så må du endelig ikke snyde dig selv for at gøre det. Der er rigtig mange spændende arrangementer på programmet.
Ugen byder bl.a. på en Havørredcamp for unge kystfiskere mellem 13 og 17 år, som har lyst til at tilbringe en hel weekend i havørredens tegn.
Arrangementet strækker sig over d. 13. til 15. oktober og består bl.a. af oplæg om havørredens biologi, fødevalg og ikke mindst de teknikker, som den kan overlistes på. Mest af alt kommer weekenden dog til at gå med den praktiske del – selve havørredfiskeriet på den åbne kyst, hvor deltagerne forhåbentligt kommer til at dyste med nogle af områdets fine havørreder.
Teori, spisning og overnatning foregår på Abildgaard. Stedet bliver således udgangspunkt for de pladser, som skal besøges i løbet af arrangementet.
Der er stadig ledige pladser på campen, så del gerne budskabet, om muligheden for at starte eftersårsferien med et par fede oplevelser sammen med andre unge mennesker, i jagten på at blive bedre til at fiske havørreder.